Make Me - A christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2014
  • Opdateret: 12 dec. 2014
  • Status: Igang
Crystal har en depression og bor derfor på et hjem for unge med depressioner. Hendes mor besøger hende næsten aldrig, fordi hendes far næsten lige er død. Crystal kan ikke se det hyggelige ved julen længere. Hun hader det. Hun kan ikke længere se hvad der hyggelige ved julepynt og lys er. Hun har allermest lyst til at låse sig inde på sit lille værelse på det hun kalder "sindsyge hjemmet", og aldrig komme ud igen. Hun når så langt, som til at overveje selvmord, da hun pludselig en dag støder ind i en fyr. Hans navn er Louis og da han opdager at hun hader jul, gør han alt for at få hendes juleglæde tilbage. Vil Louis få Crystal til at elske julen igen? Vil de blive venner eller vil de blive mere? //Er en del af "Nu er det jul IGEN..." konkurrencen//

48Likes
24Kommentarer
1768Visninger
AA

5. 3. december

3. december

"Crystal, hvis du ikke selv kan finde ud af at gå en tur, så er jeg altså nød til at sende nogen ud og gå sammen med dig!", råber Caroline vredt. Jeg kigger ned i gulvet. Hun klikker irriteret et par gange på sin kuglepen. "Du druknede næsten, Crystal!", tilføjer hun og prøver at få øjenkontakt med mig. Jeg holder blikket sænket. "Men det skete jo ikke...", hvisker jeg. Jeg kigger langsomt op på hende. Hun bløder en smule op ved lyden af min stemme. "Jeg ved det godt, undskyld. Jeg blev bare så bange Crystal!", siger hun og slår ud med armene. 

Bekymret. Sikkert. Og hvor længe har hun kendt mig, siden hun er så bekymret? To dage? Okay længere, for jeg havde også en hel masse samtaler med hende inden jer flyttede herhen. Normalt ville at nogen sagde sådan noget have irriteret mig grænseløst, men jeg kan mærke at medicinen modvirker det. Lorte medicin. 

"Hvordan kom du egentlig op af vandet? Du har vidst aldrig fået fortalt mig den historie?", siger hun og skribler lidt ned i sin notesbog. Hun ved godt, at hvis jeg endelig skal snakke til nogen, så skal det være hende. Det er jo ikke fordi jeg ikke kan snakke, det er mere sådan...Ja. Jeg kan ikke rigtigt forklare det. Caroline siger, at det hele udspringer i min fars død, for næsten et år siden. 

Jeg begyndte at lukke mig mere og mere ind i mig selv. Jeg fik mareridt først bare nogen nætter, men til sidst hver nat. Så igen og igen hvordan min far faldt om på gulvet med hånden på hjertet. Hånden på hjertet der var stoppet med at slå. 

Jeg gad ikke snakke med folk, for jeg havde intet og sige, når det eneste jeg tænkte på, var min far. Min mor kunne have hjulpet mig igennem det, hvis hun ikke havde lidt lige så hårdt. Hun passede ikke på mig, hjalp mig ikke, snakkede ikke med mig. Hvilket bare gjorde alting tusind gange værre. 

Hver eneste dag var en kamp. En kamp om at komme op og igang. Hver eneste tanke var formørket. Mørk som kun natten ellers er det. Jeg forsvandt og efterlod kun en tom skal til at spille mig.

"Det...", begynder jeg. Hvordan skal jeg forklare hende det? Der kom en fyr på en hvid hest og hev mig op af søen? Han var endda flot. 

"Ja?", siger Caroline og smiler til mig som om jeg er et lille barn. "Det gjorde en fyr", siger jeg kort. "Nådada,", siger hun og kigger ned sine papirer. "Det var utrolig sødt gjort af den fyr", siger hun og jeg kan høre det "men" der kommer lidt om lidt. 

"Men, jeg er desværre nød til at overbringe dig en lidt trist nyhed", siger hun. Åh nej, er der sket noget med fyren eller hvad? Han fortjener ikke en straf for at være kommet i nærheden af mig...

"Du må ikke gå nogen steder i dag overhovedet, efter i går", siger hun. Jeg ånder lettet op. Jeg havde alligevel ikke specielt meget lyst til at skulle til frisøren. Faktisk vil jeg helst bare blive hjemme. Det får jeg så også chancen for nu. 

"Er du slet ikke skuffet?", siger hun. Af frygt for ellers at få endnu en straf, nikker jeg svagt. "Okay, så må du godt gå for i dag", siger hun og laver en håndbevægelse hen mod døren. Jeg rejser mig og forlader rummet. 

