Det forsvundne græskar {Oneshot}

Søskendeparret Sofia og Andreas har haft indbrud, men ikke af en normal tyv. Det eneste tyven tog var Sofias udskårrede græskar. Derfor bliver de sendt ned for at købe et nyt, men Sofia falder i et metalrør, og Andreas griner af hende. Sofia giver ham en lussing og stormer væk, fordi hun hader ham. Men det er kun historiens facade. Under facaden spiller tyven det forsvundne græskar en meget større rolle. - Dette var en skoleopgave.

5Likes
12Kommentarer
315Visninger
AA

1. Det forsvunde græskar

  Skyerne ligger tungt over København og byens gader. De samme gader, som i øjeblikket er ualmindeligt tomme. Det er de gader, der plejer at være proppet med biler, cykler og mødre med barnevogne, folk der går ture med hundene og folk der bare går en tur for hyggens skyld.

  Men i dag er de eneste to mennesker, der kan ses på de tomme gader, søskendeparret Andreas og Sofia.

  De havde haft indbrud og Sofias udskårede græskar var blevet stjålet. Hverken fladskærms tv’et i stuen, Andreas’ playstation tre eller Sofias MacBook var blevet taget. Ikke engang halvtredseren, der lå på stuebordet, var blevet så meget som rørt.

  Det lader ikke til at genere Andreas. Han er bare glad for at hans playstation ikke var blevet stjålet. Selvfølgelig er Sofia også glad for, at ingen af de dyre ting var blevet taget, hun kan bare ikke lade være med at tænke. Tænke, at der er noget galt. Hvorfor stjæle et græskar, når man kan købe et for ti kroner i Super Brugsen? Selvfølgelig havde Sofia gjort et godt arbejde med at skære græskaret ud, men alligevel.

  ”Der er noget galt her,” mumler hun for sig selv. Bare for sig selv. Det var ikke meningen at Andreas skulle høre det. Han er simpelthen for nysgerrig, dum og fjollet til at kunne forstå hende. Men det gjorde han.

  ”Hva' mener du?” spørger han som er det hverdag, at hans søster snakker med sig selv.

  ”Hvad mener du?” som sædvanligt, når Andreas høre noget han ikke skal, lader Sofia som om hun ikke har den fjerneste anelse om, hvad han mener. Som om han er en opmærksomhedssyg unge, der vil få sig selv til at ligne et fjols, bare for at få opmærksomhed.

  ”Du snakkede med dig selv igen, Sofi. Jeg spørger ind til hvad du mener med det du sagde.” Hans stemme er så ualmindelig alvorlig. Det passer slet ikke til det ansigt han laver. Et ansigt der viser, at han prøver at holde et smil tilbage. Men det værste er, at det slet ikke passer til ham. Til hans personlighed.

  Han er slet ikke den alvorlige type.

  ”Hvad snakker du om, dumpap? Jeg snakker ikke med mig selv. Og lad vær med at kalde mig Sofi. Jeg er ikke lille længere.” Hendes stemme er tvær, bare for at understrege, at han ikke skal lege med hendes følelser lige i øjeblikket. Han har nemlig en tendens til, at gør det, der er dårligt, værre.

  ”Kom nu Sofi. Indvig din storebror i dine små hemmeligheder.” Hun ignorere ham, mens han laver sit mest uskyldige smil som var han en hund, der ikke har fået sin hundekiks.

   ”Hold mund, Andreas,” sukker hun irriteret og ser på sin storebror. Andreas laver hundeøjne og skyder sin underlæbe en smule frem, for at ligne deres bedårende hundehvalp, Vaks. Og det lykkes ret godt.

  ”Du ligner en hund, Andreas. En hund, der for længe siden er blevet smit på gaden,” mugger Sofia endnu mere irriteret end før.

  ”Hunde på gaden kan også godt være søde,” svarer Andreas som var det en anden hverdagsting, at de snakker om hunde på gaden.

  ”Du ved hvad jeg mener,” sukker hun ”Og ti så stille. Jeg gider ikke høre på dit plageri længere,” tilføjer Sofia, inden Andreas kan nå at åbne munden.

