Hekseblod

Camille er en af de typer der aldrig rigtigt har brudt sig om alt det som alle andre elsker. Men hvad er det dog der trækker hende væk? Hvad er det, der frister hende væk fra alt det "normale"?

3Likes
3Kommentarer
524Visninger
AA

1. Kaldet

Den nat var langt fra som alle de andre normale nætter i Brooklyn. Månen hang midt på himlen, men den så bare så nær ud. Som om hun kunne røre ved den bare ved at række ud efter den. Men hun prøvede ikke engang. Hun vidste nemlig alt for godt hvordan det føltes at blive skuffet.

   Månen var dog ikke helt almindelig. Den var fuldstændig rød, som om en eller andet havde hængt en blodappelsin op lige foran hende. Men de spidse snedækkede bjerge foran ”appelsinen” beviste det modsatte. Det var lidt ligesom at bjergene prøvede at springe en rød ballon.

   Hun begyndte med at tilføje de sidste skygger på sin skitse. Det her skulle hun helt klart male senere, og hendes mor kunne også hjælpe hende med at blande de her specielle farver. Men der var helt sikkert også noget unikt over nuancerne. Hendes mor var én af de bedste kunstnere hun nogensinde havde set, eller også var hun bare blevet for vant til hendes malerier. Selv var hun ikke dårlig, men hun havde stadig langt vej igen.

   Den velkendte smag af metal i luften fik hende tilbage til virkeligheden. Græsset på bakken var fugtigt, og hendes bukser blev våde fra allerede da hun satte sig. Men det var ikke noget hun bekymrede sig om. Hun var ikke ligesom andre, som for eksempel hendes mor. Faktisk, så mindede hun heller ikke det mindste om hende.

   Hendes mor lignede en mørkhåret Barbie. Hun var høj, hun have former og hun havde langt og glat hår. Håret var kulsort men med et rødt skær. Hendes lille næse og store dybblå med de lange sorte vipper øjne gjorde hende bare mere feminin. Og så var der Valentina. Hun var meget lav, og det var ikke en overdrivelse. Hun var ikke højere end 155 centimeter. I og med at hun var lille, så var hun også tynd og spinkel. Hun havde ingen former, som man ellers burde have som sekstenårig. Hun havde alt for små bryster og hendes hofter var slet ikke anderledes fra dengang hun var fem år gammel. Hendes krøllede og ustyrlige manke var nogle af de ting hun brød sig mindst om ved sig selv. Det gik lige til over hendes bryster, og det var også kulsort. Dog gjorde hun ikke noget for, at få krøllerne til at forsvinde, ved for eksempel at glatte det. Ofte hang det også bare løst, og hvis det var sat op, var det bare i en hurtig hestehale. Hendes øjne var grønne og en smule mandelformede. Vipperne var lange og havde nogenlunde samme farve som hendes hår. Hendes læber var fyldige og næsen var lidt bred for neden, men stadig spids. Val ville meget hellere ligne hendes mor meget mere end hun gjorde i forvejen, og syntes ikke selv, at hun var videre køn.

   Af tøj, havde Val ikke ligefrem en speciel stil. Hun gik i en del forskelligt tøj, men holdte sig dog mest til et par bukser, en T-shirt og nogle gamle sneakers. Fregner dækkede både ansigt og krop. Hendes blege hud, der ikke kunne tåle solen, var alt for sårbar og hendes tynde arme og ben fik hende bare til at se mindre ud. 

 

Det begyndte at blæse meget på den bakketop hun havde sat sig på. Hun pakkede sin skitseblok og hendes udstyr ned i hendes rygsæk, og spiste resten af sit æble færdigt. Hendes mor ville blive stiktosset, hvis ikke hun fik spist det hele op. Det var svært nok at få hendes mor overtalt til at være udenfor i mørket.

   Æbleskroget blev kastet bagover, og en smerte jog op igennem hendes hoved. Hun tog fat i det fugtige græs under hende, og rev det op af smerte. Det var fjerde gang det skete på en time. Hendes mor havde ret, hun ville blive syg af kulden. Hun skulle have taget jakke på, som hun bad Val om.

   Da hun rejser sig op og skal til at tage hendes rygsæk med, ser hun en skygge danse henover jorden. Det måtte være et egern. Der er så mange af dem. 

   På vej ned ad bakken spekulerer hun lidt mere over skyggen. Skyggen var for lille til at tilhøre et egern, og det var som om det havde vinger. Det måtte være en eller anden form for guldsmed. Hun knugede rygsækken ind til brystet, som et slags værn mod kulden. Det hjalp ikke meget, men til gengæld var der ikke langt fra Kyles lejlighed.

   På grund af vinden der rodede håret rundt i hendes ansigt, blev hun nødt til at lukke øjnene som en refleks. Hvilket resulterede i hendes klodsede fald, der fik hende til at ende med bagdelen i vejret og ansigtet i jorden lige foran åen. Hun åndede lettet op, glad for ikke at have endt lige i vandet. På vej op fra siddende stilling, opdager hun et lys i vandet, samt nogle hviskende stemmer. Og så var der den søde duft af citroner, der nærmest gik ind og påvirkede hendes hjerne, ligesom stoffer nu gør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...