Mit juleminde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2014
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Trods den rare stemning og gode mad, er julen ikke forbundet med lykke i alles sjæl. Især ikke hvis ens far kørte galt sidste år den 23. december. Nogle forbinder julen med gaver og glæde, mens jeg sidder utrøstelig i et hjørne og bare venter på at det bliver januar. Dog er det ikke lutter tristhed. Mens tiderne ser mørkest ud, kan man se kærlighedens lys.

9Likes
7Kommentarer
442Visninger
AA

3. Ny dag

Da jeg vågnede op næste morgen, strømmede en ubeskrivelige lykke ind over mig. Det var længe siden at jeg ikke vågnede op til røde øjne og psykisk smerte. Jeg sprang ud af sengen og dansede morgenen igennem. Sad min makeup ordentligt? Var mit tøj flot? Trøjen var lidt for stor, den måtte jeg lige skifte. Da jeg følte mig færdig, gik jeg ud i køkkenet. Et stort smil bredte sig, da jeg så min mor gå forbi. "Godmorgen!"  Det var i dag den 19. december. Det ville sige at der kom juleafslutning. Jeg tror jeg burde glæde mig til at få ferie, men for første gang i lang tid, ville jeg egentlig foretrække skolen. Det sneede udenfor. Ikke ligefrem cykelvejr. Men han kørte jo på cykel i går, så det gør han nok også i dag. Jeg var nødt til at tage chancen for at møde ham ved cykelparkeringen. Før jeg tog af sted, måtte jeg lige rive en låge ud af min chokolade julekalender, og hælde lidt havregryn i mig. Der var nu femten minutter til at jeg skulle være der, og det tog fem minutter at køre, men jeg kunne simpelthen ikke vente. Og jeg måtte da også blive lidt forsinket med dette vejr. 
"Skal jeg ikke køre dig, Louise?" Spurgte min mor, mens hun læste avis og nippede til sin havregryn. 
Jeg havde jakke og sko på og var klar til at gå ud. "Nej tak, mor," sagde jeg med et smil. 
Derefter smækkede jeg døren i, og kunne nu mærke kulden som tusindvis af stikkende knive. Det var ikke just en vinterjakke, jeg havde fået anskaffet mig. Cykelsædet var frosset, og iskoldt at sætte sig på. Allerede ved første meter, var jeg lige ved at vælte - men hvad gjorde man ikke for en dreng? 
Jeg havde kørt en halvanden kilometer nu. og jeg havde været ved at vælte tre gange. I forhold til hvor glat det var, var jeg temmelig stolt over mig selv. Isen var over det hele, selvom nogen ihærdigt prøvede at fjerne det. Længere fremme, kunne jeg skimte en cyklist køre meget stærkt ned af bakken. Personen havde mistet kontrollen over sin cykel. Sneen svækkede min evne til at se, men jeg kunne ane en sort jakke, der gled hele vejen ned af bakken. Jeg opfattede det dog først i det sekund, personen ramlede ind i mig. En ubeskrivelig smerte. Jeg skreg mere end nogensinde før. 

Mens andre kalder venners huse for deres andet hjem, måtte jeg næsten kalde hospitalet mit andet hjem. Jeg havde været her så mange gange, at det næsten var helt pinligt. Det var dog første gang, at jeg ikke var kommet pga. min far. Da jeg vågnede, kunne jeg mærke stærke smerter i mit ben og mit hoved. Jeg turde ikke åbne mine øjne. Sæt nu, der var helt vildt meget blod. 
"Er du vågen, Louise?" Spurgte en læge. 
Jeg nikkede, havde helt glemt de store smerter i hovedet, og havde nu endnu mere ondt. 
"Bare hold dit hoved i ro. Det er bare en hjernerystelse og et brækket ben. Det kunne have været meget værre. Men næste gang skulle du måske overveje, at lade din mor køre dig til skole."
Jeg havde lyst til at slå hende, men det havde jeg ikke kræfter til. Tak for tippet, men det kunne du godt have sagt noget før. Dog blev jeg efter hendes ord  beroliget, og kunne nu åbne øjnene. Det hvide lokale havde ikke ændret sig spor siden sidst. Kun det, at der i den anden seng lå en person, som jeg aldrig ville have gættet. Mathias. Han smilede skævt til mig, mens jeg kiggede undrende på ham. "Så det var dig, jeg kørte ind i," sagde han og grinede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...