The little girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 27 nov. 2014
  • Status: Færdig
One-shot. En lille dansk-stil som jeg har lavet :)

0Likes
0Kommentarer
181Visninger

1. One-shot

Jeg lukkede øjnene og i næste øjeblik befandt jeg mig i et gammelt rum, som absolut ikke var mit værelse. Jeg forstod det ikke rigtig. Jeg lagde mig trygt til at sove derhjemme og næste øjeblik befinder jeg mig her? Stolen jeg sad på var lavet af træ og havde et lyserødt sæde. Foran mig var der et gammelt træbord, og en stol magen til. Tapetet på væggene var mønstret med fugle og blomster. Bag mig hvor jeg sad, var der en kamin og over kaminen hang der et lille spejl og et maleri. Hvad var det her for et sted? 

Jeg rejste mig op og gik hen til en kommode. Jeg lod hånden glide hen over det blanke træ, og beundrede resten af rummet. Det lignede noget fra 1700-1800 tallet.

"Det er flot ikke?" En svag stemme lød bag mig, og jeg vendte mig hurtigt om, men der var ingen. Jeg var sikker på at der var nogen, som lige snakkede til mig. Jeg rystede på hovedet og lod det ligge. Jeg var alligevel så frustreret over hvor jeg egentlig var.

Jeg gik hen til billedet der hang over kaminen. Der var noget mystisk over det. Noget jeg ikke kunne forklare med ord. På billedet var der en lille pige, med en lang hvid kjole og en sort sløjfe om taljen. Hun stod underligt nok midt ude på en mark. Hendes hår var sort og gik ned til skulderne. Hun så meget ung ud, og det var som om at der var et trist glimt i hendes øjne. 

"Hvad synes du om billedet?" Jeg vendte mig om, og så den selv samme pige som på billedet. Jeg måbede og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.

"Er... Det... Dig på billedet?" Hun nikkede med et stort smil på sine læber. Det var ikke et sødt smil. Det var et virkelig uhyggeligt smil. Hun skræmte mig og jeg tror hun morede sig med det. Hun trådte nærmere, og det fik mig til at tage et skridt bagud. Hun lagde hovedet på skrå, og smilede uhyggeligt. 

"Vil du spille et spil?" Jeg kiggede alle mulige andre steder end på hende. Jeg turde ikke kigge på hende.

"Vil du spille et spil?" Hun lød desperat. Jeg var presset op ad væggen, og ventede på hendes næste skridt. Jeg lukkede mine øjne i frygt for hvad hun ville gøre. Der var en ting jeg var klar over, og det var at hun ikke var menneskelig. Jeg lagde mærke til en stor flænge i hendes kjole. Hvor kunne hun have fået den fra?

"Godt. Er du klar." Jeg nikkede med det samme, og hun begyndte at grine. 

"Lad os starte så. Du skal løse en gåde." Jeg løftede mit øjenbryn, chokeret og nysgerrigt. En gåde? Dem har jeg aldrig været ret god til.

"Okay. Fortæl mig din gåde." Den lille pige rokkede frem og tilbage på sine fødder, da hun begyndte.

"Der var engang en pige, som var ekstremt modig, og altid pralede med hvor modig hun var. Mange af hendes klassekammerater blev irriteret og træt af hendes praleri, så de besluttede at de ville lave en grim og ond joke med hende. En dag gik en gruppe af drenge og piger hen til hende, og sagde. ”Hvis du er så modig, så tag ned til kirkegården hos gamle Mark Nielsens gravplads, helt alene ved midnat, og stå foran gravstenen. Rygterne siger at hvis du gør, vil en knoglehånd gribe ud efter dig og tage dig med ned til helvede! Du sagde at du er modig, så det skulle ikke være så svært! For at bevise at du faktisk har været der, skal du stikke en kniv ned i jorden foran gravstenen, så vi ved at du har været der om morgenen.” Hun så på mig med et trist, og vredt udtryk.

