Rules Are Made To Break. Harry fanfiction

Claire på 19 år er kæmpe Directioner. Hun arbejder på et stort, kendt hotel, og da hun en dag får at vide, at One Direction skal bo på netop det hotel, slår hun til. Selvom det er strengt forbudt, fordi hun er fan. Hun må slet ikke på nogen måde vise, at hun er fan, men kan hun holde denne facade oppe? Det bliver svært, det ved hun. Men hun vil gøre alt for at komme tæt på drengene. Hvad sker der, når hun lige pludselig kommer lidt for tæt på især en af drengene? Og hvor lang tid kan det stå på før hun bliver opdaget?

3Likes
5Kommentarer
185Visninger
AA

1. Taking A Chance.

 

Taking A Chance

kapitel 1

 

Jeg gik hen af det alt for slidte fortov på vej på arbejde. Jeg arbejdede på et hotel mine forældre ejede. Et rimelig kendt, dyrt et af slagsen. Og jeg er næsten sikker på, at den eneste grund til, at jeg fik lov til at arbejde der, var på grund af mine forældre. Mine forældre var næsten aldrig selv på hotellet, de ejede det bare. Det var efterår, og jeg var heldig, at det ikke regnede. Det gjorde det næsten hver dag for tiden, så jeg var bare heldig idag. Hotellet lå cirka en kilometer fra hvor jeg boede, så der var ikke vildt langt at gå.   

Da jeg endelig nåede hotellet trak jeg forgæves i en dør, hvor der stod 'skub'. Jeg havde arbejder her i hundrede år og en sommer, hvorfor gjorde jeg så altid det?! Urgh. Da jeg kom ind blev der indkaldt til et slags lille møde, hvor de ville fortælle os nogen ting. Vi kom ind i et lille, kedeligt lokale, hvor en lille buttet mand stod foran os.  

"Som nogen måske ved skal boybandet One Direction spille i London i den kommende uge" startede manden med at sige. Mit hjerte stoppede et øjeblik, men bankede heldigvis videre. Ellers var jeg jo nok død. "De har valgt at de skal bo på netop dette hotel, og vi skal bruge nogen der kan tjene dem, i den tid de er her" der stoppede mit hjerte endnu engang, og jeg vil væde med, at man kunne se mine øjne lyse. Min indre fangirl kom frem nu. Hehe jeg havde været fan i 3 år nu og jeg elskede det boyband så fandens højt. "Men hvis man er fan kan man ikke være en af dem der skal tjene dem, det er jo klart" der sank mit hjerte lige flere kilometer ned i undergrunden. Eller noget. Gud hvor var det dog røv nu når jeg endelig havde en chance for at se dem, at jeg så ikke kunne. Tud. Og så fik jeg en ide. Kloge mig. De kan jo ikke vide jeg er fan? Jeg kan da bare lade som om, at jeg ikke er fan? Risikoen var, at jeg mistede mit job. Det ville virkelig gøre mig ulykkelig, jeg elsker det her job. Jeg har så søde kollegaer. Men det ville også gøre mig ulykkelig hvis jeg ikke kom til at se One Direction. Don't judge me, jeg elsker altså de drenge, jeg blev simpel hen nød til at tage chancen. Men jeg måtte for det første ikke virke for desparat. "De har ike sagt en speciel tid de skal være her, men vi regner med nogen uger" "Er der så nogen der melder sig?" Nogen rakte hånden op, men jeg gjorde ikke, jeg måtte ikke virke for desparat.   

Nogen havde set for desperate ud, og havde rakt hånden op lidt for ivrigt, så de blev hurtigt valgt fra. Og til sidst stod der tre tilbage, som blev valgt til jobbet. "Vi mangler stadig 1 eller 2" sagde manden, og kløede sig i nakken. Nu var muligheden der. Jeg rakte stille min hånd op, ikke for ivrigt, og manden kiggede over på mig. Han kom over til mig, (han var mindre end mig, lol, og jeg er altså virkelig lav) og sagde "dig! Dig kan vi godt bruge, stil dig over ved siden af de andre" Omg. Omfg. Er det her rigtigt?! Omg. Jeg prøvede at holde et kæmpe smil tilbage, der prøvede at komme frem på mine læber. Et lille smil dukkede frem, men jeg fjernede det hurtigt igen, og så ligeglad ud. Ingen havde heldigvis set det, og jeg åndede lettet op. Ingen skulle få mistanke om noget. Jeg følte mig som en ninja.  

En sidste blev valgt, og de førte os ind i et rum, hvor de kunne tale detaljer med os. Vi kom ind i endnu et rum, der lignede det vi lige havde været i på en prik. Vi satte os ned ved et rundt bord, og ventede på en eller anden. Vi vidste ikke hvem. Imens vi ventede kiggede jeg lige rundt på de andre. Vi var 8 mennesker. 6 drenge og 2 piger.  

En dame kom ind, satte sig på den sidste tomme plads og kiggede lige hurtigt rundt på os. "Det er jer, der er blevet valgt til at tjene boybandet One Direction. Og der er selvfølgelig nogen regler" jeg sukkede så lydløst som muligt. Regler. Jeg. Hader. Regler. Men selvfølgelig var der det, hvad havde jeg regnet med? "Alt hvad der bliver sagt angående One Direction's besøg på hotellet, må ingen andre end jer, få at vide. Der må ikke foregå noget personligt mellem jer og One Direction, i er der kun for at tjene dem. I skal gøre hvad de siger. Ingen må vide, at de er her. Og de kommer imorgen"    

hvad?! Imorgen, omg. Fuck. Okay slap af, ikke her.   

"I får også tildelt et værelse hver, så i skal sover her. Og så er i her 24/7 til at tjene One Direction, hvis det skulle være nødvendigt. "Er det forstået?" Sagde hun, og vi nikkede. "Så tror jeg, at det var det" var det sidste hun sagde, inden hun gav os et meget falskt smil, vendte på sine hele og gik ud af rummet.   

Jeg pakkede mine ting sammen, og gik ud af rummet. Jeg havde brug for at komme så hurtigt som muligt hjem, så jeg kunne flippe ud.   

Da jeg endelig var hjemme, smed jeg mine ting på gulvet, og løb rundt i hele lejligheden. (Det skal lige siges jeg har min egen lejlighed) Jeg satte One Direction musik på, skrålede med på sangene, og gik og dansede.

 

 

Okay så det var første kapitel. Ved godt det var meget kort, og jeg håber på at jeg kan lave de næste kapitler lidt længere:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...