Mit juleminde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2014
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Trods den rare stemning og gode mad, er julen ikke forbundet med lykke i alles sjæl. Især ikke hvis ens far kørte galt sidste år den 23. december. Nogle forbinder julen med gaver og glæde, mens jeg sidder utrøstelig i et hjørne og bare venter på at det bliver januar. Dog er det ikke lutter tristhed. Mens tiderne ser mørkest ud, kan man se kærlighedens lys.

9Likes
7Kommentarer
444Visninger
AA

2. Mathias

Det var ikke til at tage fejl af. I mængden af skoleelever, der skulle ind til time stod min veninde og snakkede med en dreng, jeg ikke kunne se. Hendes lilla tasker skilte sig ud fra alle andres sorte Jansport tasker. Jeg maste mig gennem mængden, der alle var på vej ind af døren, men nåede hende først lige foran klassens dør. 
"Hej," sagde jeg en smule genert. Jeg havde ikke snakket med hende i lang tid, men jeg følte virkelig, at jeg havde brug for det. 
"Lang tid siden. Hvor har du været?" Spurgte hun. Hun lød ikke oprigtigt interesseret, men jeg gav et uddybende svar, mens vi gik ind af døren. Da jeg havde fortalt hende det, afventede jeg et svar, men hun sagde ikke noget. Jeg opgav samtalen og tog mine ting. 
Jeg havde det bedre end for en uge siden. Min mor gik på kompromit med lægerne, med at jeg skulle være på hospitalet et døgn mere, og så måtte jeg gå. Skolen kunne jeg ikke overskue, men jeg havde det ikke så forfærdeligt, som jeg kunne have. Oplevelsen i Inspiration var næsten fortrængt - ja, jeg græd mig selv i søvn hver nat, men det var ikke noget nyt. Min mor havde været der for mig. Hun havde talt med mig når jeg havde brug for det, og ladt mig være i fred når hun kunne se, at jeg ikke havde lyst til at snakke med nogen. Dog havde min lillebror op til flere gange spurgt hvad der var sket. Til sidst gav jeg ham et langt svar, og det lukkede munden på ham ... i 2 dage. Efter det, drillede han mig med det. Det var irriterende, men det rørte mig egentlig ikke så meget. 
Læreren kom ind af døren. Hun fik øjenkontakt med mig og smilede, men hun havde tydeligvis ikke tænkt sig at sige noget. Ærligtalt, syntes folk at jeg var en anelse irriterende. Det er ikke til at beskrive, men min fars dødsfald har bestemt ikke gjort noget godt for mig. 
Det var som om, at uret hånede mig. Hvert minut føltes som en time. Det var som om, at dagen havde taget hundrede år, da klokken endelig ringede til fri. Lettelsen strømmede ind over mig, som en brise af opfriskende vind. Jeg var én af de første til at forlade lokalet. Med bestemte skridt, gik jeg ned til cykelparkeringen. Der var mange mennesker, så det tog noget tid at finde cyklen. Jeg gik lidt kluntet gennem den store mængde af cykler og mennesker, da jeg pludselig væltede en af cyklerne, hvilke førte til et større domino spil. Hvis bare at der var en skovl i nærheden, kunne jeg grave mig ned. Det værste var at en køn dreng, som stod ved sin nu væltede cykel stod og kiggede anklagende på mig. Han havde mørkebrunt hår, og blå blændende øjne. Han havde musik i ørerne, men slukkede straks, da han kunne se at jeg var på vej over til ham. 
"Det må du virkelig undskylde, det var ikke med vilje, virkelig," ordene kom helt forkert ud. 
Han smilede til mig. Et blændende smil. Jeg var helt forføret. Han bøjede sig ned for at samle sin cykel op. "Jeg er også ret klodset." 
Hvorfor havde jeg ikke set denne dreng før? Siden det kun var min årgang der havde fri nu, gik han nok i parallel-klassen.
"Er du ny?" Jeg var normalt en meget genert person, men jeg havde virkelig brug for bare én ven. 
Han nikkede. 
Hvad hedder du?"
"Christian, hvad hedder du?"
"Louise." 
Han nikkede igen. Jeg nikkede tilbage. Et akavet smil formede sig på mine læber og det samme på hans, mens vi nikkede til hinanden. Jeg skyndte mig at tage min cykel og gå, før det blev for pinligt. Det var vist for sent. Hele vejen hjem, lod jeg mine følelser tage føringen af mine tanker. Den kolde brise, der føltes mod min hud, ændrede sig til hans smil, hans hår, hans øjne, ham. Jeg har aldrig været mere forelsket. Jeg har faktisk aldrig været forelsket før.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...