Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1331Visninger
AA

10. Kapitel 9

Vinden rusker i træerne og luften er tung af vinter. Jeg børster sneen væk fra bænken, og sætter mig dér. Sneen har lagt sig som et dække over landskabet, og den er endnu ikke sjappet. Det er helt mørkt. Himlen ovenover mørkeblå med store skyer. Jeg sidder lidt væk fra campen, men lyset derfra når mig selv her. Jeg rør mekanisk ved mine øreringe, som var en gave fra min far.  De er lavet af den samme is, som de istapper vi dræber cozarer med, og de er ironisk nok formet som en istap. De kan i et nødstilfælde skrues sammen, så det ville give mig en lille istap, jeg kan bruge som våben. Dette har dog aldrig været nødvendigt, og bliver det formentligt heller ikke. Ligesom jeg aldrig ville tro, det skulle ske, jeg skulle være storesøster.  Min mor har gået alene med et barn i maven uden at fortælle noget om det, og så får jeg det af vide midt under en træningslejr. Var det en morbid joke fra Cowsmiths side?.. Nej, han er god nok inderst inde.. Jeg sukkede, ingen havde nogensinde lært mig at have mindre søskende.  Jeg har selvfølgelig halvsøskende, men ikke nogen, der betyder noget for mig. Ikke nok med det, så siger han også, at her er en menneskecozar.. Tankerne hvirvler rundt.

”Hej Lucy, hvad laver du her?” spørger Comag, der dukker op indefra skoven. Jeg havde ikke været opmærksom nok..

”Jeg sidder og planlægger, hvilken julegave du skal have i år.” siger jeg og rejser mig for at gå. I det samme dukker Slyth og Jue (to metal-cozars) frem.

”Var det ikke hævn over en vis åndsvag pige ved navn Lucy, du ønskede dig?” spørg Slyth, og kigger på mig som en løve på sit bytte.

”Jo, det tror jeg, og det har du jo mulighed for at give mig.” siger Comag grinende.

”Butikkerne har vidst da aldrig haft den vare.” siger jeg. De spærrer desværre vejen for mig til campen.

”Bare rolig Lucy, jeg vil til gengæld da gerne hjælpe dig med at opfylde ønske.” siger Comag og nærmer sig. Jeg kigger presset rundt, hvordan slipper jeg herfra uskadt. Jeg kan prøve at nå døren før dem, men så skal den åbnes hurtigt, og de vil formentligt nå mig. Jeg har brug for en afledningsmanøvre. Måske hopper de på, hvis jeg peger ind i skoven og råber ”cozar”? Det er Slyth og Jue, der spærrer mig vejen fremad, og Comag kommer bagfra.

”Du kommer ikke fri.” siger Comag.

”Nej, for det ønsker jeg mig ikke, jeg nyder dit behagelige selskab.” knurrer jeg. Kulden får mig til at skælve, og det ser drengene som stikord til at angribe. På det samme stikord, smadrer to snebolde ind i hovederne på Slyth og Jue. Den ventede afledningsmanøvre, og jeg styrter afsted mod døren. Sne hvirvler for mine fødder, dis pustes ud af næsen, og mine hænder arbejder som trommestikker. Døren står venligt åben, og jeg kaster mig indenfor. Døren klikker i med det samme, og jeg kan høre én låse den.

”Archer.. hvad laver du?” spørger jeg forundret, da jeg ser hans muskelløse skikkelse.

”Redder dig.” siger han.

”Jeg har allerede reddet dig 2 gange, så næste gang så det din tur.” Hans smil når ham næsten til ørerne.

”Hmmm. Pas på dit ansigt ikke revner.” mumler jeg. Kort efter hamrer en hård knytnæve ind mod døren, og vi flækker sammen af grin.        

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...