  ”Hva' var det nu vi skulle? Du ved hvor glemsom jeg er,” en følelse af had bobler stille op i Sofias indre. Gid han ville holde mund engang imellem.

  ”Vi skal købe et nyt græskar til mig. Så jeg kan lave et magen til det, der blev stjålet.” Hun ruller skjult med øjnene, men at han spørger om det, overrasker hende nu ikke.

  ”Nå, okay.” Han trækker på skuldrende og drejer rundt om et hjørne. Lidt længere henne af vejen kommer Brugsen skiltet til syne og der går ikke længe, før de begge træder ind af dørene til butikken.

 

 Regnen siler ned i stride strømme, da de to søskende træder ud af butikken igen.

  ”Ej helt ærligt! Det kan du ikke mene!” råber Andreas frustreret. Og for lige, at gøre det en tand værre, stamper han i jorden som en gal tyr. Og som om det ikke var nok, har en vandpyt samlet sig under hans højre fod, så vandet sprøjter til alle sider, og gør en del af Sofias tøj driv vådt.

  Normalt ville hun begynde at råbe af ham, men det gør hun ikke nu. Det kan hun ikke.

  På det anden side af vejen står en hund og tisser op af en lygte-pæl. Det er ikke hundens handling, der er unormal. Det er selve hunden, der er unormal.

  Dens hoved er et græskar.

  Sofia klamrer sig til det store græskar, som hun står med i sine arme. Som om hun er bange for, at der er en der kommer og laver det til sit hoved. Med hjertet siddende helt oppe i halsen, træder hun et skridt tilbage og går ind i Andreas.

  ”Styr dig lige, Sofia!” udbryder han, da Sofia ubevist skubber ham ind i døren til butikken. Hun ser op på ham med øjne, der er slørede af tåre.

  ”Hvad er der galt?” Hans stemme lyser af bekymring. Alligevel svarer hun ikke. Hun ser bare tilbage på hunden, der ikke længere er alene. På dens græskarhoved sidder en sort ravn. Dens hoved er et lille, udhugget græskar, ligesom hundens.

  Sofia spærrer øjnene op i rædsel. Hendes blik er landet på de udhuggede øjne. Men de er ikke tomme. I hver af hullerne brænder to små flammer.

  Et ravneskrig fylder Sofias øre. Ligesom ravnen er skriget ikke normalt. Det føles som knive, der skærer i hver en knogle. I hver en muskel. I hver en celle.

  Et skrig fylder den fugtige luft. Sofias skrig. Hun har tabt græskaret og har sat i løb ned af vejen. Væk fra hendes hjem.

  Men hun falder. Fordi hun træder på et jernrør, der ligger på fortovet.

  Hun skal til at rejse sig, men et hårdt stød i ryggen, får hende til at falde sammen igen. Det er hunden. Den er sprunget op på hende som var hun en madras.

  Sofia har lukket sine øjne hårdt i, men hun ved stadig at den er der. Ikke på grund af den store vægt. På grund af den stank, der omgiver den. Lugten af røg, rådent kød og størknet blod fylder hendes næsebor, og giver hende kvalme.

  Hun hører hunden gø en enkelt gang, før et vindstød rammer hendes rystende krop. Vægten på hendes ryg forsvinder, og det samme gør stanken.

  Men alligevel åbner hun ikke øjnene. Hun er bange for, at hendes blik vil møde ravnens flammeøjne.

  ”Hvad gik det ud på, Sofia? Jagtede du dig selv eller sådan noget?” Hun åbner langsomt sine øjne. Det, der møder hendes blik, gør hende så vred, at hun får lyst til at slå en eller anden i hovedet med det metalrør, som hun snublede i. Og den person måtte meget gerne være Andreas.

  For det han står og laver, er at grine. Han står og griner af hende. Af det der er lige af sket. Kunne han ikke se, at den hund var ved at dræbe hende?

  Uden så meget som et ord, rejser hun sig. Hun tænker på, hvor rart det ville være bare at løbe væk. Så hun aldrig behøver at se hans grimme fjæs igen. Men det vil ikke være nok. Det vil ikke kunne lindre den ulidelige smerte i hendes bryst.

