Olli

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2014
  • Opdateret: 5 dec. 2014
  • Status: Igang
Da William og Oliver blev et par, havde de aldrig forudset alle de katastrofer de skulle gå igennem sammen. Alt fra familiemiddage med homofobiske forældre til klassefødselsdage med deres hånende klassekammerater tærer på deres håb om en fremtid sammen, men William og Oliver har lovet hinanden at uanset hvad, skal hverken Williams forældre eller de mobbende skolekammerater ødelægge deres forhold. En række endeløse forsøg på at blive sammen på trods af modvinden går igang, men vil de nogensinde kunne være i stand til at redde deres forhold, eller må de bukke under for deres utallige nedture og katastrofer, når der bliver tvivlet på, at deres udødelige kærlighed er stærk nok til at redde dem igennem? 'Olli' er Williams erindringer til og om Oliver, om alt hvad de er gået igennem sammen.

1Likes
6Kommentarer
409Visninger
AA

3. Dengang med vingummilarven

Kan du huske vores første kys, Olli?

Vi sad på en badebro. Det var tirsdag aften og du havde købt en pose vingummilarver til deling, så vi kunne spise dem under solnedgangen. Dengang tror jeg ikke at jeg lagde mærke til det, men i dag, når jeg tænker tilbage, kan jeg sagten se, hvor romantisk det var. Dig, mig, en solnedgang og en pose vingummilarver. Det var sikkert et eller andet du havde planlagt længe, for jeg har aldrig oplevet noget romantisk der bare lige pludselig skete. Eller jo, nu har jeg, men dengang var jeg ikke bekendt med romantiske ting. Det var blot en af de ting du lærte mig, Olli.

 

Dengang med vingummilarven var tre dage efter dengang med skumgummibolden, og vi havde ikke snakket eller skrevet sammen et eneste sekund af de dage, og det var sikkert derfor, de var så ulideligt lange for mig. Var de også så lange for dig, Olli?

I weekenden havde vi ikke snakket sammen fordi du havde været i sommerhus med din bedstemor og bedstefar uden din telefon, og om mandagen var jeg syg og havde feber, og du ville ikke skrive til mig fordi du mente at jeg skulle hvile mig. Om tirsdagen i skolen havde du sendt mig en SMS. I timen, for at være helt ærlig, men det var okay, for min telefon var på lydløs. Det var din også, for da jeg svarede dig sagde din mobil ingenting. Det var fire minutter før frikvarteret, og du skrev for at spørge om jeg ville med ned på badebroen den aften. Det ville jeg, Olli, mere end jeg fortalte dig, men det fortæller jeg dig så nu. Jeg var virkelig spændt på at være sammen med dig, men det tror jeg nu altså godt du vidste.
 

 

Klokken syv kørte ned til stranden på min røde cykel. Den var egentlig for lille, men min mor sagde at jeg kunne ønske mig en i julegave, præcis som hun altid havde gjort med alt det, jeg i tiden har ønsket mig.


På trods af at vi var i oktober og solen plejede at gå ned meget tidligere, var det var en ufattelig lys dag den dag, heldigvis, og jeg tog det som et godt tegn for dig og mig. Solen har jo egentlig altid været et godt tegn for alting, har det ikke?
 Da jeg kom derned hvor sandet begyndte, så jeg med det samme din mountainbike stå op af en lygtepæl i krattet. Hvordan du turde lade den stå dér vidste jeg ikke, men det gjorde du. Nu var det heller ikke fordi der var andre mennesker der kunne stjæle den, så måske var jeg bare overbekymret.
Jeg stillede min egen cykel ved siden af, og glemte at låse den fordi jeg ville se dig. Det var nu meget godt, for jeg havde faktisk glemt min cykelnøgle på mit natbord i farten.

 

Du sad allerede ude på broen da jeg kom. Du havde samlet en håndfuld småsten som du sad og kastede ned i vandet. Jeg gemte mig bag en meget stor sten som jeg sikkert ville være løbet ind i af begejstring for at se dig, og betragtede dig nøje, i hvert fald din silhuet. Den var smuk, men det har du jo altid været. Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg sad bag stenen og kiggede, men jeg tror det var længe, for du begyndte at kigge på dit ur.
Da du kiggede væk rejste jeg mig og gik tilfældigt mod dig, som om jeg lige var kommet, men jeg narrede dig vist ikke, selvom du aldrig sagde noget om det. 

Da jeg satte mig på broen var solen - overraskende nok - allerede på vej ned. Du sagde hej, og skubbede posen med vingummilarver hen til mig. Du havde ikke åbnet den, så det gjorde jeg. I ét ryk. Jeg smed toppen af posen i vandet, og betragtede det farvestrålende plastik flyde længere og længere væk, og til sidst være helt ude af syne.


