Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1340Visninger
AA

7. Kapitel 6

Jeg ved ikke, om det var fordi, at jeg var så rasende på Comag, eller om han bare var langsom, men jeg var hurtigt lige bag ham (med den forkølede konge i ryggen). Hans løb mindede om én, der skulle tisse i bukserne, og det ville han snart komme til! For i det øjeblik han stod foran istappen og bare skulle tage den, slog jeg hans ben væk under ham. Han skreg, som en stukket gris, og fik knap nok skreget færdigt, før Kong Snots sværd ramte ham lige over næsen. (Han var vist ligeså træt, som jeg, af at høre på det skrigeri). Og straks var der en smuk skulptur af et skrigende pattebarn, der pegede frustreret ud i luften. Jeg havde dog ikke tid til at stå og nyde dette syn, for Kong Snots mål var stadig: mig. Han svingede sit sværd ud mod mine ben, jeg hoppede hurtigt over og lavede et rullefald hen mod istappen. Det var ikke en særlig stor en, men skrap som bare fanden. Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film).

Maggie står og undgår lige akkurat hele tiden at blive ramt af de to cozarer. Hendes ene hånd er helt frosset til, men hun har så vendt det til hendes fordel, og slår ud med den. Cozarerne ser mig ikke komme, og lidt efter er der en stor bunke cozar-rester (som man eventuelt kunne lave super snebolde af). Maggie smiler taknemligt til mig, mens hun prøver at bevæge fingrene på hende forfrosne hånd, men den reagerer ikke. Jeg skynder mig videre til Cecil, som står meget rankt og kæmper (måske fordi hendes ryg var frosset til) mod cozarerne. Dog ligger den ene mast nede på jorden, og de andre ser bange ud. Jeg gjorde kort proces med dem.

Drengens kamp var dog noget helt andet, end det jeg havde set før. 4 cozarer mod ham, og ikke en af dem havde bare fået lidt ram på ham, og der var ikke engang en smule sved i det brune hår. Han brugte sin krop og staven, som om det var et våben, og jeg tror cozarerne var ligeså overraskede, som jeg var det (meget). Kort tid stod jeg bare at beundrede hans kamp, men han fik øje på mig.

”Har du tænkt dig at hjælpe, eller hvad?” spurgte han, og sparkede en cozar i maven.

”Ømmh…” svarer jeg bare, og dolker straks den nærmeste cozar ned. Den næste var mere optaget af ham end mig, og det var en stor fejltagelse, da jeg rent faktisk kunne dræbe. Den tredje cozar sparker drengen hen mod mig, og med et hurtigt stød er der mere god snebold-sne. Den fjerde cozar har indset, at jeg er temmelig farlig, og den begynder at trække væk fra mig. Jeg gør et hug mod den ene side, og cozaren trækker sig et ryk tilbage. Det er fatalt, for drengen fæller den bagfra, og jeg er hurtigt over den med dødstødet.

*

”Det må man da kalde teamwork ikke?” spørger drengen, mens han børster sne af sit ærme. Jeg trækker på skuldrene.

”Du siger ikke så meget, men du kæmper forholdsvis godt af en på din størrelse.” siger han.

”Forholdsvis?!” mumler jeg, mens han griner.

”Hvad hedder du egentligt?”

”Jeg hedder Lucy.” 

 ”Lucy.” han smager på ordet.

”Jeg hedder Archer.” Han giver mig hånden, som om det var en fornem præsentation, og jeg flækker sammen af grin. 

”Du er ikke lavet af is” siger Archer og begynder også at grine.

*

”Det hold, der vinder denne konkurrence, er selvfølgelig hold 3!” siger Cowsmith. Det var (selvfølgelig) mit hold. Alle begyndte at klappe, nogen dog mere end andre, og vi bliver vinket fremad af Cowsmith.

”Selvom Jeres hold ikke helt samarbejdet.” Cowsmith sender Comag, (som desværre) var blevet tøet op igen, et vredt blik. På hans næse befinder sig et kæmpe sort-blåt mærke, der matcher hans øjne.

”Men jeg må alligevel give Jeres hold, at det var noget af den bedste cozar nedkæmpning, jeg har set længe.” Han smiler til resten af os, og de andre klapper igen. Mange af dem var lige blevet tøet op, og havde blå mærker over hele kroppen. Andre stod i øjeblikket og prøvede at få træsplinter ud af hænderne.

Solen var nu midt på himlen, og frokosten ville bliver serveret lige om lidt. Jeg havde ikke haft det så fedt længe. Og Comags nedtrykte og rasende ansigt, der lignede en bæver, var alt for humoristisk til, at man ikke kunne lade være med at grine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...