Make Me - A christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2014
  • Opdateret: 12 dec. 2014
  • Status: Igang
Crystal har en depression og bor derfor på et hjem for unge med depressioner. Hendes mor besøger hende næsten aldrig, fordi hendes far næsten lige er død. Crystal kan ikke se det hyggelige ved julen længere. Hun hader det. Hun kan ikke længere se hvad der hyggelige ved julepynt og lys er. Hun har allermest lyst til at låse sig inde på sit lille værelse på det hun kalder "sindsyge hjemmet", og aldrig komme ud igen. Hun når så langt, som til at overveje selvmord, da hun pludselig en dag støder ind i en fyr. Hans navn er Louis og da han opdager at hun hader jul, gør han alt for at få hendes juleglæde tilbage. Vil Louis få Crystal til at elske julen igen? Vil de blive venner eller vil de blive mere? //Er en del af "Nu er det jul IGEN..." konkurrencen//

48Likes
24Kommentarer
1763Visninger
AA

3. 1. december

1. december

"Crystal?", er der en en stemme der hvisker. "Crystal, er du vågen?", siger personen lidt højere. Jeg stønner og slår øjnene op. Jeg ville ønske at jeg kunne blive i mine drømme for evigt. Selvom det for det meste er mareridt, så føler jeg mig i det mindste normal. I hvertfald for en kort tid. 

"Godt du er vågen", siger damen. Jeg gnider mig i øjnene og skubber mig op i siddende stilling. "Efter dit første møde med din psykiater i går, har vi nu fundet frem til hvilken medicin du skal have", siger damen. Hun går hen til min seng og tænder den lille lampe der står på natbordet. Dens sparepærer spreder et svagt gyldent lys i rummet, der langsomt bliver stærkere og stærkere. 

Damen jeg hurtigt genkender som Caroline, min "guide" eller hvad man nu skal kalde det, stiller en bakke ved siden af mig på sengen. Hun er den jeg skal opsøge hvis jeg har problemer eller mangler noget eller vil noget helt trejde.

Jeg kigger på bakken. Der står er stort glas vand med tre hjerteformede isterninger i og en pilleæske på den. Jeg skubber bakken et par centimeter længere væk fra mig. Jeg skal ikke have piller. Jeg er jo ikke sindsyg. Jeg har en depression, ja, men jeg er ikke sindsyg. 

"Crystal, jeg ved det er svært i starten, men du er altså nød til at spise dine piller", siger Caroline på en måde hun selv tror lyder opmuntrende. Jeg lukker øjnene. Jeg trækker vejret dybt et par gange for at slappe af. 

Jeg åbner øjnene igen og rækker ud mod pilleæsken. "Vil du ikke gå?", siger jeg meget forsigtigt. Selv overrasket over at høre min egen stemme. Det er efterhånden sjældent at jeg hører min egen stemme, jeg glemmer til tider næsten selv hvordan den lyder. 

Caroline ser lidt tvivlende ud, men ser til sidst ud til at overgive sig. "Okay, bare lov mig at du tager dine piller så?", siger hun. Jeg nikker. Hun smiler og forlader rummet. 

Jeg rejser mig fra sengen og lader pilleæsken ligge. Jeg går ind i min garderobe og finder et par joggingbukser og en løs trøje. Jeg tager ikke engang en bh på.

Jeg stiller mig foran helfigursspejlet i gangen og ser på mig selv. De sidste par uger har jeg været totalt ligeglad med mit udseende. Hvorfor skulle jeg gå op i det? Jeg plejer bare at sætte mit hår op i en lav hurtig hestehale og tage noget løst tøj på. Jeg bruger ikke makeup overhovedet. Eller det plejede jeg at gøre, men så blev jeg ligeglad. Det betød ikke længere noget hvad drengene syntes eller hvad de mente. Jeg var så ligeglad som det var muligt. 

Hele mit liv var alligevel noget lort, intet fungerede, intet var godt. Min far var død. Død. Som i at jeg aldrig vil komme til at se ham igen. Så kunne det da være pænt lige meget om en dreng synes mit uglede hår var tiltrækkende. 