***

"Crystal?", er der en der råber. Jeg sætter mig op i sengen og skruer lidt ned for tv'et. "Cryyyyystaaaaal!", gentager personen. Der bliver banket hårdt på døren. Jeg rejser mig træt op og går hen til døren. Jeg åbner den. "Du skal lige komme med, men måske burde du lige...Du ved...Tage noget lidt pænere tøj på", det er pigen der bor ved siden af mig. Hun hedder vidst Cecilie. 

"Hvorfor?", siger jeg træt og kigger ned mig selv. Jeg har en hvid halvgennemsigtig bluse med en bh inden under, et par sorte grimme shorts og nogen benvarmere til op over knæene på. "Det er da ikke så slemt...", mumler jeg. Hun giver mig elevator blikket og ser tvivlende ud. "Din bluse er gennemsigtig og du har benvarmere på", siger hun og lyder helt træt. Jeg trækker på skuldrene. "Det er jo lige meget. Der er ikke nogen her der ikke må se mig grim", siger jeg og trækker på skuldrene. 

Hun sukker som om jeg nok er den dummeste hun nogensinde har mødt. "Kom nu bare med ned", siger hun og begynder at gå mod elevatoren. Da jeg indhenter hende går dørene op. Vi træder ind. Jeg forstår ikke helt hvorfor vi ikke bare bruger trapperne, men det er nok bare mig...

Jeg får øje på mig selv i spejlet. Mit hår er sat op i en høj hestehale, så det er faktisk ikke det værste. Men jeg har intet makeup. Og jeg ser virkelig ikke pæn ud uden makeup. Mine øjne er trætte og hævede og min hud er stadig lidt rød efter dengang jeg havde meget uren hud. 

Elevatoren går op med et "bling" og vi træder ud i indgangs stedet. Der står en eller anden med ryggen til og snakker med Sigrid. "Hvad skal jeg?", siger jeg. "Der er kommet en virkelig lækker fyr for at lave et skoleprojekt og han sagde at han bare gerne ville snakke med lidt forskellige. Men desværre sagde Sigrid at jeg var ustabil til at han måtte snakke med mig...", siger Cecilie og lyder fornærmet. Jeg kigger dumt på hende. Hun sukker. "Ja så jeg hentede dig så du kunne snakke med ham? Du er sku ik for hurtig", siger hun og ruller med øjnene. 

"Haalloooo!", udbryder Cecilie med en stemme der er mindst 3 oktaver lysere end hendes naturlige og vinker stort med hænderne hen mod drengen. Sigrid siger noget til ham og de vender sig begge mod os.

Jeg stopper brat op. Nej. Nej nej nej...Mit blod fryser til is og al farven forsvinder fra mit ansigt. Jeg vil løbe tilbage til elevatoren, men der sker intet. Jeg står bare stille og stirrer på ham. Fyren. 

"Hvorfor er du her?", siger han og smiler stort til mig. Han tror jeg også bare skal lave et skoleprojekt. Han er så godtroende og naiv. Åh gud, det er for meget...

Der vælder tårer op i mine øjne. Jeg sætter mig på gulvet og holder om mine knæ. "Hvad sker der?", siger han og smil blegner lidt. Tårer løber ned af mine kinder. Hvorfor skal jeg også bo her? Hvorfor skulle han lige komme her hen til sit skoleprojekt? Jeg kan jo aldrig mere møde nye mennesker, for ingen vil være sammen med en pige som mig. Og som oven i købet også er sindsyg. 

"Hun bor her skam, søde", siger Cecilie. Bare lige hvis nogen nu skulle være i tvivl. Måske burde hun også lige råbe det ud over hele parken. 

Fyren kigger måbende på hende. "Hvad? Gør du?", siger han og stirrer på mig som om jeg er et monster. Hvilket vel egentlig passer meget godt på sandheden. Cecilie nikker tydeligt og tygger lidt på sit tyggegummi. "Mmhh", siger hun og blinker et par gange ekstra med øjnene til fyren. Han kigger ikke engang på hende. 

Han bukker sig ned til mig. "Hey, det er okay", siger han og lægger beroligende en hånd på min ryg. "Nej det er ej!", skriger jeg og skubber hans hånd væk. Jeg rejser mig og løber ovenpå. Jeg finder mit værelse og kravler ned under dynen. Mit liv er noget lort. Jeg burde dræbe mig selv. Det ville gøre alting meget nemmere for alle. Kommunen skulle bruge de mindre penge på mig, Cecilie kunne få fyren og min mor ville ikke behøve at have dårlig samvittighed over ikke at passe godt nok på sit barn. 

I det mindste kommer fyren ikke tilbage nu. Han er helt skræmt væk nu. Jeg kommer ikke til at savne ham, det er bedre sådan. 

Fuck my life.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...