Make Me - A christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2014
  • Opdateret: 12 dec. 2014
  • Status: Igang
Crystal har en depression og bor derfor på et hjem for unge med depressioner. Hendes mor besøger hende næsten aldrig, fordi hendes far næsten lige er død. Crystal kan ikke se det hyggelige ved julen længere. Hun hader det. Hun kan ikke længere se hvad der hyggelige ved julepynt og lys er. Hun har allermest lyst til at låse sig inde på sit lille værelse på det hun kalder "sindsyge hjemmet", og aldrig komme ud igen. Hun når så langt, som til at overveje selvmord, da hun pludselig en dag støder ind i en fyr. Hans navn er Louis og da han opdager at hun hader jul, gør han alt for at få hendes juleglæde tilbage. Vil Louis få Crystal til at elske julen igen? Vil de blive venner eller vil de blive mere? //Er en del af "Nu er det jul IGEN..." konkurrencen//

48Likes
24Kommentarer
1760Visninger
AA

2. 30. november

30. november

I starten så de det ikke som noget stort. Bare et par dage hvor jeg ikke havde det så godt, hvor jeg var lidt mere trist end ellers. Så begyndte de at spørge ind til det. "Crystal er du ked af det? Hvorfor er du ked af det? Du kan bare sige til hvis du er ked af det", sådan noget sagde de, mine lærere og min familie. Men jeg havde ikke lyst til at snakke med dem. Eller nogen overhovedet. 

Jeg begyndte at blive hjem fra skole fordi jeg havde ondt i maven og hovedet ved tanken om at skulle derhen. Jeg brækkede mig endda flere gange. Jeg lukkede mig mere og mere inde i mig selv. Snakkede ikke med nogen, sagde ikke noget. Gik bare rundt i mine egne tanker, selvom mine tanker var det værste jeg vidste. De bragte sorg med sig. Tanker fyldt med skyldfølelse og min fars død spillet på repeat igen og igen. Ingen kunne nå mig, jeg svævede længere og længere væk. Jeg savnede ham så meget, at det fik på væk fra den virkelige verden.

Indtil den dag, min mor sagde stop. 

***

"Det bliver rigtig godt, skat. Rigtig godt, du får det meget bedre derhenne", siger min mor. Jeg er ikke helt sikker på, hvem det er hun prøver på at overbevise. Jeg tror mest det er hende selv, hun snakker til. Hun har vel skyldfølelse over at sende sin eneste datter hen og bo alene i et hjem for andre sindsyge unge. Ikke at hun nogensinde ville indrømme det. 

Jeg trak bare på skuldrene. "Du får sikkert en masse nye venner derovre. Og du får det meget bedre", gentog hun. "Mor..." siger jeg stille, men fortryder det og tier stille. Hun sætter blink på og drejer bilen. "Ja Crystal?", siger hun og kigger spændt på mig. Hun gør alt hvad hun kan for at få mig til at snakke, som jeg gjorde engang. Men der er ikke noget at gøre. Jeg har ikke lyst til at snakke. Hvad skulle jeg sige? På en måde har jeg faktisk ret ondt af hende. At hun fik mig som sit barn. At hun fik et barn, der ikke engang kan finde ud af at snakke med hende. 

Jeg kigger ud af vinduet i stedet for at svare. Hun ved hvad det betyder. Samtalen der ikke engang startede, er slut. Hun sukker næsten uhørligt og vender tilbage til at koncentrere sig fuldt ud om vejen foran sig. Hun tænder for radioen. Jeg slapper straks af da musikken spreder sig i den lille bil. Der er kun en ting, jeg virkelig elsker. Og det er musik. Jeg elsker i sær at synge, ikke at jeg er ikke særlig god til det. Det er jeg ikke. Jeg er ikke særlig god noget som helst.

Jeg lukker øjnene og læner hovedet på mod vinduet. Jeg kan mærke den iskolde november kulde, igennem ruden mod mit hår. Jeg har ikke fået særlig meget søvn i nat på grund af mareridt, så jeg tager glædeligt i mod søvnen da den sniger sig ind på mig. 

***

"Crystal skat, du skal vågne. Vi er her nu", siger min mor. Jeg åbner øjnene og sætter mig ret op i sædet. Jeg kigger mig omkring og prøver at komme i tanke om hvor vi er. Jeg fokuserer på den hvide murstensbygning foran mig. 

