The mind reader

Jeg går langs muren, efter hende! kan jeg høre en mand lidt længere nede ad vejen tænke. Alice Smith har en hemmelighed som hun aldrig har fortalt nogen, ikke engang hendes mor ved det. Folk har fået øje på hendes mytiske tilstedeværelse, de kender hendes hemmelighed. Hun er i fare!

0Likes
3Kommentarer
164Visninger
AA

2. Kapitel 2

"Seriøst kom du for sent igen?" siger Nina henkastende. "Men det var ikke min skyld" forsvare mig selv med, men det ved jeg jo godt det var. "ååårh hold op, var det så nissen eller hva?" siger hun grinene, "ja, jeg vidste du forstod mig!" siger jeg for sjov, vi udbryder begge en høj latter, Kasper en dreng der går i klasse med os, vender sig om og kigger underligt på os. Hvilket der bare for os til at grine endnu højere. "Underlige tøser" mumler han for os selv. Den her kø tager en evighed, "hvorfor tager det altid så lang tid at stå i kø ved kantinen?" spørger Nina, "det ved jeg ikke jeg er hundesulten!" siger jeg klyngende. køen snegler sig sig fremad og endelig står vi ved maden. På menuen er der pasta og kødsovs, det er egentlig lækkert nok. Da vi begge har taget en ordenlig portion op på vores bakke går vi hen til et af borene, hvor der allerede sidder en flok af vores venner. "Hej Nina og Alice" siger Julia til os, "Hej" råber jeg til dem. Nina vinker bare diskret, hun er ikke så god til det der når det gælder en større flok. Men når man er alene med hende er hun helt fin.  "Må vi sætte os her?" spørger Nina forsigtigt. "Selvfølgelig" Siger en pige fra bordet og smiler. "Jeg har tænkt mig at holde fest på lørdag, kommer i?" spørger Julia, hun er lidt den der populære type som alle bare vil være veninder med. "Helt klart!" siger jeg begejstret. Men jeg kan se at Nina stadig tænkler om hun skal tage chancen, jeg ville ønske at hun nogle gange var lidt mere åben når det gjaldt flere mennesker. "Ej kom nu, jeg tror det bliver mega sjovt!" siger jeg glad. "Hmmm, jeg tænker lige om jeg kan" siger hun nervøst. Julia snakker bare videre om hvordan hun tænker festen skal være, og vi andre vi nikker og virker inertserret. Da klokken ringer tager vi bakken med over til skraldespanden  og smider det mad ud vi ikke har spist, og går hen til vores skabe for hent vores bøger. Jeg går med Julia hen til vores klasselokale, hun sætter sig ned ved siden af mig. Frk. Olsen kommer ind, hun skal undervise os i matematik. Ikke matematik, jeg hader matematik. I matematik er der en masse regler man skal følge, enten er det rigtig eller forkert. Jeg kan meget bedre lide at bruge min fantasi. "efter skole vil du så med ud at shoppe tøj til den fest jeg holder i morgen?" hvisker Julia til mig, "selvfølgelig!" siger jeg. Men jeg blev vist lidt for begejstret fordi efter jeg siger det siger frk. Olsen strengt "kan i så tie stille!" Mig og Julia er lige ved at flække af grin. Det sidste af timen går med at frk. Olsen taler om matematik, hvor hun tror vi alle lydter men istedet sidder vi og hvisker. Da timen er færdig sidder mig og Julia og snakker om hvilket tøj vi skal købe. "Jeg tror bare jeg køber en fin nederdel og en fed top" siger jeg. "Ja'er god ide, men går efter noget mere glamourøst." siger hun mens vi griner. Vi ved begge to hvem der er mest feminine. "Alice skal vi lave noget sammen i dag?" kommer Nina hen og spørger mig om. Jeg har lidt svært ved at sige nej over for hende, for jeg for altid så dårlig samvittighed. "Ååårh desværre jeg skal ud at shoppe med Julia, ellers ville jeg gerne" siger jeg ærgerligt. Jeg ser hendes skuffede ansigt inden hun vender sig om og går. "Men hey, du kan da bare tage med!" standser jeg hende med. "Nej det gøre ikke noget" siger hun trist, også er hun går hen på sin plads. "Det er ikke din skyld, det var jo hende selv der ikke gad med" siger Julia trøstende. "Ja det var det vel" siger jeg. Nu kommer vores næste lære og underviser os i geografi. timerne går og pludselig har vi fri. 

