Julemiraklet - 5sos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 29 jul. 2015
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre? Hvad gør man? Jeg ryster. Jeg er i chok! Jeg har allermest lyst til at græde. Af glæde? eller sorg? Jeg ved det ikke! 1. december er altid noget specielt, men ikke i år. Den bedste ven, man troede man havde, var fake. Mit liv er ødelagt. Han var mit et og alt. Hvordan skal jeg leve uden ham?

7Likes
4Kommentarer
1609Visninger
AA

10. 8. December

8. December

 

Hele aftenen - efter jeg havde snakket med min far, var jeg kold overfor alle andre, ligemeget med hvor meget de prøvede at komme i kontakt med mig.. Jeg sad bare helt indelukket, spiste ikke, snakkede ikke, undgik alt øjenkontakt - det er det min far gør ved mig... 

Jeg opholde mig på værelset hele aftenen- med døren låst, jeg sad bare i sengen og stirrede ud i luften. Jeg tænkte ikke, mit hoved var eksploderet, og nu helt stille. 

Jeg kunne mærke at min kind blev våd, mine øjne dryppede og jeg kunne smage saltvand i min mund. Inden jeg nåede at gøre mere kom der hulkende lyde fra min mund, og jeg kunne ikke stoppe..Inden længe blev der rusket i døren, sparket på den og råbt fra en bekymrende Ashton... Og det ragede mig ikke! Der kom tårer fra mine øjne, men min sjæl var kold. 

Ligepludselig blev døren flået op, og en grædende Ashton løb hen til mig, han omfavnede mig, holdt tæt. Jeg sad bare og stirrede tomt ud i luften - stadig. 

Ashton sad og prøvede at få øjenkontakt med mig, eller bare kontakt for den sags skyld.. 

 

Nå, men idag var det mandag, og jeg skulle i skole.. Jeg valgte at tage en af Ashton's sorte trøjer på, et par sorte ripped jeans, og en masse eyeliner. Jeg valgte ikke at gøre noget ved mit hår, udover at tage den knold ud jeg havde haft i hele weekenden.

Jeg vækkede Ashton, da han skulle køre mig i skole. Han så virkelig bombet ud, jeg vidste selvfølgelig godt at han var ked af hvordan jeg havde det igår.. "Ashton, come here!" sagde jeg, og lagde op til et kram, det trængte vi vidste begge til efter igår. Vi stod og krammede i lang tid, hvilket var virkelig fantastisk!

Da vi kom hen til skolen var den første time endnu ikke begyndt, der var mange der stod udenfor og røg. Alex var selvfølgelig i blandt.. Ashton steg ud af bilen sammen med mig, han kom hen og gav mig et kys på panden, hvorefter han gav mig et beskyttende, omsorgsfuld kram. Jeg gik hen mod indgangen, Ashton's blik fuldte mig nøje. Da jeg lige var kommet ind, kunne jeg høre en råbe på mig, jeg genkendte hurtigt stemmen, og satte automatisk tempoet op på mine skridt. Alex. "Hallo! Lily! Stop så og hør på hvad jeg vil sige!" Jeg fortsatte uden at overveje det. Han begyndte at løbe efter mig, hvilket gjorde mig virkelig utryg. "Hvorfor er du sådan der? Det er overhovedet ikke dig!" Råbte han efter mig.. Jeg sagde intet, jeg gik bare videre.

Vi har lige fået pause, jeg valgte at blive i klassen, med musik i ørene. Velvidende at Alex kom hen til mig. Jeg lod som om jeg ignorerede ham, men jeg hørte hvert et ord. "Lily! Hør hvad jeg vil sige! Det der er ikke dig! Hvem er du blevet? Er du faldet på cyklen og slået hul i dine bukser? Hvad sker der for dig?! Hvorfor er du sådan?" Det blev for meget, og jeg svarede iskoldt igen. "Jeg har ikke lyst til at høre på hvad du har at sige. Jeg er mig, den bedste udgave, efter du valgte at skride fra mig, det der er tilbage. Hvad sker der for dig?" Jeg holdte en sarkastisk, kold tone hele vejen igennem, hvilket gjorde ham sindsyg! Han begyndte at stå og råbe af mig, jeg hørte ikke hvad, men lige pludselig mærkede jeg en kold hånd mod min kind, hvorefter hele min kind sveg. Han gav mig den største lussing jeg nogensinde har fået. Jeg fældede en tåre, helt sort - af eyeliner. Jeg tog mine ting og gik. Jeg skyndte mig ud af klassen og ud på toilettet. Den sædvanlige bås.

