Make Me - A christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2014
  • Opdateret: 12 dec. 2014
  • Status: Igang
Crystal har en depression og bor derfor på et hjem for unge med depressioner. Hendes mor besøger hende næsten aldrig, fordi hendes far næsten lige er død. Crystal kan ikke se det hyggelige ved julen længere. Hun hader det. Hun kan ikke længere se hvad der hyggelige ved julepynt og lys er. Hun har allermest lyst til at låse sig inde på sit lille værelse på det hun kalder "sindsyge hjemmet", og aldrig komme ud igen. Hun når så langt, som til at overveje selvmord, da hun pludselig en dag støder ind i en fyr. Hans navn er Louis og da han opdager at hun hader jul, gør han alt for at få hendes juleglæde tilbage. Vil Louis få Crystal til at elske julen igen? Vil de blive venner eller vil de blive mere? //Er en del af "Nu er det jul IGEN..." konkurrencen//

48Likes
24Kommentarer
1761Visninger
AA

9. 6. december

6. december

"Godmorgen", siger en blød stemme. Jeg fjerner blikket fra morgenmadsbakken i mit skød og kigger op mod stemmen. Min mor står i døren og kigger nervøst på mig. "Mor?", nærmest hvisker jeg. Hun nikker svagt. 

Det er helt mærkeligt at hun er, for jeg har ikke set hende siden hun afleverede mig for en uge siden. Og da far døde, begyndte hun at arbejde mere og mere, så jeg har nærmest ikke snakket med hende i et år. Det, og så lige det, at jeg heller ikke rigtigt snakker med folk...

"Mor?", gentager jeg stille. Hun nikker igen og kommer ind i værelset. En kvindelig læge følger med hende ind og lukker døren. Min mor kommer hen til mig og sætter sig på kanten af min seng. Hun fjerner mad bakken fra mit skød og sætter den på natbordet ved siden af hospitalsengen. Hun trækker mig ind til sig i et kram. "Undskyld skat. Jeg elsker dig", hvisker hun i mit øre. Hendes store ord overrasker mig. Det har hun ikke sagt til mig i årevis. Jeg har helt glemt hvor fantastisk det føles at få at vide.  

Hun trækker sig væk igen og jeg kan se en tåre løbe ned af kinden på hende. Jeg tager chokeret hendes hånd. "Mor, det er okay. Jeg er okay", siger jeg og aer beroligende hendes hånd.  Hun må virkelig have været nervøs for mig?

"Jeg...Caroline ringede mig op og fortalte mig hvad der var sket. Jeg blev så bange! Men de sagde at jeg ikke måtte køre herhen med det samme. Du var vågnet midt om natten i går, det var der du besvimde, og så sov du hele dagen i går til klokken 4 i nat", siger hun. "Og siden da har du så bare været vågen?", siger hun og ser lidt forvirret ud.

Jeg nikker. "Jep", mumler jeg. "Nå, men på grund af at du var træt og havde brug for hvile og alt sådan noget, så skulle jeg åbenbart vente til klokken 8 med at besøge dig. Hvilket den er nu", siger hun med et lille smil og kigger på uret. 

Lægen rømmer sig. Både min mor og jeg kigger på hende. "Unskyld jeg afbryder jer, men jeg er altså nød til at foretage nogen prøver", siger hun dybt professionelt og smiler lidt træt til mig. "Det er helt okay", siger min mor og flytter sig fra sengen. Lægen kommer hen til mig. Hun tager fat i min arm og stikker et eller andet i den. Jeg siger intet selvom jeg hader nåle og det gør pisse ondt...

Lidt efter slipper hun min arm, der sidder et drop i den. "Hvad er det de...", begynder min mor, men stopper sig selv. "Nej, jeg gider ikke engang vide det...", mumler hun og massere sine tindinger. 

Lægen går ud og Caroline kommer ind i stedet for. "Hej Crystal. Har du det okay?", siger hun morgenfriskt. Jeg trækker på skuldrene. "Hvad der skete der egentlig?", siger hun og trækker en stol frem hun kan sidde på. 

