En Julehistorie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2014
  • Opdateret: 26 nov. 2014
  • Status: Igang
Jeg elskede historien om Pigen med Svovlstikkerne, det gør jeg stadig. Denne novelle er skrevet med den i hovedet og ud fra coveret.

1Likes
0Kommentarer
103Visninger
AA

1. Det sner udenfor...

Det sner udenfor. Der må være koldt sådan en december aften. Herinde er der rart at være. Der er ild i brændeovnen og flæskesteg på bordet. Der er et juletræ med gaver under og små skåle med småkager rundt omkring. Ja herinde er alt godt, men hvad med udenfor? Snemanden ude foran huset må jo hundefryse. Vent lidt, snemænd er jo lavet af sne, de kan ikke fryse, kun tø. Der er der ikke andre end snemænd ude i sådan et vejr, vel?
    

Den lille pige rejste sig fra bænken. Som aftenen var skredet frem var det blevet for koldt at sidde ned. Hun trak det gennemblødte hvide tæppe længere op om sig, helt op over hovedet, så det fungerede som en hue. Hun var sulten. Hun tog en håndfuld sne fra vejkanten og begyndte at spise. Hun vidste ikke, at det ikke var til nogen nytte. Sneen ville bare smelte og blive til vand inde i hendes mave. Hun ville blive sulten igen. Hun ville få brug for mad før eller siden.

     Den lille pige burde ikke være her ude, hun hørte ikke til her. Hun burde sidde hjemme i sofaen og drikke varm chokolade med flødeskum i sammen med hendes forældre. Hendes forældre… De havde råbt sådan. Hun havde ikke kunnet genkende dem. Hun var løbet ind på hendes værelse med tårerne løbende ned at hendes porcelæns blege kinder. Hun havde tager hendes nye støvler på. Hun havde taget sit hvide sengetæppe fra farmoren over sig og sin eleskede bamse i hånden. Hun havde kigget på bamsen og sagt: ”Du skal ikke være bange, vi går bare en lille tur ned til søen og tilbage igen. Jeg skal nok passe på dig. ”.
Men det havde ikke bare været en tur ned til søen og tilbage igen. Den lille pige var faret vild i det lille stykke skov mellem huset og søen fordi det havde sneet kraftigt, og nu vidste hun ikke hvor hun var henne. Nu gik hun bare, frysende og forvirret. Hun så ned på bamsen, hendes små hænder frøs så meget, at hun ikke kunne mærke noget i dem. Hun holdte stadig bamsen i hånden. Hun frøs sådan, det havde været eftermiddag, da hun løb hjemme fra, og nu var der bare koldt og mørkt. ”Jeg skal nok få os hjem, ” hviskede pigen til bamsen. ”det lover jeg.”.

     Den lille pige var nået til en allé. For første gang i flere timer så hun lygtepæle. Deres kolde skær faldt ned over stien og gav alting et koldt blåt skær. Her var smukt. Alléen førte op til et gods langt væk fra byen. Den lille pige så et lille håb, men godsset virkede så uendeligt langt væk. Det hvide tæppe var ikke længere gennemblødt, men frossent, og hendes røde læber var blevet blå. Den lille pige så ned på hendes hænder. De var helt blå og hun havde tabt bamsen. Bamsen! Hvor var den?! Panikken lagde sig over den lille pige. Jeg må finde ham jeg må finde ham jeg må finde ham! Den lille pige vendte sig om. Der nogle hundred meter væk, kunne hun se noget ligge på stien. Den lille pige gik så hurtigt derhen som hun kunne. Hun kunne ikke løbe, hun frøs for meget. Hun børstede den nyfaldne sne af bamsen og knugede den ind til sig. ”Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, det skal aldrig ske igen! Jeg vil aldrig miste dig igen! ” græd den lille pige ind mod den iskolde bamse.

     Det var sådan her ejeren af godsset fandt hende næste dag, juledag. Sammenkrøllet, frossen, og død. Hun var frosset ihjel i løbet af natten. Da han fandt hende knugede hun stadig bamsen ind til sig. Det var umuligt for lægerne at fjerne bamsen før hendes livløse krop var tøet op. Den lille pige vidste ikke hvad hun begav sig ud i, da hun valgte at gå en tur ned til søen. Hun havde ikke engang taget en frakke over sig. Hun havde været for oprevet og sorgret til at huske vejen, og for ung til at vide hun burde have vendt om og fundet hjem. Nu er den lille pige død, og ingen andre end beboerne i omegnen vil huske denne historie. Heller ikke dig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...