Mit juleminde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2014
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Trods den rare stemning og gode mad, er julen ikke forbundet med lykke i alles sjæl. Især ikke hvis ens far kørte galt sidste år den 23. december. Nogle forbinder julen med gaver og glæde, mens jeg sidder utrøstelig i et hjørne og bare venter på at det bliver januar. Dog er det ikke lutter tristhed. Mens tiderne ser mørkest ud, kan man se kærlighedens lys.

9Likes
7Kommentarer
443Visninger
AA

1. Hospitalet

Jul, jul og atter jul var der at se. Det var ikke andet end en tid for naive fjolser, der skulle have noget at støtte glæden op af. Vi vil bare have gaver og god mad, og så er vi tilfreds. Så kunne det være hvad det var.  Kald mig paranoid,  men menneskeligheden er og forbliver en uhjælpelig forsamling. Det havde ikke altid været sådan. For bare to år siden, ville jeg glædeligt med mine forældre ud på juleindkøb, lave lækkert konfekt, pynte op og alt det der hørte med. Men min far skulle være den uheldige til at dræbe al julestemning. Den 23. december blev hans dødsdag, efter at have kørt galt på den glatte is. Siden da, har jeg aldrig kunnet lide tanken om jul. Hvad er der at fejre? Hvem i al verden så meget som tænker på Jesus i disse tider, hvor pengene har større betydning end alt andet. 

Selvom at jeg var dybt imod konceptet, havde min mor alligevel tvunget mig til at give min lillebror og mor en gave hver. Derfor stod jeg nu midt i Kolding Midtby og så helt hjælpeløs ud, mens sneen dalede ned fra oven. Af alle steder, var dette i hvert fald ikke mit favorit sted. Men jeg var nødt til det, og hellere nu, så jeg kunne få det overstået. Min mor ønskede sig noget personligt. Derfor havde jeg håbet, at butikken "Inspiration" kunne give mig lidt... tja, inspiration. Butikkens udseende var hyggeligt, og virkede som et rart sted. Julelys hang ned fra taget, og der var små julemænd i vinduet. Jeg stoppede op foran den, og trådte ind af døren, bankede sneen af mine støvler og kiggede rundt i butikken. "Har du brug for hjælp?" En ekspedient spurgte mig fra sin desk. 

Jeg var godt træt af det spørgsmål, så jeg rystede blot svagt på hovedet. 
"Sikker?" 
"Så havde jeg da forfanden nok sagt det!" I specielt disse tider, skulle der ikke meget til at tænde mig af. 
Ekspedienten virkede forskrækket, men sagde ikke mere. Klogt valg, tænkte jeg.
Jeg gik rundt i butikken og nåede til en afdeling med hilsner til venner og familie. Måske kunne jeg finde noget til min mor, der. Det var overvældende med alle de indrammede, poetiske sætninger. Jeg ved ikke hvad jeg havde tænkt på, men mine vejrtrækninger blev hårdere og hårdere og jeg gispede efter vejret. Til min kære far, fordi jeg elsker dig, var en ud af mange hilsner. Jeg faldt om på jorden. Der var intet specielt i faldet selv, men tanken bag det, gav mig kvalme. Hvis ikke, at det var én ud af mange fald, havde jeg troet af lyset der kunne ses over mit hoved, var lyset til himmelen. Dog har mine erfaringer for livet gjort at jeg vidste, at det kun var Inspirations ovenlys. Om det var godt eller ej, kunne jeg simpelthen ikke svare på. 
"Træk vejret stille og roligt. Det er okay, ambulancen kommer om lidt."
Ekspedienten fra før, stod med hovedet over mit. Hendes hestehale killede min næse, men jeg kunne ikke gøre noget. Mine vejrtrækninger var nu svage, og mit blik flakkede. Hvor var jeg? Jeg kunne ane nogle mennesker flokkedes omkring mig, og en mand med reflekser tog mig i hans arme og ind i ambulancen. Jeg lå roligt, og det tog ikke lang tid for mig at besvime.

Jeg kom først til bevidsthed døgnet efter af en lyd fra lægerne. Jeg åbnede øjnene, og så at jeg befandt mig i en hvidt rum, med 6 senge inklusiv min. To læger stod og snakkede for fodenden af min seng. "Se, hun har åbnet øjnene." En læge smilede til mig, og satte sig derefter på knæ ved siden af sengen. Jeg tog en dyb indenånding, og lovede dem at jeg havde det fint. De lød ikke just overbevist, men de bad min mor om at komme ind og vurdere sagen. 

"Hej, skat." Min mor med altid fuld af glæde og liv i øjnene, syntes nu mere grå og trist end før ulykken for et år siden. Det gjorde det ikke bedre, at jeg skulle gå rundt og besvime bare ved at kigge på jul. 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...