Men en lille glød fra mit gamle jeg blusser op og gir mig lyst til at gøre noget ved mit grimme udseende. Jeg finder en bh i skabet og tager den på inden under den sorte løse t-shirt. Jeg kører hurtigt en børste igennem mit hår et par gange og lader det hænge løst. Det falder ned over mine skuldre og videre ned til brystet i store bølger. Jeg lader den lille pilleæske dumpe ned i lommen og tager min jakke på. Jeg vender mig mod spejlet der hænger på væggen. Normalt var jeg ikke grim, jeg var faktisk ganske køn, men nu...Nu er jeg grim, decideret grim. Mit ansigt ser så hærget og træt ud og jeg har intet makeup på. Mit tøj er grimt og jeg er alt for tynd. 

Jeg bukker mig væk fra spejlet for at tage mine sko på. Jeg plejer at undgå spejle, for det jeg ser i dem, er simpelthen for skræmmende. 

***

Jeg går så stille som overhovedet muligt ned af trapperne til stuetagen og videre hen til der hvor Sigrid sidder og arbejder. Jeg håber hun er i gang med noget vigtigt som kræver alt hendes opmærksomhed, for ellers bliver det svært at komme ud. Man skal have en tilladelse af en voksen før man må gå udenfor (medmindre man bare vil ud i haven), men jeg gider ikke spørge om en. For at spørge om en, ville kræve at jeg rent faktisk skulle sige noget, og det  kan jeg ikke. 

Jeg går langsomt hen til Sigrid og stopper op foran hende. Hun reagere ikke. Hun har alt for travlt med et eller andet på sin computer. Så er det også hendes eget problem, tænker jeg og smutter hurtigt ud af den store dør der fører udenfor. Hvis jeg ikke må gå udenfor, så skal der vel også være nogen til at stoppe mig?

Den kolde luft slår mod mig som en mur. Den stille vinde leger med mit lange hår. En tot flyver ind over mit ansigt. Jeg fjerner den. Den er helt slidt mellem mine fingre. Jeg burde snart gå til frisøren. Gad vide om man også skal have en tilladelse til det?...

***

Inde i midten af byen ligger der en stor park, som nok minder en del om Central Park i New York. Der er en stor sø derinde og en masse små stier omringet af træer, som man kan gå hyggelige ture på. Det er der jeg er nu. Inde i midten af parken, siddende ved kanten af søen. Jeg nyder hvert et sekund af den kolde vinter. Græsset er tørt, men iskoldt at sidde på. 

Jeg kigger på min telefon. Fuck! Jeg har været her i over 2 timer! Jeg rejser mig hurtigt og vender mig for at løbe tilbage...Jeg løber direkte ind i en eller anden. 

"Av!", udbryder det, jeg tydeligt kan høre er en dreng. Jeg ligger på grustien, på maven. Jeg vender mig om og sætter mig op. 

"Det må du undskylde", siger fyren og rækker hjælpende en hånd hen i mod mig. Jeg tager den taknemmeligt og lader ham hjælpe mig op og stå. Jeg børster lidt grus af mine bukser og vender mig for at gå tilbage, men fyren griber fat i min arm. "Hey, skal du slet ikke sige noget?", siger han forundrende. Jeg har lyst til at forklare ham det, få ham til at forstå, men jeg kan ikke. 

Jeg kigger ned i jorden og håber bare at han vil stoppe med at snakke til mig. 

"Er du okay?", siger han. Hvorfor kunne jeg ikke bare støde ind i en egoistisk ligeglad type? Så ville jeg kunne have været hjemme nu...

Men selvom jeg ikke vil svare ham, kan jeg ikke lade være med at lægge mærke til, at mit håndled faktisk dunker lidt. Det har vel bare fået et lille stød.

Jeg nikker og kigger op på ham. Han har de flotteste blå øjne, jeg nogensinde har set på en fyr. Han kører sin hånd igennem sit perfekt rodede mørkebrune hår og kigger med et spørgende udtryk på mig. "Hvorfor siger du ikke noget? Kan du ikke tale?", bliver han ved. Jeg sukker lettere irriteret. "Jo", siger jeg og vender mig om og går med faste skridt væk. 

"Vi ses bare!", råber han efter mig. Hmmm, sikkert...Jeg skal fandme aldrig udenfor en dør igen, og nu jeg tænker over det, så lader de voksne mig nok heller ikke gøre det alligevel, efter min lille "forsvinden"...

Men selvom jeg stritter i mod af alle kræfter, så kan jeg ikke lade være med at gå og tænke på fyren hele vejen hjem. Jeg burde have sagt noget. Noget mere. Ikke at det ville have betydet noget alligevel. En flot fyr som ham, ville aldrig nogensinde have noget at gøre med en fra et sindsyge hospital...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...