Labyrint

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2014
  • Opdateret: 26 nov. 2014
  • Status: Færdig
En labyrint. En labyrint der ikke lader til at have nogen ende. Hvad er der at gøre? Skal man bare give op? Eller er der måske noget der er værd at løbe hele sit liv for? Måske nogen? hvad med ... Ham?

3Likes
0Kommentarer
166Visninger

1. Fin

Lort. Endnu en blind gyde. Jeg hamrede hænder ind i muren, der skilte mig fra friheden, og blod piblede frem fra rifterne i mine hænder. Jeg har ikke meget tid endnu. Hvis jeg ikke kommer ud før solnegang, bliver jeg nødt til at starte forfra i morgen. Og dagen efter. Og dagen efter igen.  Jeg vendte mig om og løb den modsatte vej, selvom jeg var ret sikker på, at jeg allerede havde været der, men stedet her er så stort, at man aldrig har en anelse om hvor man er, eller hvor man skal hen. Der blev langsomt mørkere, og væggene virkede endnu højere. Jeg kom til et kryds, men der var ikke tid til at tænke sig om hvilken vej jeg skulle tage. Hurtigt kik. Billederammer hang overalt på væggene til højre, men gangen til venstre virkede andreledes end alle de tidligere. Den var lysere. LYS! Jeg tog en hurtig beslutning, og løb til venstre, selvom der var lige så stor chance for at ende i en blindgyde som højre. Jeg har løbet rundt herinde i dagevis, måske måneder. Det er lidt svært at finde ud af tiden, da der nogle dage kun er lys i et par timer, mens der andre gange virker som om det er for evigt lyst, og det gør bare en endnu mere modløs. Gangene forandrer sig hele tiden. Eller måske er jeg bare ved at blive skør.

Gangen fortsatte og blev lysere for hvert skridt, jeg tog. Måske er det her udgangen. Jeg satte farten op, og selvom mine ben protestere voldsomt, var der ikke tid til at hvile, og jeg nåede frem til lysets kilde. En lampe. Jeg stirrede på den, og den begynder at flakke. Først kort men bagefter mange gange og til sidst gik den helt ud, og lagde gangen i bæl ravende mørk.

Jeg sank sammen i mørket, benene vil ikke mere og næsten alt håb er brugt op. Mit hoved hamrede i gulvet med et smæld, men jeg lagde ikke mærke til det. Hvorfor prøver jeg overhovedet at komme ud? Hvem siger, at der er en udgang? Hvorfor fortsætte? Min lille flamme af håb flakkede, og var på sit sidste, da den flammede op igen. Ikke tænke sådan. Jeg må bevare håbet bare lidt endnu. Ikke stoppe nu. Fortsæt mod udgangen. Jeg prøvede at stile mig op men fejlede, benende kunne bare ikke mere. Flammen flakkede igen.

Men pludseligt kommer en tanke i hovedet. Joonmyun. Flammen voksede for hvert minde, jeg tænkte på. Vores første møde, hvor han sad og græd på gaden. Hans forbavsede udtryk, da jeg lagde min jakke om ham. Dagene hvor jeg nussede om ham, mens han var syg og lavede tons vis af mad, han alligevel endte med at kaste op, men hans nuttede ansigtsudtryk var det hele værd. Dagen hvor jeg indrømmede mine følelser for ham og han, med et utroligt mørkerødt ansigt og stammende stemme, sagde det samme. Vores første kys, første date, første alt. Hans mørkebrune øjne, rødbrune hår og lille kropsbygning, der gjorde det muligt for mig at omfavne ham fuldkomme. Ham. Joonmyun. Min flamme af håb der før vaklede, brændte nu overalt i min krop og gav mine ben styrken tilbage.

Jeg rejste mig op, og løb ned af den nu mørke gang. Jeg nåede et nyt kryds, og var nu ikke i tvivl om hvilken vej jeg skulle ud. Jeg kunne praktisk talt se ham stå der i gangen, og vinke mig hen mod ham. Jeg smilte og løb ned af gangen, i håb om at komme ud. I dag føltes det muligt, som om jeg havde brugt alt tiden på at finde den nøgle, jeg havde i hånden. Jeg løb og løb, hele tiden efter min indre kompas, der forhåbentlig vis viste vejen ud. Og der, for enden af gangen jeg stod i så jeg noget nyt. Et hul. Der var ingen væg til at stoppe mig fra at løbe ud. Tårende vældede op i mine øjne og jeg løb ud. Ud til friheden og ud til ham.

Jeg stod uden for den yderst velkendte dør, jeg havde gået ind af så mange gange, og havde drømt om at gå ind af igen. Jeg åbnede døren, og gik langsomt ind for at stille mine sko, og hænge jakken på en bøjle. Jeg tog en dyb vejrtrækning, og gik ind i stuen hvor han forhåbentlig vis sad alene. Med en varm fornemmelse i brystet, gik jeg ind i stuen og hen til den skikkelse, der sad i en moderne sofa med fødderne helt oppe. Jeg gik hen til ham og krammede ham tæt ind til mig, selvom han skreg af overraskelse.”Joonmyun, jeg er hjemme” sagde jeg, da jeg trak ham lidt væk fra mig og så ham i øjnene. Han så på mig, med tåre løbene ned af kinderne, og sagde de ord jeg havde ventet så længe på.” Velkommen hjem, Yixing”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...