Olli

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2014
  • Opdateret: 5 dec. 2014
  • Status: Igang
Da William og Oliver blev et par, havde de aldrig forudset alle de katastrofer de skulle gå igennem sammen. Alt fra familiemiddage med homofobiske forældre til klassefødselsdage med deres hånende klassekammerater tærer på deres håb om en fremtid sammen, men William og Oliver har lovet hinanden at uanset hvad, skal hverken Williams forældre eller de mobbende skolekammerater ødelægge deres forhold. En række endeløse forsøg på at blive sammen på trods af modvinden går igang, men vil de nogensinde kunne være i stand til at redde deres forhold, eller må de bukke under for deres utallige nedture og katastrofer, når der bliver tvivlet på, at deres udødelige kærlighed er stærk nok til at redde dem igennem? 'Olli' er Williams erindringer til og om Oliver, om alt hvad de er gået igennem sammen.

1Likes
6Kommentarer
406Visninger
AA

5. Dengang med sedlen

Jeg begyndte at elske dig en onsdag. Det var den første onsdag i november, og sneen lå allerede udenfor, til alles forundring.

Ugerne efter vores forkølelsesfest snakkede vi sammen hver dag, og vi sad sammen i kantinen. De andre drenge holdt sig væk fra os, for vi var 'de der klamme bøsser', selvom vi ikke engang havde holdt i hånd i deres nærvær, men efter vores 'næsten-kys' i idrætstimen, var vi bare bøssekarlene. Og det var okay. Jeg havde dig, og du betød alt for mig, og jeg var den eneste på skolen du havde. Jeg tror faktisk også godt at du ville være sammen med mig, men det hjalp nok på det, at de andre ikke ville have noget med dig at gøre.

Men som ugerne gik blev vores forhold tættere. Du var min fortrolige, den person, jeg kunne fortælle alt. Og som ugerne gik, kunne jeg sige at jeg elskede dig.
Ja, Olli, det lyder mærkeligt, men det var rigtigt. På trods af at vi kun havde været 'sammen' i en måned, var du den vigtigste person i mit liv, og jeg elskede dig. Og jeg var skideræd for at miste dig igen, så tro mig, jeg var glad for at de andre ikke snakkede til dig.

 

Dengang med sedlen var på en skoletur. Det var tredje torsdag i november, og solen skinnede. Vi sad sammen i toget de to timer det næsten tog at komme fra Aarhus til Ribe for at komme på vikingemuseum. Det var ufatteligt varmt, og jeg havde glemt min drikkedunk, så jeg lånte din.
Vi snakkede egentlig ikke så meget om os to i toget, men mere om skoleprojekter. Nok mest fordi de andre kunne høre os, så jeg ville ikke tage hul på snakken om, hvorvidt vi var kærester eller ej.

En time og 46 minutter gik der, før vi blev lukket ud af dørene igen. Vores klasse opførte sig præcist som alle andre ottende klasser, og løb skrigende ud af toget, med rygsækker på ryggen og armene i vejret. Undtagen os, 'de klamme'. Vi gik ud side om side med vores lærer, der så ti år ældre ud af træthed. Jeg har egentlig altid tænkt at det måtte være et hårdt arbejde, mens du altid gerne har villet være billedkunstlærer. Jeg beundrer dig, Olli, men det ved du jo godt.

 

Vikingecentret var anderledes end jeg forventede. Jeg troede det var et slags museum, men i stedet blev vi ledt rundt af en mand i vikingetøj med en islandsk fårehund logrende bag sig, der fik os til at lave en masse mærkelige ting. Jeg følte mig som et får i en fåreflok, hvor vikingeguiden var hyrdehunden, men de andre så ud til at hygge sig, og alt hvad de gjorde irriterede mig - jeg var faktisk i rimelig dårligt humør på det tidspunkt, men ingen lagde mærke til det. Måske var det fordi der var gået over to timer siden jeg kyssede dig sidst, da vi sagde godmorgen ude ved bagindgangen. Ingen havde set os, og det var nok meget godt.

Vi spiste vikingemad, legede vikingelege, prøvede vikingetøj og levede et vikingeliv i fire timer. Så slap de os løs i souvenirbutikken, for de fleste havde penge med selvom der udtrykkeligt stod på pakkelisten, at penge var forbudt. Du købte ingenting, men det gjorde jeg, da du kiggede væk. Jeg havde straks forelsket mig i en halskæde på et stativ, for den var flot - men den var ikke til mig.
I enden var der en rund cirkelen, hvor en slange med åben mund og hugtænder snoede sig rundt. Rigtig vikingeagtigt.
Kassemanden nåede lige at pakke den sammen før du kom tilbage, heldigvis.
Efter en halv times råben og skrigen og kø blev vi lukket ud i naturen. Jens - vores lærer - foreslog at vi tog på restaurant sammen, og så tog toget hjem, og alle var med, for deres maver knurrede - nogle påstod endda at deres maver snart ville lave jordskælv og sprætte dem op, men ingen af os tog det særlig seriøst.