 Jeg skrev til Ashton at jeg ville hjem. Han hentede mig 5 min. efter. Der var tavshed i bilen, jeg var stadig i chok efter lussingen. Da vi kom hjem – til hotellet, strømmede jeg ud på badeværelset. Jeg låste døren, og gled stille ned af den, mens tårerne bare begyndte at flyde ud af mig.. FUCK MIT LIV! JEG VIL VÆK HERFRA! HVORFOR SKAL DET HER SKE FOR MIG? HVAD HAR JEG GJORT??? Jeg stod og skreg af mig selv i spejlet. Jeg kunne hører Ashton råbe til mig, derefter kunne jeg hører Luke sige til Ashton at han skulle give mig lidt tid. THANKS LUKE!! My hero! Jeg sad bare på gulvet, eller jeg lå. Jeg havde gjort det ellers hvide tæppe, sort. Jeg rejste mig op, kun for at se mig selv i spejlet. Jeg lignede rent ud sagt lort. Jeg skreg af smerte fra mit hjerte! Jeg kunne høre Ashton tude.. Lille tøs! Jeg kom i tanke om hvor meget det hjalp at cutte! Jeg skyndte mig at finde barberbladet, stadig med tårerne løbene ned af kinderne på mig.. Jeg satte mig ned på gulvet igen, med ryggen op mod toilettet. Jeg første bladet tættere på mit håndled, det er svært at se med tårer i øjnene. Men nu gjorde jeg det! Jeg ramte, trykkede hårdere, blodet kom løbende. Jeg blev ved. Det gjorde ondt, men det var virkelig befriende! Jeg endte med at gøre det på det halve af min underarm. Det lignede at mine arme var blevet dyppet i et blodbad. Jeg fik lyst til at komme mere ud med mine aggressioner! Jeg fandt en saks, og begyndte at tage store totter af mit hår. Jeg holdte den første tot i den ene hånd, og saksen i den anden. Jeg klippede stille først, men derefter tog jeg bare løs! Det var virkelig befriende, og lige hvad jeg havde brug for! Det hjalp faktisk.  Jeg er nu helt korthåret! Jeg skreg af smerte, og nu blev det for meget for Ashton! For han kom hen til døren og bankede på! Råbte og bankede. Blev ved! Jeg var ligeglad! Jeg havde bare lyst til at tage berberbladet igen. Hvilket jeg så gjorde. Jeg satte mig samme sted, førte bladet mod min hud, og skar igennem. Blodet strømmede nu ud igen. Jeg blev ved, skrigende af smerte! Ashton stod stadig ved døren og bankede. Men jeg blev stadig ved. Døren blev klikket op, lige mens jeg begyndte på et nyt sår. Døren åbnede, og Ashton stod bare der og stirrede på mig... 

 

 

o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o

Tusind tusind tak! Det er virkelig fantastisk med alle de visninger! Det har virkelig givet mig modet til at skrive videre, så bliv helst ved med det ;) 

Jeg håber at det har været værd at vente på, og jeg ved godt at det er for dårligt at den sluttede allerede en uge inde i december, men jeg havde troet at jeg havde massere tid, men det havde jeg åbenbart ikke :/ Men men men! Nu er jeg endelig igang igen, med tanken om at jeg skal ændre den så det ikke er en julekalender? Hvad syntes i om det?

Jeg elsker at skrive, men tiden er der bare ikke helt.. Jeg har så meget jeg skal nå, og en skole der tager det meste af ens tid.. Men i giver mig virkelig løst til at skriv, selvom det ikke altid bliver godt, så kan jeg lide det! Så tak for det :)

Jeg håber i kan lide det! :)

Ris/ros modtages gerne i kommentaren!

 

-  Am@lie :))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...