Sofia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2014
  • Opdateret: 26 nov. 2014
  • Status: Igang
Sofia er ikke lige som andre. Livet er svære for hende. Hun kan ikke gå, og har mistet sin far, hun har heller ikke nogen venner. Hun har kun sin ensomme mor tilbage, der ikke har andet i livet end Sofia. Men Sofia har stadig håb om et normalt liv, hvor hun kan gå.

1Likes
0Kommentarer
96Visninger

1. Nyt kapitel

Jeg løb. Regnen piskede ned, og jeg var begyndt at blive kold. Lige pluselig stod jeg på en smuk eng, den var lige som den på maleriet. Solen skinnede, og bierne fløj rundt, der duftede af blomster og frisk græs. Jeg satte mig ned og nød det, da jorden under mig lige pludselig forsvandt. Jeg faldt og faldt, ned i et sort hul. Jeg kunne høre nogen kalde, "Sofia vågn op, Sofia vågn op." Stemmen blev ved med at gentage sig, igen og igen. Jeg vågnede op med et chok, jeg faldt ikke mere ned i det sorte hul, men lå i en blød seng. Min mor stod ved siden af sengen, og så bekymret ud, som altid. "Hvad er der galt skat?" Hun satte sig ned på sengekanten, og kiggede på mig, "jeg er okay... Det var bare, jeg havde mareridt igen..." Hun satte sig tættere på. "Igen? Det har stået på i uger nu." "Ja, men kan jeg få morgenmad nu?" "Ja selvfølgelig, vi skal også afsted, om ca to timer." Hun rejste sig op, og gik over til mit skab, og skulle lige til, at tage den sweater jeg fik sidste jul, af min tante. "Mor! Kan du ikke tage en anden?" Hun kiggede overrasket på mig. "Kan du ikke lide den?" Nej, jeg kunne ikke lide den, det var den grimmeste sweater der fandtes. "Jeg vil bare heller have en anden på." "Okay, hvad med den her?" Hun tog en af mine ynglings tøjer. "Ja den er fin" hun smilte, og fandt resten af tøjet. Hun lagde det på sengen, og tog trøjen, og skulle til at putte den på mig. "Mor, hvad er det du laver?" "Skal jeg ikke hjælpe dig?" Jeg kiggede underligt på hende. "Jeg kan altså godt selv få tøj på." Hun kunne vist ikke rigtig forstå, at jeg ikke var helt hjælpeløs. "Okay, men skal jeg ikke stadig hjælpe dig, med dine bukser og strømper?" Lige meget hvor meget, jeg hadede det, så skulle jeg have hjælp med det. "Ja ja, men jeg kan godt tage en trøje på selv." "Ja, det må du undskylde, jeg prøver bare at hjælpe." Hun kiggede på mig med hundeøjne, og smilte. Hun tog mine bukser, og hjalp mig i dem, bagefter puttede hun mine strømper på. Uden at sige noget, gik hun hen, og hentede min kørestol, der stod henne ved døren. "Mor? Må jeg godt prøve selv, den her gang?" Hun kiggede på mig med angst. "Jamen, kan du ikke huske hvad der skete sidst?" "Mor, lad mig nu bare prøve en gang til!" Jeg kiggede bedende på hende. "Okay, men vær forsigtig." Uden at svare tilbage, tog jeg kørestolen helt tæt på sengen. Jeg tog fat i armlænene, og prøvede at løfte mig selv over. Kørestolen væltede, og jeg røg på gulvet. "Skat, er du okay?!" Min mor løftede mig, med alle hendes kræfter, og fik mig op i kørestolen. "Svar mig nu, kom du noget til?" Jeg ville ikke se hende i øjnene lige nu. Det er anden gang, at det sket, nu vil hun aldrig lade mig prøve igen. "Vær nu sød at svare mig?" "Ja, jeg er okay mor." I det jeg havde sagt det, tog jeg fat i mine hjul, og begyndte at køre, ud i mod køkkenet. Min mor fulgte stille efter. Efter morgenmaden skulle vi afsted. Bilturen var heldigvis ikke så lang, allerede efter fem minutter, kunne jeg se sygehuset. Min mor