  Som et lyn smækker hun Andreas en lussing og efterlader et tydeligt, rødt håndaftryk. Det får ham brat til at stoppe med at grine. Han tager sig til kinden, der hvor lussingen stadig brænder. Det eneste han kan gøre, er at stirre efter Sofias løbende skikkelse, der langsomt forsvinder ned af den våde vej.

 

  Adrenalinen pumper rundt i Sofias løbende legeme, og tårende gøre hendes syn sløret. Det er derfor hun løber direkte ind i en mand.

  Der lyder et knas som når man taber et æble, og det går i stykker. Det her lød bare som et meget større æble.

 Sofia går langsomt et par skridt tilbage. Foran hende står en bukket skikkelse. Hun kan se, at dens hænder famler efter noget på jorden. Hun kan bare ikke se hvad.

  Som frosset til stedet, ser hun til mens skikkelsen rejser sig op. Hun spærrer sine øjne op, og hendes indvolde vender sig hundredeogfirs grader. Hun ser skrækslagent til mens manden sætter græskaret fast som hoved. Lige ovenpå det store, blødende, røde sår, der er lige der, hvor halsen burde starte.

  Sofias hjerte springer et slag eller to over, da manden vender sig om, og hun ser hvilket græskar det er. Det er hendes græskar. Det hun fik stjålet tidligere i dag.

  ”Kom her lille pige,” lyden, der kommer ud af græskarmunden skulle nok lyde som en mandestemme, men det gør den ikke. Den lyder som en skrattende radio, der prøver at tage livet af sin ejer. Det er nok også det den prøver. Her er radioen bare et græskar.

  Han tager et skridt frem. Hans højre arm bliver løftet, og i hånden ligger en blank køkkenkniv.

  Sofia skriger og vender om på stedet. Hun stormer væk, med hjertet siddende i halsen. Tilbage. Tilbage mod Brugsen. Mod Andreas.

  Mod hjem og familie.

  Hun løber så hurtigt som hun kan. Med græskarmanden gungrende efter sig. Det går så hurtigt, at hun er ved at løbe ind i Andreas. Han står stadig der, hvor hun efterlod ham.

  Hun standser brat op og vender sig mod ham. Men det er allerede forsent.

  ”Andreas!” det kommer ud som et skrig. For der, få meter væk fra Andreas kommer græskarmanden stormende. Den her gang ser det dog ud som om, at Andreas kan se græskarpsykopaten.

  Han træder et skridt tilbage. Men det hjælper ikke. For der på fortovet ligger jernrøret. Og han falder i det. Ligesom Sofia gjorde.

  Hun spærrer rædselsslagen øjnene op. Manden er kun få meter væk. Andreas ligger på jorden, fuldstændig forstenet.

  Manden hæver kniven. Den kniv, der om lidt ikke længere vil være blank. Den kniv, som snart vil dryppe med Andreas’ blod.

  ”Nej!” skriger Sofia i et desperat forsøg på, at få mandens opmærksomhed.

  Men det virker ikke.

  Hun ser sig rædselsslagen omkring efter hjælp. Hun overvejer at kalde på dem inde i Brugsen. Men når de kommer ud, vil det allerede være forsent. Hun kan ikke bare lade Andreas dø.

  Uden at tænke sig om først, stormer hun hen til Andreas. Hun falder på knæ ved siden af ham. Manden bøjer sig ned, og gør sig klar til at hukke. Sofia ligger sig ind over Andreas. Strækker sin ene arm.

 Og får fat.

 Lige inden manden skal til at hukke, hamrer Sofia det korte stykke metal ind i siden på græskaret. Lige der hvor en revne løber ned langs dets ansigt. Den revne, der ligner et ar og som kom da græskaret faldt til jorden.

  Som en eksplosion går græskaret itu. Kniven falder klirrende til jorden. Stadig blank.

  Mandens krop falder tungt til jorden. Slap. Og død.

  Sofia sidder stadig på knæ ved siden af Andreas. Overrasket.

  Andreas ligger stadig på jorden. Paf.

  ”Hvad skete der lige dér?” spørger han som den idiot han nu engang er.

  Som det eneste svar smiler Sofia ned til ham. Et smil der siger: ”Det ved jeg ikke, din skøre idiot. Min skøre idiot.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...