 

Restauranten var egentlig ikke en restaurant. Well, det kommer nok egentlig an på, om man vil kalde Burger King for en restaurant. Jeg gør i hvert fald ikke, og det har du heller aldrig gjort - har du, Olli? Vores klasse valgte at sætte sig i grupper på fire i en hel række ved vinduet, kun adskilt af ryglænene. Der var ingen der ville sidde med os, så vi endte med at sidde alene, over for hinanden.
Vi valgte begge to en 'Steakhouse' - din uden mayonnaise, og to medium colaer. Du havde ikke engang åbnet din burger, da du pludselig meddelte at du ville gå på toilettet. Jeg nikkede blot, og smilede ved mig sig. Det var perfekt timing, Olli.

Da du var ude af syne hev jeg pergamentet op af lommen. Jeg havde købt et enkelt stykke pergament i souvenir-butikken, for det passede perfekt ind i mine planer - havde man egentlig pergament i vikingetiden? Det havde man nok.
Jeg havde taget en enkelt trykblyant med i tasken, for det havde jeg altid med, når klassen skulle på tur. Jeg tjekkede hurtigt om du var på vej tilbage, før jeg hev et lille stykke pergament fra resten, og skrev min besked; 

'Skal vi være kærester?'
Det var egentlig ufattelig barnligt og siden jeg aldrig gennemfører noget halvt, besluttede jeg mig for at skinne helt igennem med mit nulteklasses-kærestebrev, og lavede tre bokse nedenunder.
En 'Ja'-boks, en 'Nej'-boks og en 'Måske-boks'. Til sidst underskrev jeg den bare med et simpelt 
'Willi'. Det havde du altid kaldt mig, og du gør det stadig. Willi. Det var et oplagt navn, men sjovt nok var du den eneste der faktisk kaldte mig det. For det meste blev jeg bare kaldt Will.

Jeg hev halskæden op af lommen så forsigtigt som man nu kan, når man skal skynde sig, og med en hurtig bevægelse foldede jeg sedlen sammen og satte den i spænd mellem slangen på halskædens tænder. Jeg var i tvivl om hvor jeg skulle lægge den, for det ville ikke du, hvis jeg bare lagde den på bordet - det var lidt for offentligt.
Da jeg hørte en toiletdør smække var det bare med at være hurtig. Jeg åbnede låget ned til din burger og anrettede halskæden så fint som muligt, når man nu havde rimelig travlt. Da jeg så dig henne ved toiletterne rejste jeg mig. Jeg vidste allerede at jeg ville ikke kunne klare at se på dig når du så sedlen.
Jeg efterlod trykblyanten på bordet, bare i tilfælde af, at du skulle bruge den.


Jeg sad på toilettet i fem minutter. Fem lange, lange minutter, før jeg tog mig sammen og med skælvende og bløde knæ låste døren op. Burger King summede af snak, og den livlige stemning ramte mig, men på trods af den gode energi var mit mod i bund, da jeg slog svingdørene op og gik ind i selve 'restauranten'.


Jeg kunne mærke at du gloede på mig fra første øjeblik jeg trådte ud. Jeg rødmede, og jeg var fuldstændig sikker på at du så det. Det tog mig endnu længere tid end nogensinde, da jeg skulle gå de ti skridt mod vores bord. Jeg ved ikke, om det var mine øjne der spillede mig et puds, men i lyset fra solen lignede det, at du smilede. Jeg sank en klump.
Du sad med foldede hænder på bordet da jeg satte mig. Ud af øjenkrogen så jeg, at din burger lå uåbnet, på trods af at låget var åbent.
Jeg stirrede ned i bordet, da jeg satte mig. Jeg turde ikke kigge på dig, men der var ikke engang gået fem sekunder før jeg løftede hovedet en lille smule, forsigtigt afventende en reaktion.
Og det fik jeg.
Inden jeg kunne nå at lave en joke om sedlen havde jeg et par hænder foldet rundt om min nakke der hev mig ind mod sig, og et par læber mod mine. Jeg blev så forskrækket at jeg glemte at lukke øjnene i starten, men da jeg fik forstanden tilbage, blev de lukkede.
Jeg ved ikke, hvor længe vi kyssede hen over bordet. Det var ikke et tantekys, men det var heller ikke en tungeslasker. Jeg tror, bare tror, at det var et 'jeg-elsker-dig'-kys, siden du faktisk turde kysse på mig i offentligheden.

"Var det et ja?" hviskede jeg på et tidspunkt til dig.
"Åh Gud, ja."

 

Da vi var på vej hjem med toget holdt vi i hånden i to timer uden afbrydelse, også selvom vores klassekammerater kiggede.
Det var dér, de startede.

For alvor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...