 -Behandlingshjem for unge-

Står der på den hvide bygning, lige over en trappe der fører op til en dobbelt dør der er halvt lavet af glas og halvt lavet af hvidt træ. Min mor parkerer på parkeringspladsen lige foran døren med plads til mindst 30 biler. Hun slukker motoren og hiver nøglen ud. Hun trækker vejret dybt en gang og vender så sit blik mod mig. "Er du klar skat?", siger hun. Jeg klikker min sele op og stiger ud af bilen. Det er det svar hun får. Jeg går om til bagage rummet og hiver min maste kuffert ud. Den lander med et "bump" på jorden. Jeg hiver håndtaget op og trækker den mod trappen op til indgangen. Jeg hører lyden af bagsmækken der bliver smækket hårdt og et par høje hæle der klikkende kommer nærmere. Min mor indhenter mig for enden af trappen, med min sporttaske på armen. 

Jeg skubber den ene af de to store dobbeltdøre op med albuen, og går indenfor. Den varme luft indenfor rammer mig som en mur. Jeg hiver min hue af med den ene hånd, mens vi nærmer os det er må være stedets sekretær.  Det er en dame med sort hår bundet op i en stram hestehale. Hun sidder og ligger neglelak på sine tæer da vi kommer hen til hende. 

"Hej", siger min mor, for at få damens opmærksomhed. "Oh, det må i undskylde. Hej", siger damen forfjamsket og svinger sit ben elegant ned fra disken. Hun klikker en enkelt gang på musen til sin computer, for at få den til at starte op igen fra sleeping mode. Den siger en lyd og lyser så op. 

"Hvad kan jeg hjælpe jer med?", siger damen og smiler stort. "Vi skal 'tjekke ind', hvis man kan sige det?", siger min mor forsigtigt. "Nåh, din datter skal bo her?", siger hun og siger dermed det højt, som alle har undgået at sige højt i flere uger nu. Min mor nikker rødmende og sænker blikket. Hun er flov over mig. "Navn?", spørger damen som jeg kan se på hendes skilt, hedder Sigrid. "Crystal", siger jeg. "Crystal", siger min mor lige efter mig. Hun vender sig overrasket over mig. Hendes blik siger alt. Jeg sagde noget. Til en der ikke var hende. Hun ser lidt såret ud, når jeg så endelig siger noget, så er det ikke noget. 

"Følg med mig", siger Sigrid og rejser sig fra sin kontorstol. Hun laver en bevægelse og klikker afsted i tårnhøje stilletter. Jeg trækker min kuffert med mig efter hende. 

***

"Her er dit værelse så", siger Sigrid og åbner en af de utrolig mange hvide døre, der er på en af de 4 lange gange. 2 til hver side på 1. etage. Og så er der køkken og stue og sådan noget på stuesalen og nogen opholdsrum på 1. sal. Og det er det. Mit fremtidige hjem. 

"Bare gå ind, det er jo dit værelse. 100% dit. Du må gøre lige hvad du vil med det", siger hun. Det er så her, at jeg normalt ville have sagt noget sarkastisk som: "må jeg også nedlægge en væg, hvis jeg vil?" eller "skønt, så vil jeg gerne have en pool der og en dobbeltseng der og en sofa der og...", men ikke nu. Jeg nikker bare lydløst og går ind på værelset og stiller min kuffert på gulvet. Jeg træder min ene sko af med den anden fod og omvendt og går ned af den korte gang der fører ind til selve værelset. 

Der står en pænt redt, sort dobbeltseng derinde. Oven over den hænger der nogen hylder, hvor der intet står på lige nu. For enden af sengen hænger der et fladskærms tv på væggen. Der er et skab indbygget i væggen, som en mini walk-in. Og så selvfølgelig et badeværelse med alt der derunder hører til. De har virkelig gjort hvad de kunne for at gøre stedet hyggeligt. Men der er bare ikke noget at gøre. Det er og bliver et sted for sindsyge og mærkelige unge. 

Og her skal jeg så tilbringe min jul. Engang ville det have gået mig på. Engang ville jeg have gjort alt for at få pyntet op og gjort det julet. Men ikke nu. Nu er jeg ligeglad med julen. Kan ikke lide den. Hader den måske endda...

***

Det var så første kapitel. Det næste kommer først d. 1. december. 

Jeg håber i kunne lide det, selvom der ikke skete så meget, 

jeg regner først med at der begynder at ske noget d. 1. december,

det der var mere ligesom bare en intro :-)))

I må meget gerne give noget feedback i kommentaren og like hvis i kan lide den.

Det betyder alt

Lynessa

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...