”Selvfølgelig kunne pigen ikke sige nej!” Den lille pige tog en dyb indånding og fortsatte. ”Hun sagde dumt nok ja, selvom hun var bange for mørket, og den gamle kirkegård. Ved midnat gjorde hun lige præcis hvad hendes klassekammerater bad hende om. Hun havde taget en lommekniv med, så hun kunne stikke den ned i graven. Natten var kold og blæsende. Hendes kjole blæste omkring hende, så det sendte kuldegysninger ned ad ryggen på hende. Hun gik langsomt hen til gravstenen, og stak hurtigt kniven ned i jorden. Hun begyndte at føle at hun måske ikke var så modig, som hun troede. Hun vendte om så hurtigt hun kunne. Hun ville bare væk derfra! Men der var et problem. Noget stoppede hende fra at bevæge sig. Var det en knoglehånd som prøvede at tage hende med ned? Hun var bange for at vende sig om og kigge. I stedet for skreg hun. Næste morgen, tog hendes klassekammerater ud for at se om hun var modig nok til at have stukket kniven ned i jorden. Til deres rædsel, lå hun der på jorden… Død. ”Den lille pige stoppede med tåre i øjnene.

”Så find ud af det her: Hvad holdte hende helt præcist tilbage og hvordan døde hun når der ikke var nogen i nærheden?” Jeg tænkte over den korte historie, som hun lige fortalte mig. Det så ud som om at svaret var klart. Hun havde på en eller anden måde stukket sig selv med kniven, men var alt for bange til at vende sig om og se hvad der holdte hende tilbage.

Jeg kiggede på pigen, og åbnede min mund for at fortælle hende svaret, men nåede det ikke før hun løftede sin finger, og tyssede på mig.

”Svaret er mere indlysende end  du måske først tror, så tænk dig grundigt om. Jeg giver dig kun en chance til at svare rigtig.” Jeg løftede mit øjenbryn og så undrende på hende.

”Hvad hvis jeg ikke svarer rigtigt?” Hun smilte ondskabsfuldt, og svarede så.

”Du må hellere tænke svaret grundigt igennem, for hvis du ikke løser det rigtig, skal du blive sammen med mig for evigt. Du får fem minutter fra nu af. Hvis du svarer rigtig kommer du hjem igen. Held og lykke.” Hun forsvandt og jeg sad alene tilbage i rummet. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg var lammet af frygt. Jeg hader gåder! Jeg har aldrig gættet dem rigtigt i første forsøg. Jeg skulle aldrig have sagt ja til at løse gåden, men alligevel vidste jeg jo ikke hvad hun ville have gjort, hvis jeg havde sagt nej. Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne da ikke løse den på 5 minutter! Skulle jeg egentlig kalde på hende når jeg havde løst gåden, eller kom hun når de fem minutter var gået?

Pludselig kom det til mig! Hendes flænge i hendes kjole! Hvordan kunne en lille pige lave så stor en flænge i hendes kjole uden at sidde fast i noget? Mine øjne blev store i realisering. Der var den! Der var svaret på gåden!

”Lille pige! Lille pige! Jeg ved svaret! Please, jeg ved – ”

”Stop med at råbe, jeg er lige her!” Hun snerrede og rullede med øjnene. Hun stod foran et vindue, helt gennemsigtig af månelyset.

”heldige dig. Du kaldte på mig med 26 sekunder tilbage.” Fortalte hun mig, mens hun bankede med foden på trægulvet. 

”Fortæl mig dit svar.” Jeg tog en dyb indånding og gjorde mig selv klar på at fortælle svaret.

”Da pigen stak kniven i jorden ved graven, kom hun til at stikke kniven ned i kjolen, så den sad fast. Da hun så vendte sig om, og skulle til at løbe sad hun jo fast. Hun blev så bange at hun døde af skræk i frygt for hvad der holdte hende tilbage, og den pige var dig.” Hun nikkede anerkendende med tårer i øjnene.

”Du har ret. Pigen var mig. Jeg gjorde det kun fordi at jeg ville have nogle venner.” Jeg kiggede medfølende på hende, og vidste ikke hvad jeg skulle sige.

”Det hele skete lige udenfor på kirkegården. Nu går jeg så igen her.” Hun kiggede ned i trægulvet og stod helt stille.

”Som lovet kommer du hjem igen.” Hun forsvandt lige så stille ud i den blå luft.

”Vent!” Jeg råbte for at få hende til at vente, men det var for sent. Hun var allerede væk. Rummet begyndte at ryste og jeg kunne ikke stå op, da jeg ellers ville vælte. Jeg satte mig hen i hjørnet og trak mine ben ind til mig. Væggene og gulvet begyndte at sprække. Midt i rummet kom der en underlig sky af røg op fra gulvet. Jeg gemte mit hoved i mine ben, da jeg ikke turde kigge. Hvad sker der?

Pludselig holdte rummet op med at ryste, og alt blev stille. Jeg kiggede langsomt op, og til min store overraskelse sad jeg krummet op i hjørnet på mit værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...