Make Me - A christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2014
  • Opdateret: 12 dec. 2014
  • Status: Igang
Crystal har en depression og bor derfor på et hjem for unge med depressioner. Hendes mor besøger hende næsten aldrig, fordi hendes far næsten lige er død. Crystal kan ikke se det hyggelige ved julen længere. Hun hader det. Hun kan ikke længere se hvad der hyggelige ved julepynt og lys er. Hun har allermest lyst til at låse sig inde på sit lille værelse på det hun kalder "sindsyge hjemmet", og aldrig komme ud igen. Hun når så langt, som til at overveje selvmord, da hun pludselig en dag støder ind i en fyr. Hans navn er Louis og da han opdager at hun hader jul, gør han alt for at få hendes juleglæde tilbage. Vil Louis få Crystal til at elske julen igen? Vil de blive venner eller vil de blive mere? //Er en del af "Nu er det jul IGEN..." konkurrencen//

48Likes
24Kommentarer
1759Visninger
AA

4. 2. december

2. december

"Hvad tænker du på?", siger en stemme og river mig ud af mine tanker. Jeg kigger op på personen. Det er en pige som har sat sig overfor mig ved mit bord. Hun tager en tallerken fyldt med mad af sin bakke og skubber bakken lidt væk. Han stikker gaflen i en tomat og putter den i munden. Jeg kigger spørgende på hende.

"Jeg spurgte bare om hvad du tænkte på?", gentager hun, med munden fuld af tomat. Jeg trækker på skuldrene. "Snakker du aldrig?", siger hun. Jeg sukker uhørligt og trækker igen på skuldrene. "Kan du ikke snakke eller hvad?", siger hun. Hun putter noget mere mad i munden. 

"Jo", siger jeg. "Men, hvorfor gør du det så aldrig?", bliver hun ved. Hun skubber sit lyse hår om på ryggen med en irriteret bevægelse."Jeg skal altså snart til frisøren, mit hår driver mig til vanvid!", siger hun. "Det er blevet så langt at jeg nærmest ikke kan gøre noget med det! Vil du ikke med mig?", siger hun og kigger pludselig på mig.Åh gud den pige snakker meget, er det eneste jeg kan tænke på...

"Hvor hen?", siger jeg stille. Hun smiler tilfreds. "Nå, så du kan faktisk sige andet end ja og nej. Nå, men jeg ville bare gerne have dig med til frisøren?", siger hun og lægger hovedet let på skrå. Jeg lukker øjnene og tænker mig om. Jeg gider egentlig ikke med hende, men da mit hår trænger virkelig meget til det...

Jeg sukker tungt. "Fint så...", mumler jeg. "Suuuper!", hviner hun glad og klapper i hænderne. Ærlig talt fatter jeg ikke hvorfor hun gider være sammen med mig...En fucking deprimeret lorte unge...

"Det er i morgen klokken 13:15, vi kan bare mødes på mit værelse, det er værelse 25. Forresten hedder jeg Sofie!", siger hun. Hun rejser sig fra bordet og tager sin bakke og sin tomme tallerken med sig. "Ses i morgen", råber hun og vinker og så vender hun sig om og går. Jeg river et stykke af min sandwich og putter det i munden. De sidste par dage har virkelig været specielle...Først fyren og så hende pigen?

***

"Du er altså nød til at komme lidt ud Crystal", siger Caroline og kigger træt på mig. "Jeg var ude i går", siger jeg og kigger ned på mine hænder. Hun kigger bebrejdende på mig. "Ja, du skal udenfor, hvor du rent faktisk har fået en tilladelse!", siger hun lettere irriteret. Jeg sender hende mit mest ydmyge blik. "Undskyld...", mumler jeg. "Det er altså vigtigt at du husker det næste gang. Nu er du langt fra vores værste tilfælde, men folk fra sådan et sted her,", siger hun og laver en armbevægelse rundt i rummet. "Skal helst ikke blive væk, eller forsvinde", siger hun.

"Undskyld", gentager jeg. Hun nikker svagt. "Nå, men jeg synes i hvertfald at du skal gå en tur igen i dag, da det er rigtig godt for dig", siger hun og smiler til mig.  Hun lukker min sagsmappe der ligger på bordet og klikker sin kuglepen ind. 

"Men...", mumler jeg, men kommer aldrig videre med min sætning. "Og så skal jeg også lige huske at rose dig for dine fremskridt Crystal", siger hun og smiler endnu større. Hvilke fremskridt? 

"Du har snakket en hel del mere i dag end du, i følge dine papirer, har gjort de sidste par uger", siger hun og laver et lille nik med hovedet ned mod min mappe. Jeg tror aldrig jeg vænner mig til at hun har en hel mappe med papirer om hvor sindsyg jeg er.

