Julemiraklet - 5sos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 29 jul. 2015
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre? Hvad gør man? Jeg ryster. Jeg er i chok! Jeg har allermest lyst til at græde. Af glæde? eller sorg? Jeg ved det ikke! 1. december er altid noget specielt, men ikke i år. Den bedste ven, man troede man havde, var fake. Mit liv er ødelagt. Han var mit et og alt. Hvordan skal jeg leve uden ham?

7Likes
4Kommentarer
1607Visninger
AA

8. 7. December

7. December

 

Søndag. Anden søndag i advent. I dag sov jeg længe. Kun lidt i hvert fald. Klokken blev kuuuun halv 2…

Jeg steg op ad sengen og gik ud i fællesrummet, på hotelværelset. De boede for resten i en suite. De skulle bo der hele julen, eller næsten da. De rejser hjem til deres familier d. 20. december. Det er bare at få den bedste tid ud af det mens de er her. De drenge er sq fantastiske.

 

Drengene havde været vågne i lang tid. ”Goodmorning guys!” sagde jeg til dem, da jeg tænkte at jeg ville sætte mig ved siden af Ashton i sofaen, men selvfølgelig fyldte han det hele, så jeg satte mig bare oven på ham. Han tog fat om mig og ’krammede’ mig. ”Goodmorning sweetie”, svarede Ashton, mens de andre bare svarede godmorgen.

”I need to call my parents, i just told them that i was sleeping at a friends house”

Jeg gik ind på værelset igen. Jeg tog langsomt min mobil op ad lommen, jeg vidste mine forældre ville blive sure. Jeg trak tiden ud. Jeg fik min mobil op ad lommen og trykkede langsomt nummeret. Jeg kiggede længe på nummeret, og var stadig i tvivl om jeg skulle gøre det.

 

Jeg trykkede på den grønne knap. FUDGE FUDGE FUDGE!! Hvad skal jeg sige? *Biiiiiiiib* hørte jeg. *Biiiiib* Skal jeg bare læg…. ”Hallo din lille kælling! ” Stemmen lød sur. ”Hej”, svarede jeg stille, eller jeg forsøgte, men min stemme knækkede. ”HVOR FANDEN HAR DU VÆRET?” ”Hos nogle venner!” svarede jeg usikkert. ”Hos nogle venner?!” sagde han og prøvede at efterligne min stemme. ”HAR DU NOGLE?” fortsatte han. ”Ja! Hvor skulle jeg ellers være? Du gider mig jo ikke, DIN KLAMME STODDER!” Råbte jeg ind i telefonen. Jeg faldt grædende sammen. Jeg knækkede virkelig sammen. Jeg stortuede. Ashton kom løbende ind til mig. ”Wow, wow, wow babe!” sagde han da han så mig.

 

”Sshhh! I’m here now babe!” fortsatte han og tog beskyttende om mig. ”FUCK!” udbrød jeg. ”What wrong babe?” kom det omsorgene fra Ashton. Jeg kom i tanke om at jeg havde glemt at lægge på. Men så kan den klamme stodder hører hvad fanden han gør ved mig!!

Jeg greb ud efter mobilen og så at han, heldigvis, havde lagt på…

”Who was that guy?” Spurgte han, da jeg var faldet lidt mere til ro. ”My dad…” Svarede jeg koldt. Det skulle ikke gå ud over Ash, men hver gang jeg tænkte på min far, skete der et eller andet med mig. 

 

-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-

 

Heeey peops!<3

 

Jeg undskylder at kapitlet er kort og forsinket, og det kommer nok også til at se imorgen (9/12)

Jeg beklager meget! Men lige de dage har jeg/haft meget travlt. 

 

Am@lie :**

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...