Vi snakkede længe mens vi sad på broen. Vi snakkede om alt og ingenting, men vi snakkede ikke om hverken Camille eller skumgummibolde, og det var jeg egentlig meget glad for.
 

Jeg glemte at holde styr på tiden og det gjorde du os, så den løb fra os, og pludselig begyndte det at blive mørkt, hvilket jo betød at vi skulle være hjemme. Din mor var lige så overbeskyttende som min, i hvert fald i forhold til at være ude om natten. Det havde du i hvert fald fortalt mig, for jeg havde aldrig mødt hende rigtigt, udover et 'hej' på gangen om morgenen i de mindre klasser da hun afleverede dig.
 Vi besluttede os for at spise resten af posens indhold på den lille tur tilbage til cyklerne.
Der var ikke mange tilbage, så vi kæmpede lidt om dem. Da vi næsten var ved lygtepælen var der én tilbage.
Jeg foreslog at vi hev den over på midten, men den ville ikke give sig, men blev i stedet flere centimeter længere.
Vi kunne heller ikke bide den over, da jeg kom i tanke om at jeg kunne smitte dig med noget af den sygdom jeg havde haft om mandagen, og jeg ville ikke lade dig bide den over da du ville bide ulige for at få det største. Du har altid haft et eller andet med at du skal have det største, og fordi jeg elsker dig har jeg givet dig det, men det er kommet med tiden. Dengang var jeg lige så ego som dig, så selvfølgelig ville ingen af os af med den. Kan du huske, hvad vi besluttede os for at gøre, Olli? Vi legede Lady og Vagabonden.

 Du tog den grønne ende, og jeg den røde.

 

Det var en lang vingummilarve, men vores næser ramte snart hinanden. Du lagde hovedet lidt på skrå for at spise resten af din del, eller i hvert fald alt det jeg ikke var hurtig nok til at spise, og sommerfugle der kom fra intet sted begyndte at flakse i min mave.
 

Det var ikke det mest romantiske kys. Kan man egentlig kalde det et kys? Det burde man godt kunne, for vores læber rørte hinanden. Eller nu hvor jeg tænker over det, var det måske ikke et rigtigt kys i starten. Det var mere to munde der begge ville have det sidste stykke vingummilarve, og ramte hinanden i farten. Næh, det blev mere et kys efter jeg gispede, og du stjal det sidste stykke ved at sætte tænderne i larven som jeg egentlig havde vundet. Du trak dig ikke tilbage. Du slugte vingummiet, og smilede skævt til mig. Jeg var stadig i chok, men du var meget rolig, selvom du senere fortalte mig at du var nervøs.


Jeg prøvede endnu engang at få vejret da jeg lænede mig ind mod dig. Mit hjerte pumpede hurtigere end jeg havde troet muligt, da jeg kunne mærke din hånd om min nakke. Det var som om, mit hjerte ville eksplodere. Da jeg endelig mærkede dine læber mod mine gjorde det det faktisk. Ét stort virvar af sommerfugle sværmede rundt i min mave, jeg fik den sygeste lykkefølelse, og mine knæ blev bløde, så du måtte holde mig oppe.
Jeg tror muligvis jeg kom til at rive lidt i dit hår da jeg trykkede dig ned mod mig, men du nævnte det aldrig.


Indersiden af din mund smagte af pebermynte, på trods af alle de vingummilarver du spiste den aften. Du havde altid pebermynte tyggegummi i munden, og jeg kan huske at jeg brugte timer på at se dig tygge tyggegummi når du var hjemme hos mig. Jeg har aldrig forstået hvordan din mund egentlig kunne smage af tyggegummi den aften. Du havde ikke tyggegummi i munden da jeg kom ned til broen, men du kunne muligvis have smidt det ud. Du havde det heller ikke i munden da vi kyssede, jeg tjekkede grundigt, da du lod min tunge udforske hvert hjørne af din mund. Det er utroligt, hvor fremmed den var dengang, når jeg kender den som min egen bukselomme idag.

 

Det var et langt kys. Jeg kom faktisk for sent hjem, fordi vi havde stået så længe under lygtepælen. Det begyndte også at regne midt i det hele, og jeg havde glemt min jakke, og det havde du også, så vi blev gennemblødte. Hverken du eller jeg kom i skole de næste par dage fordi vi var forkølede, men i stedet lavede vi to en masse sjove ting sammen, hvis du husker det.
Det er jeg faktisk sikker på at du gør, og hvis du på en eller anden mærkelig måde skulle have glemt det, minder jeg dig nok om det igen - senere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...