Haunt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2014
  • Opdateret: 26 nov. 2014
  • Status: Færdig
"Jeg kan stadig huske det: Det søde smil på hendes perfekte læber, måden hendes hår faldt om skuldrene på hende, og skinnede gyldent i solen. Den nye blå sweater som hun havde købt dagen før fordi den fremhævede hendes blå øjne. Hvordan hun havde sine gamle forvaskede jeans med hul på knæet på, som hun altid brokkede sig over og sagde var tid til at skifte ud, men som jeg vidste alligevel var hendes yndlings. Hvordan hun duftede let af blomster og vanilje, og så alligevel ikke. Hvordan hun nærmest lukkede øjnene, når hun grinte, og hendes ansigt lyste op i et smil, hver gang hans navn blev nævnt. Hvordan hendes stemme var fyldt med latter, og hun syntes at udstråle sådan en glæde og energi, at selv jeg blev glad indeni. Og da hun sagde de ord jeg havde forudset, men frygtet til min død. ''Jeg elsker ham. Jeg elsker ham Luke.'' Jeg husker hver en detalje. det var den værste dag i mit liv"

3Likes
0Kommentarer
192Visninger

1. Let go

Jeg kan stadig huske det:

 

Det søde smil på hendes perfekte læber, måden hendes hår faldt om skuldrene på hende, og skinnede gyldent i solen. Den nye blå sweater som hun havde købt dagen før fordi den fremhævede hendes blå øjne. For det gjorde den! Hvordan hun havde sine gamle forvaskede jeans med hul på knæet på, som hun altid brokkede sig over og sagde var tid til at skifte ud, men som jeg vidste alligevel var hendes yndlings. Hvordan hun lænede sig let op ad mig, som vi sad der på bænken med udsigt ud over stranden. Hvordan hun duftede let af blomster og vanilje, og så alligevel ikke. Hvordan hun nærmest lukkede øjnene, når hun grinte, og hendes ansigt lyste op i et smil, hver gang hans navn blev nævnt. Hvordan hendes stemme var fyldt med latter, og hun syntes at udstråle sådan en glæde og energi, at selv jeg blev glad indeni. Og da hun sagde de ord jeg havde forudset, men frygtet til min død. ''Jeg elsker ham. Jeg elsker ham Luke.''

Jeg husker hver en detalje.

Det var den værste dag i mit liv.

 

Jeg havde bare smilet og taget endnu en skefuld af den is vi delte. Udover aircondition var det en af de eneste måder at afkøle sig på i Sydneys varme, og vi havde altid delt, lige fra vi var små, også selvom vi sagtens kunne spise en selv.  ''Jeg tror jeg venter lidt med at fortælle ham det.'' Sagde hun lidt eftertænksomt og proppede en skefuld softice i munden. Hun vendte blikket ud mod horisonten, hvor de blå bølger slog ind mod sandet med en knusende kraft. Jeg kiggede akavet ned på mine hænder. Jeg havde den her knugede fornemmelse indeni, som om at jeg.. jeg... jeg ved det egentlig ikke rigtigt.

 

Som jeg sad der og beundrede hende fra afstand, var der noget der gik op for mig; hun fortjente at være lykkelig, det gjorde hun virkelig. Også selvom han var en idiot.

''Hvad synes du?'' spurgte hun mig med skeen i munden, og jeg kunne ikke lade være med grine. Hun slog mig let på skulderen og lavede trutmund, men jeg kunne se, at hun også var ved at flække af grin.

''Ej, men seriøst?'' Hun kiggede bekymret på mig, stadig med skeen i munden. Jeg kiggede igen ned på mine hænder, og smilet frøs på mine læber. Isen var næsten allerede smeltet, så jeg sad og skrabede kanten af bægeret, “tjoh..." Jeg trak lidt på det og tog den sidste skefuld i munden.

 

Det  er næsten et år siden nu. Ikke så meget har ændret sig. Jo, selvfølgelig det faktum at jeg er død, men det er ikke vigtigt. Det vigtigste er, at hun er lykkelig. Eller var. Alle kunne se det. Smukkere end aldrig før og aldrig at se uden et smil på læberne. Selv min mor siger, at han har været god for hende. Specielt efter min død. Det tog hårdt på hende, og han har virkelig været der for hende. Det må jeg give ham.  Han forstår at støtte hende og give hende tid. Lidt for meget nogle gange. Men han prøver, det gør han virkelig, og det kan selv jeg se. Som jeg svæver livløst, som en evig skygge over dem, og følger hver og en af hans bevægelser. Overvåger ham, og sørger for at han behandler hende ordentligt. Det var noget af det hårdeste at give slip på; muligheden for at være der til at trøste hende, og tage mig af hende.

 

Et snøft bringer mig tilbage til virkeligheden. Den virkelighed hvor hun står lige foran mig, men ude af stand til at se mig.  Det er også noget af det jeg savner mest. At folk anerkender din eksistens.

