Make Me - A christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2014
  • Opdateret: 12 dec. 2014
  • Status: Igang
Crystal har en depression og bor derfor på et hjem for unge med depressioner. Hendes mor besøger hende næsten aldrig, fordi hendes far næsten lige er død. Crystal kan ikke se det hyggelige ved julen længere. Hun hader det. Hun kan ikke længere se hvad der hyggelige ved julepynt og lys er. Hun har allermest lyst til at låse sig inde på sit lille værelse på det hun kalder "sindsyge hjemmet", og aldrig komme ud igen. Hun når så langt, som til at overveje selvmord, da hun pludselig en dag støder ind i en fyr. Hans navn er Louis og da han opdager at hun hader jul, gør han alt for at få hendes juleglæde tilbage. Vil Louis få Crystal til at elske julen igen? Vil de blive venner eller vil de blive mere? //Er en del af "Nu er det jul IGEN..." konkurrencen//

48Likes
24Kommentarer
1770Visninger
AA

7. 5. december

5. december

"Kom nu Crystal". Han rækker sin hånd hen i mod mig. 

Jeg tager den tøvende. Sidste gang jeg holdt nogen i hånden, var jeg 9 år gammel. 

Han begynder at gå og jeg følger med. Ned i gennem den mørke gyde. "Far...", begynder jeg stille. Jeg prøver at stoppe op, men han trækker mig med videre.

"Crystal, tag det nu roligt. Vi er sent på den og af den her vej går det meget hurtigere", siger han med et beroligende smil.

"Jeg beskytter dig", lover han og giver min hånd et klem. Vi går lidt hurtigere. 

Vi går i lidt tid i stilhed. Pludselig giver han et gisp fra sig og stopper brat op. Jeg stirrer rædselslagent på ham. "Far?", hvisker jeg. Der er stille lidt. 

"Jeg...Jeg er okay", hvisker han. Jeg kan høre hvor meget besvær hver ord koster ham. "Kom...", siger han lavt og trækker mig lydløst med videre. Jeg siger ikke et ord. 

"Argh!", udbryder han pludselig og stopper brat op igen. Han falder på knæ med hænderne presset mod sit hjerte. "Far?", hvisker jeg. Mit syn bliver sløret. 

Denne gang svarer han ikke. I stedet begynder han at skrige. "Aaaaaargh!!!", skriger han med hænderne presset så hårdt i mod brystet at hans knoer bliver hvide. "Far...", for jeg hviskende fremtvunget med tårer ned af kinderne. 

Vær stærk. Gør det rigtige. Tænk klart. 

Bliver jeg ved med at gentage i mit hoved. Hvad ville mor gøre? Spørger jeg mig selv. Jeg tager min hånd op til ansigtet og bider hårdt i den. 

Jeg tænker ikke klart. Overhovedet.

Pludselig kom jeg i tanke om min telefon. Jeg stikker hænderne i lommerne og roder panisk i dem. Jeg for fat i min telefon og tager den med rystende hånd op af lommen. Jeg klapper den op og ringer 112, som jeg lærte det i børnehaven. 

En mand tager den. Han spørger mig hvad problemet er. Jeg for med gråd i stemmen fremtvunget problemet. Han spørger om min alder og mit navn. 

Til sidst vil han vide hvor vi er. Jeg prøver så godt som jeg kan at forklare ham det. "Vi er på vej", siger han og lyder dybt professionel. 

Jeg lader telefonen falde på jorden og falder på knæ ved siden af min far. Jeg skubber han hår væk fra hans ansigt og kysser ham blidt på kinden. 

Jeg lægger mit hoved på hans bryst og lytter efter det mindste tegn på liv. Han skrig er dødet ud. 

Der er helt stille. Ikke det mindste slag fra det hjerte, der burde fungere helt fint for en 40 årig mand. 

Jeg begynder at græde rigtigt. Prøver ikke engang at holde tårerne inde. 

Minder om mig og min far kører forbi mit indre blik. Ham der svinger mig i sine arme på en varm solskinsdag. Ham der køber en stor is til mig. Ham med sit dejlige grin der altid smittede og sine arme omkring mor. 

Jeg hører ambulancen, men ser intet. Jeg er et helt andet sted. Et sted, hvor selv ikke lægerne kan finde mig...

***

"Neeeeeeeeej!!!", skriger jeg. Jeg sætter mig op i sengen med et sæt. Tårerne strømmer ned af mine kinder. Jeg græder. Græder, som jeg aldrig før har grædt. Smerten presser i mit bryst. Det store hul der ikke vil heles. Hullet, hvor min far engang sad. Det gør ondt. Mere ondt end dengang jeg brækkede benet. Mere ondt end dag jeg fik syet 5 sting i mit knæ. Mere ondt end dem begge til sammen.

Døren går op med et brag og en kvindelig læger kommer farende ind. Jeg skriger af mine lungers fulde kraft.

"Stop det!", skriger jeg. Der kommer flere læger ind efter hende. "Det gør ondt!", skriger jeg og hulker højlydt. Jeg snapper efter vejret. "Træk vejret, du besvimer!", kommendere den kvindelige læge. Jeg begynder at hyperventilere.

"Træk. Vejret. Pige!", siger hun hårdt. Jeg presser mine hænder mod brystet og ryster tydeligt på hovedet. "Jeg...Kan...Ik", for jeg frem mellem hulkene. Lægen giver de mandlige læger tegn, og de løfter mig uden et ord. 

Det begynder at sortne for mine øjne. Lydene flyder sammen. Jeg hører ambulancer, men kan ikke finde ud af om det er drøm eller virkelighed. Det er nok ikke virkeligt, for stedet har sin egen hospitalsafdeling. 

Alt bliver pludselig og uden advarsel sort...   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...