"Jeg har penge med i min taske har du?" spørger Julia mig. "Jepper!" siger glad, vi går hen til bustoppestedet og venter på bussen. "Skal vi ikke gå ind på starbucks når vi er i byen" siger jeg begejstret. "God ide!" siger Julia glad, så hopper vi hvinende op og ned. En gammel dame kigger underligt på os, det for os til at fnise totalt. Efter ti minutter kommer bussen og køre os ind i byen. "Tak for turen" siger jeg høfligt til buschaufføren, da vi stiger af. "det var så lidt" siger han. "Hvad for en butik skal vi først ind i?" spørger Julia. "Hmm, skal vi ikke først gå ind i H&M?" spørger jeg. "okay" siger hun. Også går vi ind i H&M. Vi kigger lidt på noget tøj. Julia kommer hen til mig med en trøje i hånden. "Ej ville den her se godt ud på mig?" spørger hun mig. Den er grå med sådan nogle sorte prikker agtigt. "Jo, den skal du da prøve!" siger jeg. "Ej den er flot til dig!" siger jeg begejstret da vi står i prøverummet, "den SKAL du købe!" siger jeg bestemt. "Hmm" siger hun mes hun vender og drejer sig i spejlet. "Jeg kan godt se hvad du mener" siger hun, "køber du den så?" spørger jeg ivrigt. "Jaja, rolig nu" siger hun og griner. Da vi står i køen til kassen ser jeg Maria. "Hey se der er Maria fra vores klasse" siger jeg og peger hen i den anden kø hvor hun står. "Ej ja" siger hun. "hørte du lige det!" siger jeg overrasket. "Hørte hvad?" spørger hun underligt. "At Maria hun kan er forelsket i Mikkel der går en klasse over os" siger jeg begejstret. "Hvordan ved du det!" siger hun og gøre store øjne. "Det sagde hun altså lige før til sin veninde!" siger jeg underligt. Hun kigger mærkeligt på mig, "øøøh nej, det hørte jeg altså ikke og jeg står tættere på hende" siger hun forundret. "Men jeg er altså sikker på at jeg hørte det" siger jeg bestemt. "Men så må du have hørt forkert for det gjorde hun ikke" siger hun. Jeg var altså sikker på jeg hørte det, men Julia ville jo ikke lyve for mig. Høre jeg stemmer? Jeg bliver afbrudt i mine tanker da damen spørgeros om noget. "Hej hvad skal i købe?" spørger hun høfligt. Jeg kan også se Julia bliver revet ud af sine tanker, da hun spørger os. "Den her" siger Julia og smiler mens hun ligger trøjen på bordet, "og den her" siger jeg og ligger min ting op på bordet. Det er en sort højtaljede nederdel. Jeg fandt den efter at Julia havde prøvet sin trøje. "Det bliver et hundrede tyve kroner." Der var en stemme i mit hoved der sagde det, hvordan, var det hendes, hvad? hun har ikke en gang sagt det endnu? Millioner af spørgsmål vælter ind i hovedet på mig, var det bare en indbilning? Det var ligesom da jeg troede jeg hørte Maria sige hun kunne lide en fyr, men den her gang ved jeg hun ikke sagde det! "Det bliver et hundrede tyve kroner" siger hun, Julia giver pengene. Men hvordan, det var som om at jeg vidste hvad hun ville sige inden hun sagde det! Jeg ved ikke hvad der sker? Måske køre mine tanker for meget rundt, jeg mener det kan sagtens være jeg bare bildede mig det selv ind. Jeg beslutter at det bare var min fantasi, og at jeg ikke skal spekulere over det mere. Vi går ud af H&M, "Hvor skal vi hen nu?" spørger Julia. "Vi kan da bare gå lidt rundt indtil vi finder en butik vi vil ind i" sige jeg ligeglad. "Okay" siger hun. "Hendes nederdel er skide grim," var der en stemme der sagde det var Julias. "årh hvor tarvelig!" siger jeg surt. "Hvad har jeg gjordt!" spørger hun uskyldigt. "Du sagde min nederdel var skide grim!" råber jeg surt. "Det sagde jeg bare ikke!" råber hun tilbage. "Men jeg tænkte det," lød en stemme det var den samme som før. "Årh det tror jeg nok lige!" siger jeg henkastende. Efter det var der ikke nogen der sagde noget. En masse tanker svæver rundt inde i mit hoved, men det er som om... som om at det ikke er mine egne tanker, eller jeg ved det ikke er, det er alle mulige forskellige tanker. Hvad sker der! Nu er det altså ikke noget jeg bilder mig ind, høre jeg for alvor tanker?! Jeg siger det alstå til hende! "Julia jeg tror at... jeg.. jeg.. jeg.." men jeg lukker munden igen, det lyder jo sindsygt.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...