skyndte sig at parkere bilen, og få mig ud. Hun begyndte at køre mig ind på sygehuset. Da vi kom inden for, var der noget der var forandret. Jeg kiggede rundt, det tog mig lidt tid, før jeg opdagede det. De havde hængt et maleri op, der forstillede et bjerg, tror jeg nok. Det hang lige siden af mit yndlingsmaleri, der forstiller en smuk eng. Min mor kørte videre, med mig hen i receptionen. "Hej Lise." Hun sad og skrev på sin computer bag disken. Da hun kiggede op og smilte lige så snart hun så os. "Jamen hej med dig Sofia!" "Du har vel ikke glemt mig?" Sagde min mor, mens hun smilte, Lise begyndte at grine. "Selvfølgelig har jeg ikke det Linda!" Min mor kunne nu heller ikke lade være med at grine nu. "Skal i se David, eller er i bare kommet for at besøge mig?" "Det ved du godt selv." Sagde min mor, mens hun grinede. "Ja, ja det ved jeg godt, det var også bare for sjov." Lise tog telefonen i hånden, og trykkede et nummer ind. Hun tog den derefter op til øret, få sekunder efter begyndte hun at tale. "Hej David, de er kommet, er det okay hvis de kommer op nu?" Hun lyttede lidt, før hun lagde på. Hun kiggede endnu en gang op på os, og smilte. "Han er klar til at tage imod jer nu." "Tak Lise, men vi ses senere." Min mor begyndte at køre hen imod elevatoren. "Vi ses! Også dig Sofia, vi ses senere!" halvt råbte Lise efter os. "Ja vi ses senere Lise." Noget af det bedste ved at være her, er nok Lise. Hun er altid så rar. På hele turen i elevatoren var den eneste lyd den velkendte elevatormusik. Ude på gangen stod David. "Hej piger!" Sagde han. "Hej David." Sagde min mor og mig i munden på hinanden, men istedet for at syndes at vi var underlige, begyndte han at grine. "Kom inden for." Han vejledede os med hans hånd. Da vi kom inden for, var lygten anederles end den plejede, vinduens karmen var fuldt med blomster. "Beundre?" Spurgte min mor lige pludselig, hun havde vist også fået øje på blomsterne. "Nej... Dem har jeg selv købt." Han kiggede lidt ned. "Hvorfor så mange?" Jeg kunne ikke lade være med at spørge, men han svarede ikke. "Umm... skal vi gå igang?" Han skiftede hurtigt emne. "Ja selvfølgelig." Svarede min mor hurtigt. "Har du fået prøverne tilbage?" Spurgte jeg. "Ja... Omkring det..." Han så utilpas ud. "Hvad med dem?" Min mor så heller ikke for godt ud. "De var positive... Alle sammen." Det kunne ikke passe, de kunne ikke alle være positive! "Er du sikker? Måske har de begået en fejl?!" Min mor så ud som en der kunne falde sammen vært øjeblik. "Vent lige lidt, jeg har altså læst om en der var positiv, men endte stadig med at kunne gå!" Min stemme rystede helt. "Det ved jeg, men det er kun sket en gang før, og hans tilstand var heller ikke så slem som din." Da David sagde det, var det som om, hele min verden brød sammen, min mor kunne ikke sige noget, hun sad bare på stolen og hulkede. "For resten er blomsterne til dig, Sofia." På vejen hjem, stoppede vi ved kirkegården. "Mor, må jeg godt komme med den her gang?" "Skat din kørestol er for stor til stierne." "Okay men kan du i det mindste tage den her med?" Jeg rakte hende en buket af smukke hvide roser. "Selvfølgelig" hun tog buketten, og steg ud af bilen. Da jeg kunne se hende, forsvinde ind på kirkegården, med buketten i hænderne, mumlede jeg for mig selv. "Undskyld far, jeg ked af jeg ikke kan selv give dig blomsterne. Jeg ked af at skuffe dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...