"Jeg havde mareridt...", siger jeg stille. "Om din far", siger min mor, det er ikke engang et spørgsmål. Hun ved det, fordi jeg har gjort det hver nat i et år nu. Nogen er mareridt, andre er drømme. Dog har jeg aldrig fået et så slemt som i går før. 

Jeg nikker. Caroline kigger spørgende først på mig og så på min mor. "Hvad handlede drømmen om?", spørger hun mig, men da jeg ikke svarer flytter hun sit blik hen på min mor i stedet. "Om hans død sidste år", halvhvisker min mor. Hun bider sig i læben, en vane jeg har arvet efter hende.

Caroline nikker og skriver noget ned på sin blok. "Det var din fars død der gav dig en depression ikke Crystal?", siger hun. Jeg nikker. 

"Du reagerede meget stærkt drømmen i går, blandt andet også på grund af den stærke medicin du er på. Desværre er vi derfor nød til at beholde dig her på hospitalsafdelingen minimum resten af dagen og ændre lidt på din medicin. Hvilket kan give bivirkninger så du ender med at være her i længere tid. Jeg er meget ked af det Crystal", siger hun og smiler sørgeligt til mig. 

Hun samler sine ting sammen og rejser sig. "Forresten har du en gæst der meget gerne vil se dig nu", siger hun med et skævt smil. Min mor giver mig et sidste kram og forlader rummet. 

***

Der er helt stille i værelset i lidt tid. Så banker det på døren. Tre lette bank og så et lidt forsinket. Jeg svarer ikke. Til sidst går døren op og et hoved kommer til syne. "Må jeg gerne komme ind?", spørger personen lidt dumt. Det brune hår er helt vådt. Det sidder så sødt og uglet som kun drenges våde hår kan. 

Han laver rynker i sin pande og kigger spørgende på mig. "Ja", siger jeg. Han træder ind med hænderne på ryggen. "Åh nej...", mumler jeg. Han smiler smøret og kommer hen mig. "Hej Crystal", siger han og smiler stort. "Hej Louis", siger jeg og kan ikke lade være med at smile lidt. 

Han hiver en pakke frem fra sin ryg og lægger den på min hvide dyne. "Åben den", siger han og laver en nik mod pakken. Jeg tør ikke bruge hånden hvor droppet sidder i, så jeg prøver lidt ynkeligt at hive i papiret kun med en hånd. Det rykker sig overhovedet ikke. 

"Hvorfor bruger du ikke bare begge hænder?", spørger Louis. Jeg peger på droppet der sidder i den. "Aaah, så forstår jeg bedre. Hvordan kunne et lille mareridt komme så vidt?", siger han. "Jeg ved det ikke...Noget med medicinen...", mumler jeg og kigger lidt flovt ned i dynen. Jeg kan ikke lide at tale om min medicin foran Louis. Jeg er stadig bange for at han en dag bare stopper med at komme. 

"Det forstår jeg godt. Du tager jo også det sygeste stærke medicin!", siger han og nikker forstående på hovedet. "Jeg har googlet det", tilføjer han. Jeg griner lidt af ham. Hvor er han sød. 

"Nå ja, din pakke!", udbryder han og flår selv papiret af den. Øverst ligger der en kæmpe pakke chokolade og nedenunder...Jeg fjerner chokolade æsken...

Julepynt. Virkelig Louis?!

"Jeg har tænkt mig at få din juleglæde tilbage, og jeg starter med at pynte dit værelse", siger han med et stolt smil. "Det kan du ikke. Og det der lort skal ikke op på mit værelse!", vrisser jeg. Han hoster falskt. "Hvad?!", siger jeg. "Lad os bare sige det sådan her; Du for nok en overraskelse i morgen", siger han og griner. Jeg sender ham et dræberblik. Ikke at jeg ved hvad han mener, for det har jeg ingen ide om. 

"Vent lidt", siger han pludselig og stopper med at grine. "Jeg ved hvorfor du ikke kan lide julen", siger han alvorligt. "Hvorfor?", spørger jeg. "Fordi din far døde sidste år i julen. Det var derfor du drømte om det. Åh undskyld!", siger han og sætter hænderne op foran munden. Jeg for tårer i øjnene og nikker.

Han er klogere end jeg troede, den dreng der. 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...