Hun står foran spejlet med puffede røde øjne, hendes hår, en smule fedtet, hænger ned foran ansigtet på hende, og hun knuger en på T-shirt ind til sig. Min T-shirt. Det er en måned siden, en måned siden at jeg døde, kun tilbage af mig er mine kødelige rester og den blodplettede asfalt. Jeg havde med det samme vidst, at jeg var død. Lige fra det øjeblik jeg mærkede kulden skylle ind over mig og overdøve alle mine sanser, og det hele sortnede, før jeg igen var til stede, og som en skygge, et ekko af noget for længst tabt og ladt tilbage, stod og så på redderne der forgæves prøvede at genoplive min livløse krop. Min begravelse havde også været fin, rigtig fin. Folk havde sagt mange fine ting, rigtig mange fine ting. Men sorgen er stadig som et åbent sår, der smyger sig om hendes krop, og ind i hendes sjæl. Som et uhyre, der gemmer sig væk, og kun er synligt i hendes øjne. Jeg vil ønske at jeg på en måde kunne hjælpe? Give hende et tegn? Fortælle hende at jeg er der for hende. Jeg er jo lige her? Det er så frustrerende ikke at kunne gøre noget, bare at skulle stå her, når det eneste jeg har lyst til, er at lægge mine arme om hende og trøste hende. Ikke nok med at jeg ikke kan spille video spil og spise pizza, nej, at trøste hende. Selv det kan jeg ikke længere. Men det er som om at uhyret bliver en lille smule mindre, lidt mindre synligt, hver gang at han kysser hende og holder om hende, og de gør mig både lykkelig og ulykkelig.

 

Hun kigger op, som om hun kan fornemme min eksistens, og hvisker stille: ”Det er okay. ”

Det ved vi godt begge to er løgn. Men selvom jeg ved, at hun ikke kan høre mig, svarer jeg alligevel: ” Du er okay. Du skal nok blive okay! Det hele bliver som det var før.”

 

Jeg har ikke lyst, men jeg kan mærke at jeg lige så stille toner ud og svæver væk. Det er pisseirriterende, hvorfor kan jeg ikke styre det? Men det er sådan jeg ender her:

På en bænk foran den lille italienske restaurant med udsigt udover stranden i Sydney. Gud, hvor jeg hader den strand. Jeg sidder og skraber lidt i jorden med mine sorte, slidte converse. Selvfølgelig bevæger sandet sig ikke en tomme. Ikke at jeg havde forventet det. Jeg vender mit blik mod horisonten. Bølgerne slår ind mod stranden, med sådan en kraft, at vanddråberne står op i luften, som små krystaller. Hvad er meningen med det her? Hvorfor er jeg her endnu? Burde jeg ikke være et andet stede? Himlen, helvede, Nirvana? Det giver ikke nogen mening! Jeg løfter mit blik til himlen, hvor skyerne er ved at samle sig til et stort sort tæppe. Det bliver snart stormvejr.

”Jeg er okay. Jeg har det fint.. Intet er forandret, alt er som det plejer”, mumler jeg lige så stille til mig selv, ikke helt overbevist.

 

Jeg bliver siddende til de første regndråber falder. Og de næste. Og til jeg er fuldstændig gennemblødt. Jeg er faktisk overasket over, at jeg kan blive gennemblødt, selvom kulden ikke berører mig længere. Jeg nyder følelsen af regndråberne på min hud, som trommer på mit hoved, inden i mit hoved, indtil jeg opdager, at det er bænken de trommer imod og mit humør sænker endnu en tak, da det går op for mig hvor meget jeg savner at være i live. Hvor meget jeg savner rent faktisk at kunne mærke regnen mod min hud, det våde hår i mit ansigt, og ikke bare ønske det så meget at det næsten føles virkeligt. Vandet siler ned og siver igennem mig, og får mig til at føle mig kold og klam indeni. Jeg fryser egentlig ikke, men jeg har det heller ikke rart. Jeg er bare… tom. Tom og hul.

Det er sådan jeg føler mig. Sådan har jeg følt mig siden jeg døde. Siden jeg måtte give slip på hende, i hvert fald en del af hende, en del af mig. Som om intet betyder noget. Og det er der det går op for mig. Jeg skal bare give slip. Give slip på den sidste del af mig, jeg har i behold. Den sidste del, der er intakt. Den der holder mig tilbage; den del af mig der stadig holder af hende som lidt mere end en ven.

 

Så det gør jeg. Giver slip. Jeg lader alle følelserne flyde af sted med regnen, sive ned gennem sandet, til det når grundvandet, og længere endnu. Til jeg er helt følelsesløs og tom inden i. Men det skal nok gå. Hun skal nok klare sig. Hun har jo ham. Sådan er det. Nogle dør tidligt, og nogle gør ikke. Nogle bliver kørt ned af uagtsomme- og spritbilister,  og nogle gør ikke. Nogle kan lide lys chokolade og pizza, nogle kan ikke. Nogle har en kæreste,  og nogle har ikke. Sådan er det. Og det er okay. Det skal nok ordne sig. Ting forandrer sig. Det ved jeg nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...