Make Me - A christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2014
  • Opdateret: 12 dec. 2014
  • Status: Igang
Crystal har en depression og bor derfor på et hjem for unge med depressioner. Hendes mor besøger hende næsten aldrig, fordi hendes far næsten lige er død. Crystal kan ikke se det hyggelige ved julen længere. Hun hader det. Hun kan ikke længere se hvad der hyggelige ved julepynt og lys er. Hun har allermest lyst til at låse sig inde på sit lille værelse på det hun kalder "sindsyge hjemmet", og aldrig komme ud igen. Hun når så langt, som til at overveje selvmord, da hun pludselig en dag støder ind i en fyr. Hans navn er Louis og da han opdager at hun hader jul, gør han alt for at få hendes juleglæde tilbage. Vil Louis få Crystal til at elske julen igen? Vil de blive venner eller vil de blive mere? //Er en del af "Nu er det jul IGEN..." konkurrencen//

48Likes
24Kommentarer
1768Visninger
AA

6. 4. december

4. december

Jeg roder lidt rundt i maden på min tallerken med min gaffel. Caroline kom op på mit værelse og hentede mig herned. Hun var bange for at jeg ville sulte mig selv. Jeg var hverken gået ned i kantinen til aftensmad i går eller morgenmad i dag, så nu var det nok. Så her sidder jeg så, helt alene ved et af de runde borde. Pænt sur. 

"Crystal?", siger en pigestemme bag mig. Jeg drejer hovedet og sender hende et  dræberblik. Jeg gider ikke snakke med nogen idag. Og de skal faktisk heller ikke snakke til mig...

Hun træder lidt forskrækket et skridt tilbage. "Øhm...Sigrid bad mig fortælle dig at du har gæster", mumler hun hurtigt og småløber sin vej. Jeg ruller øjne. Det er ikke i dag man skal komme på tværs af mig. Jeg tror jeg har pms eller noget. På den anden side, det er måske bare normal sindsyge-adfærd?

Jeg lader gaflen falde, så den lander i en bunke kartoffelmos og rejser mig fra bordet. Jeg går ned af trapperne og ned til Sigrid. Hun ser mig ikke, sidder bare og skriver bare på sin computer. Jeg trommer lidt med fingrene i bordet. Stadig intet.

"Hallo?!", råber jeg. Hun hopper i stolen af forskrækkelse.

"Du godeste Crystal! Du plejer ellers ikke at være den højtråbende type...", mumler hun. "

Hvem er her for at besøge mig??", forlanger jeg at få at vide. Sigrid sukker og laver et nik mod døren. "En eller anden dreng. Han insisterede på at besøge dig, men da han jo ligesom ikke havde en aftale, sendte jeg ham udenfor. Han sidder vidst på trappen op til døren...", siger hun og smiler lidt ved tanken. "Han sagde at han hed Louis?", siger hun og håber vidst på at jeg kan genkende navnet. Jeg kigger bare på hende. Jeg har ingen ide om hvem det er. Hun trækker på skuldrene og vender igen blikket mod skærmen. 

Jeg går hen til døren og åbner den. Jeg går udenfor og kigger mig omkring. Og der sidder han, Louis som han åbenbart hedder. Med sit perfekt rodede brune hår og sine blå øjne. Han for øje på mig og går hen i mod mig. Jeg drejer uden et ord om på hælen og skal til at gå ind. Han hopper ind foran mig. 

"Please Crystal, stop. Vil du ikke godt lige høre hvad jeg vil sige?", siger han og kigger bedende på mig med de flotte øjne. Jeg kunne slå ham. Et slag i hvert af de perfekte øjne, så ville det måske være nemmere at modstå ham...

Jeg lader mig med et bump falde ned på et af trappens trin. Han sætter sig ved siden af mig. "Jeg synes altså ikke de gør noget at du bor her, overhovedet", siger han. Jeg kigger ned i jorden. "Jeg mener det! Og jeg vil faktisk gerne være venner med dig", siger han seriøst. 

Jeg kigger tvivlende på ham med et løftet øjenbryn. "Vi har jo nærmest lige mødt hinanden, du kender mig ikke", siger jeg. "Nej præcis, det er jo derfor jeg gerne vil være mere sammen med dig", siger han. Jeg kigger mærkeligt på ham. "Det giver jo ingen mening?", siger jeg. 

Han trækker på skuldrene. "Jeg har ikke rigtig nogen venner", siger han. Jeg kigger endnu mere tvivlende på ham. "Mhm right!", siger jeg bare. "Hvad? Det passer altså!", siger han og griner. Jeg kan ikke lade være med at smile lidt.

"Se! Du griner, vi er ment to be friends!", udbryder han da han se smilet på mine læber. Jeg spiller straks alvorlig. "Ej come on Crystal! Det er jo heller ikke fair det der! Er du kilden?", siger han. Jeg spærrer øjnene op og ryster kraftigt på hovedet. Jeg er kilden, as hell! 

Han bukker sig ind over mig og kilder mig. Jeg begynder at grine helt vildt og kaster mig omkring. Han griner også, og da han endelig stopper, ligger jeg med hovedet i hans skød. 

Jeg skal straks til at sætte mig op, men han stopper mig. "Det er okay", siger han blidt. Jeg slapper af igen og krøller mig sammen ind til ham. Det er så lang tid siden at jeg sidst har været så tæt på nogen. Omkring et år, tror jeg faktisk. Det skræmmer mig. Jeg havde helt glemt hvor rart det føles. 

Følelsen af at nogen passer på en, at nogen tænker på en og tager sig af en. Så er det næsten lige meget hvor fremmed personen er for mig. Jeg lukker øjnene og nyder hvert et sekund. 

"Du ryster jo", siger Louis pludselig. Han lyner sin store vinterjakke af og lægger den over mig. Jeg prøver at skubbe den af, men han holder den nede. "Crystal, jeg tror ikke du har særlig mange øjeblikke hvor du bare kan ligge og slappe af, så gør det nu bare nu hvor du kan ikke?", siger han og aer mig over kinden. 

Jeg gør som han siger og lukker øjnene igen. 

"Jeg vil gerne være din ven", siger jeg pludseligt, så lavt at det næsten er uhørligt. "Okay", siger Louis. "Men du skal ikke regne med at du slipper af med mig lige foreløbig så", siger han og jeg kan høre smilet i hans stemme. "Der er alligevel ikke så mange andrem som jeg har problemer med at slippe af med", mumler jeg. "Faktisk ingen...", tilføjer jeg stille. 

"Nu har du", siger han. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...