"Jeg tror du har snakket så meget i dag, på grund af noget der skete da du var ude i går?", siger hun og smiler skævt til mig. Jeg stirrer på hende. Jeg tror heller aldrig jeg vænner mig til hvor gode psykologer er til at læse en. 

Jeg siger ikke noget, men rejser mig bare fra stolen. "Okay, fint nok. Ikke noget du vil tale om. Men husk nu at gå en tur i dag, ikke?", siger Caroline og rejser sig også fra sin stol. Jeg nikker og forlader rummet. 

***

Vejret er gråt. Gråt og vådt. Det passer vel meget godt med alt andet i mit liv. Gråt og tåget. Tåget, så man ikke kan se hvor man er, eller hvor man er på vej hen. Man kunne være på vej til at gå ud over en klippeskrænt, uden at vide det. Det er sådan jeg føler, at hver en dag i mit liv er. På vej ud over en klippeskrænt. 

Jeg knapper den sidste knap i min hvide designer regnjakke op og trykker håndtaget til døren ned. Jeg går udenfor og ned mod parken. 

***

Der er næsten ingen mennesker i parken. De er nok på arbejde, eller også holdt regnen dem væk. Mit våde hår glider ned foran mine øjne. Jeg skubber det væk igen uden at tænke over det. Jeg burde have taget en paraply med. Jeg åbner min lomme for at få fat i mine vanter, men i stedet falder et billede ud og lander på græsset. Jeg bukker mig ned og prøver at få fat i det. Det er et billede af min far. Mit yndlingsbillede.

Men det flyver væk og lander på overfladen af søen. Jeg kigger rundt. Der ingen mennesker. Jeg er nød til at få fat i billedet. Jeg flår knapperne til min regnjakke op og smider den på jorden. Jeg går hen til kanten af søen og kigger ud mod billedet. Det flyder længere og længere væk. 

Jeg bukker mig frem og hopper i vandet. Det overrasker mig hvor koldt vandet føles mod min hud. Jeg ryster af kulde, men jeg svømmer videre.

"Hey! Hvad fanden laver du?", er der en der råber. Jeg kigger mig ikke tibage, jeg er bare nød til at få fat i det billede! 

"Kom dog forhelvede op derfra! Vandet er minus grader! Du ender med at besvime eller et eller andet!", bliver fyren ved. Mit hoved kommer kort under vand indtil jeg for kæmpet mig selv op igen. Kulden tærer på mine kræfter. Det bliver hårdere og hårdere at svømme. 

Jeg rækker ud og får fat i billedet. Jeg knuger det ind til mig og glemmer næsten at svømme. Jeg kommer under vand igen. Jeg hører et plask. Alting bliver sort...

***

Jeg åbner øjnene og kigger mig omkring. En regndråbe rammer mit øje. Der sidder en fyr bukket ind over mig. "Du er kraftedme den dummeste pige jeg nogensinde har mødt", siger han, men lyder ikke rigtig sur. Han er helt gennemblødt. Jeg skubber mig selv op og sidde. Vi er på græsplænen i parken. 

Jeg kigger på fyren der sidder ved siden af mig. Det er fyren fra i går. "Hoppede du i vandet på grund af mig?", spørger jeg ham. Han kigger overrasket på mig. "Ja, jeg undrer mig egentlig også over hvorfor", siger han og griner lidt. Jeg smiler svagt. "Tak", siger jeg og kigger ind i hans store blå øjne. "Du har flotte øjne", siger han pludseligt og kigger åbenbart også ind i mine. "Blå. Ligesom mine", tilføjer han med et smil. 

Jeg kan ikke lade være med at smile. Jeg peger på min arm. "Hvad? Nåååh, hvad klokken er eller hvad?", siger han. Jeg nikker. "Hvorfor er det at du ikke bare siger det i stedet for?...Ej, ved du hvad? glem det altså, i dont get it", siger han og giver tydeligvis op. Han kommer aldrig til at forstå det. Og han skal aldrig vide, hvorfor jeg er sådan. For hvis han for det at vide, vil han aldrig snakke til mig igen. 

"Klokken er næsten 5?", siger han. Jeg spærrer øjnene op og springer op. "Jeg følger dig hjem", siger han, men jeg løber så hurtigt jeg kan. "Hey vent!", råber han. "Neeeeej!", skriger jeg. Hvis han følger efter mig, så finder han ud af hvor jeg bor og...Nej. Han må aldrig få det at vide. Det er min lille julehemmelighed. Så glædelig jul!

***

Jeg håber i kan lide historien indtil videre,

I må meget gerne give noget feedback i kommentaren eller like hvis i kan lide den :-)

Jeg elsker mere end noget andet at skrive på den, 

det betyder alt for mig <3

Glædelig anden december

Lynessa

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...