I Stykker

Et kort oneshot, som jeg skrev til en konkurrence, om min mors kræftsygdom.

0Likes
3Kommentarer
99Visninger
AA

2. I Stykker

De snakker ikke om andet end bomberne i Boston. Nyhederne er fyldt med det, og hver dag fortæller de os det samme, som de også fortalte os i går. Det er her midt i kaosset, jeg indser hvor grotesk verden er. Jeg opdager, at hvis du bare er pæn nok, vil mange tilgive dig for alt. Jeg ser, hvordan en morder pludselig får stjernestatus. Jeg ser, hvordan nogen er klar til at tilgive ham. Jeg væmmes ved det, mærker hadet stille koge i mig. Jeg begynder at opdage det monster, vi alle bærer rundt på. Det står for alle vores dårlige sider, og nogens monster er større end andres. Først forfærdes jeg over det og skaber afstand til alle, men langsomt vænner jeg mig til dem. Jeg prøver endda at imponerer disse monstre, men det lykkes ikke. Måske er mit monster bare for stort.

Som tiden går, forsvinder monstrene igen, og verden er ikke så grotesk, som den var engang. Jeg glemmer fortiden og tror optimistisk på fremtiden. Jeg løber med høj fart gennem livets eget løb, og for en gangs skyld er jeg nok det, De kalder lykkelig. Så springer bomben. Det er ikke nogen rigtig bombe, men det gør den ikke mindre smertefuld. Den sårer mig og river mit indre fra hinanden. Jeg opdager min egen dødelighed, og de endnu ikke helede sår på min sjæl springer op igen. Min mors grædende ansigt sidder ætset fast på min nethinde. Hun har fået konstateret kræft i knoglemarven og kan aldrig helbredes. Hun lever, men samtidig ved jeg, at hun aldrig vil overleve det. Hun vil leve med kræften i mange år, og når hun forlader mig, vil kræften være hendes følgesvend. Tanken om, at hun forlader mig, er ikke den værste. Jeg har altid vidst, at vores veje engang ville skilles. Det er tanken om, at der en dag vil komme et tidspunkt, hvor jeg ikke vil kunne kramme hende uden at hun brækker samtlige knogler i kroppen, der knuser mit hjerte.

Jeg har prøvet, så godt jeg kan at klistre min indre sammen igen, men nogle gange falder et stykke ad mig af og får tårerne til at flyde. Det kan ske når som helst og hvor som helst, uanset årsagen.

Jeg er begyndt at se monstrene igen, men jeg er ikke bange længere. De er en del af livet, en del af hvem vi er, og der er intet, der kan ændre på det. Jeg har igen opdaget, hvor grotesk verden er, men hvordan glemmer jeg det igen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...