Underneath

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 9 jun. 2015
  • Status: Igang
Celina hader sit liv og lever hver dag i frygt for hvad selveste Adam Lambert vil gøre ved hende. Manden som siges at være til mænd. Men er det en løgn? Og hvad sker der når Celina lige så stille bliver forelsket i Adam?

2Likes
10Kommentarer
786Visninger
AA

5. Kapitel 5.

Efter en time med kørsel ind til midtbyen, var jeg her endelig. Mine veninder og jeg havde aftalt at mødes på en lille cafe til at starte med, og så senere tage i biografen. Vi skulle bare rigtig hygge os. Så kunne jeg også få lidt mentalt fri for mig selv. Det trængte jeg til. Det havde været en virkelig hård uge for mig psykisk. Jeg var begyndt at få underlige mareridt, uden jeg vidste hvorfor. Jeg troede at det var gået helt over, men min fortid ville åbenbart ikke lade mig være. 

"Celina!" Min veninde stod og vinkede og råbte ad mig henne ved cafe-døren. Det var så typisk hende. Hun havde bare ingen hæmninger. Jeg grinte af hende og løb så derhen, efter at jeg havde fået fat i min taske. Hun stod klar med åbne arme, og smilede som en gal. Det var så også en uge siden vi sidst så hinanden, så jeg havde savnet hende.

"Hvor er de andre." Jeg skimtede ind i cafeen efter de andre piger, men jeg kunne ikke få øje på dem. Jeg kiggede spørgerende på Kira (veninden). Hun trak på skulderne og kiggede på sin mobil.

"Jeg har ikke hørt noget fra dem endnu." Jeg sukkede og tjekkede min mobil for at se, om de havde skrevet til mig. Selvfølgelig havde de to tøser ikke det. Jeg rystede på hovedet, og kiggede så på Kira igen.

"Skal vi ikke bare gå ind?" Kira stod og studsede lidt over det jeg sagde, men nikkede så. De kunne bare komme til tiden. Jeg gad seriøst ikke bare stå der, og vente på deres dovne kroppe i den kulde. 

Kira og jeg fandt et lille sødt bord i det ene hjørne, og valgte så at sidde der. 

"Så...noget nyt?" Spurgte Kira med et nysgerrigt blik. Jeg rystede på hovedet og sukkede.

"Ikke andet end det har været en lorteuge." Jeg havde ikke lyst til at se Kira i øjnene. Hun vidste alt. Jeg havde fortalt hende det en dag, da det hele bare blev for meget, og jeg ikke kunne holde det tilbage længere. 

"Hvad nu Celina?" Sagde hun lidt opgivende, men også medfølende. Det fik mig til at græde. Der skulle så lidt til før jeg begyndte at græde. Det var pisse irriterende, og det fik mig til at hade mig selv.

"Det er bare det at..." Jeg stoppede og tørrede mine øjne for tårer. Kira kiggede trist på mig. Hun rakte mig en serviet, og jeg tog med glæde imod den. Der så man mig sidde og græde på en cafe, som en lille baby.

"Jeg er begyndt at få de her drømme og..De driver mig virkelig til vanvid Kira! Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv længere." Kira rejste sig og gik hen for at kramme mig. Sådan sad vi i et stykke tid. Det føltes godt, og var lige hvad jeg trængte til. 

"Det lyder som om, at vi skal have en veninde aften kun for os to." Jeg nikkede og gjorde mig enig. Kiras mobil vibrerede og hun skyndte sig at tjekke den. Hun så skuffet ud, da hun lagde mobilen fra sig igen. 

"De andre kommer ikke....selvfølgelig gør de ikke det. Det er så typisk dem at melde fra nu! Så er det jo kun os to. Men så må vi jo se positivt på det. Nu har vi muligheden for at få snakket det hele igennem." Jeg smilede til Kira og kiggede ned i bordet. Det blev pludselig helt spændende. Jeg har altid ville undgå de her samtaler. Det blev bare for personligt.

"Kira jeg..." Jeg blev afbrudt af en masse mennesker der kom ind af døren. Særligt en person fangede min opmærksomhed. Adam...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...