De uadskellige: Blå ild og drømmefangere

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2014
  • Opdateret: 25 nov. 2014
  • Status: Igang
jeg har altid vist at der var noget mærkeligt over mig, men aldrig hvad. nu prøver jeg samme med min ven Gaia at finde ny venner og løse den hemmeligehed der lægger over skole vi går på. hvor ikke alt er som det skal være...

0Likes
0Kommentarer
129Visninger

1. prolog

Jeg gik rundt i mit hus. Eller det var ikke mit men mine forældres. De var ingen steder at se, selvom jeg kaldte på dem svarede de ikke og min egen stemme var underlig fjern som en hvisken. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig mens jeg begynde at løbe fra rum til rum som om det ville hjælpe mig i min søgen efter dem, tårerne begyndte at presse sig på mens min mave snører sig sammen, jeg vidste hvad det var der ville ske, jeg vidste hvor jeg ville ende henne, og som jeg forventede var det sidste sted stuen, der kom lys der fra og en stemme som talte, men det var ikke mine forældres. Nej. Den kom fra nyhedsværten.

”Vi bringer nu nyheden om en bilulykke på en broen mellem motorvejen og Blackwood by, der er nu ambulancer på vej til stedet og vi stiller om til reporter Stella Winter Storm. ”

Jeg stod som var jeg lammet, jeg vidste hvad det var jeg så, men vidste ikke hvad jeg skulle gøre, det eneste der var i mit hoved var en blå/grå tåge. Dette her var ikke en drøm, det havde det aldrig været, det var et af mine anfald. Mine øjne var limet til skærmen da hende der blev kaldt Stella kom på og begynde at tale.

”Tak John. Ambulancerne er lige ankommet til stedet, det rygtes at flere personer er meget slemt tilredt og at der kun er en som muligvis overlevende, men som lige nu er i koma og på vej til Queens Hospital. Det er i nu uvist om der er flere tilskadekommen. ”

 Et højt sønderrivende skrig. Vinden rodet mig i håret, og fik mig til at vende mig langsomt om. Jeg ville se hvor den kom fra, det syn jeg så. Fik mit hjerte til at forsvinde ned i maven på mig. Mine ben begyndte at ryste, men alligevel bevægede de sig under mig. Ude over den snedækkede bro jeg hvor jeg nu befandt mig. De isdækkede hjulsporene skinnende mig i møde og viste vej til det store hul i siden af broen. Jeg ville ikke derhen. Jeg ville ikke se det. Jeg prøvede at kæmpe imod. Men uanset hvad jeg gjorde kunne jeg ikke stoppe mine ben. De ville ikke lystre. Før jeg stod ved kanten af hullet i broen og så ned på den sølvgrå bil som lå ned på vej nedenunder.  Der var nogen flere biler, men de var mere slørede. Den sølvgrå bil så ud som om den kørt over af en tank. Der kom flere biler og mennesker til. To ambulancen var ved at laste en person over i den ene og to i den anden, før de kørte deres vej. Med et faldt jeg og ramte den kolde asfalt i det at blev sort. Jeg kunne mærke hvordan sneen faldt mod min hud, som jeg lå der i mørket, med lukkede øjne. Tårer løb ned af mine kinder, men kun lyden fra ambulancerne kun høre i det fjerne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...