Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1334Visninger
AA

8. Kapitel 7

Første gang min mor fortalte mig, jeg var datter af Julemanden, hvinede jeg af fryd. Dengang gik jeg i helt normal skole og brugte min fritid på at tegne tegninger og jagte sommerfugle. Alle mine venner og jeg elskede julemanden, mystikken omkring ham og ikke mindst gaverne. Da så jeg hørte, han var min far, kunne det ikke blive bedre, og den jul ventede jeg hele dagen på ham foran vores pejs. Jeg sad med en ordentlig gang risengrød, nissehue på hovedet og det spinkle håb om, at han ville gifte sig med min mor… Intet af det skete selvfølgelig, og efterhånden som tiden gik foran pejsen, voksede min vrede. Jeg kunne forstå, hvorfor han ikke dukkede op? Jeg havde ledt efter min far hele livet, og nu da jeg vidste, det var ham, kunne han så ikke bare give mig den lille glæde? Måske var jeg for egoistisk, jeg ønskede ham kun for mig selv, men jeg kunne ikke gøre noget til eller fra. Jeg, en 8-årig uskyldig lille pige med mellemrum mellem fortænderne, hvis største ønske var at sidde på sin fars skød.… Den jul lå en gul pakke under træet, ”Til Lucy fra Julemanden stod der på den, og indeni lå der en istap. Min mor smed den ud næste morgen, og jeg hjalp hende velvilligt. Jeg ønskede intet fra den mand. Han havde ikke engang underskrevet sig ”Fra Far”, men blot det upersonlige ”Fra Julemanden”, som alle mine veninder også fik. Jeg græd den jul, men siden da græd jeg aldrig mere. Det var, som en cozar havde frosset mit hjerte, og jeg blev hård. Måske var det dét, min far ønskede for mig, for et mørt hjerte kunne ikke jage cozarer. Da jeg var 13 år, blev jeg inviteret på træningslejr for første gang.  Jeg tog afsted, og min mor græd, men det forhindrede mig ikke. Jeg var blot endnu en, der forlod hende alene derhjemme, men hver gang før jeg tog afsted, lovede jeg hende at komme tilbage… I år holdt hun mig ind til hende i længere tid og hviskede, at hun havde en overraskelse til mig, når jeg kom hjem…  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...