Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1329Visninger
AA

6. Kapitel 5

Vi er alle igen samlet på gårdspladsen, og Cowsmith igen oppe på et bord. Det er tidlig morgen, så det er stadig rimligt mørkt.

 ”Før vi tager os af de virkelige cozarer, er vi nødt til at tage en træningsdag.” siger Cowsmith, og holdt en kort pause for at høre efter protester.  Efter Comag blev sat på plads i går, og i kampen med at holde varmen, kommenterer ingen.

”I dag vil de hold, man skal kæmpe i, også blive udtaget.” (damn, jeg havde håbet man skulle kæmpe alene!)

”Nu er det ud i grupper af 5 i hver.” Men der bliver hurtigt tilføjet: ”Jeg laver dem!”, inden de sædvanlige har fundet sammen.

Min gruppe endte op med Mig, Comag (åh damn) (metal-cozars leder), og så Cecil (metal-cozars) og Maggie (minions). Derudover er jeg så ”heldig”, at komme i gruppe med drengen fra i går, ham der var så heldig ikke være i familie med os Santa-særlinge.

”Jeg gik glip af dit show-nummer i går.” siger han, så snart han er røget i vores gruppe. Jeg stirrer på ham iskoldt.

”Pas nu på at du ikke kommer til at fryse cozarene med det blik.” siger han, og smiler. Ha, ha, hvor er han bare sjov.

Heldigvis for ham, begynder Cowsmith i det samme øjeblik at beskrive opgaven, så han undgår min demostation af, hvor koldt det kan være at blive begravet levende i sneen. (Jeg har haft en dårlig morgen).

*

Opgaven, skulle man tro, er ligetil… det er den også… hvis man er supergod til at arbejde sammen, ellers er den dødhamrende svær. Den går ud på, at man i hver gruppe har to cozarer (skabt på min fars værksted), man skal holde hen med en træstav (som ikke kan dræbe hverken en rigtig eller en falsk cozar), derudover er der en konge-cozar, som vil følge efter én i gruppen hele tiden. (Cozarer er som mine søskende, de har brug for lederskab, og derfor bestemmer den stærkeste cozar over de andre, (den såkaldte konge-cozar)). Opgavens endelige mål var at få fat på en istap (hvilken kan dræbe både falske og rigtige cozarer) og dræbe dem alle. Fed opgave ikke?! Nej ikke med mit hold!

Vi bliver placeret rundt i en cirkel i grupperne med front ud mod de to falske-(hjemmelavede)cozarer. Bag os står konge-cozaren, som glædeligt vil overraske én af os ved at angribe én af os. Flere meter væk var istappen placeret, én til hver gruppe. 

Jeg er placeret i mellem Comag og Cecil, og med ”drengen” og Maggie bag mig. Har vi nogen genial plan i ærmet? Nope! Hvad gælder det om for mig? At undgå at blive frosset ned til en ispind! For ganske vist fryser de falske cozarer ikke én ned på samme måde, som en rigtig cozar gør det, men det er alligevel slemt, så slemt du ikke ønsker det!

Det startede egentligt fint, selvom disse modstandere var klogere og bedre til at se ens svagheder (selvom jeg ikke rigtig har nogen…), så klarede jeg det fint. De skiftedes til at angribe, og hver gang fik de et hårdt stød tilbage med træstaven. Deres byger af is, gjorde min træstav koldere, og jorden, hvor vi kæmpede, glattere.  Jeg overvejede lige dér at råbe til min gruppe, at jeg godt kunne klare at kæmpe mod de to cozarer, mens en anden kunne hente istappen, men det var inden, at konge-cozaren havde besluttet sig for at gå efter mig.

Jeg havde lige hugget den ene cozar tilbage, da en kold byge af is ramte mig bagfra. Jeg kastede mig instinktivt tilbage i en kolbøtte og så til min frygt, at konge-cozaren havde besluttet sig for at deltage i løjerne.  Han var større end de to andre, og havde et langt is-sværd i den ene hånd. (Derudover tror jeg han havde været forkølet, for han var helt rød under sin næse.)  Han gik straks til angreb, og fik de andre til at kæmpe hårdere (pokkers til konge). Det var træstav mod is-sværd hele tiden, samtidig med at jeg brugte enderne af træstaven til at ramme de andre cozarer i maven. Jeg måtte hoppe over is-ben, der prøvede at nedlægge mig og undgå bygger af is, der ville fryse mig ned. Heldigvis var jeg ikke den største, og cozarer er temmeligt hjulbenede og derfor gode at smutte igennem, hvis man virkelig er i nød. Jeg overlevede fint lige nu, indtil Comag syntes det var sjovt at give mig et slag bagfra med hans træstav, så jeg faldt, og så pudsede han sine cozarer på mig.

”Man bliver nogen gange nødt til at ofre nogen på vejen mod triumf!” råber han tilbage til mig, mens han begynder at spurte hen mod istappen. Straks sparkes træstaven ud af min hånd, og jeg ligger helt ubeskyttet overfor den forkølede konges sværd. Han hakker det ned mod mig, og jeg ruller hurtigt til den ene side. Han prøver igen, men jeg rullede bare tilbage til den samme side. Dette syntes han åbenbart ikke er sjovt, og på befaling fryser en af de andre min hånd fast. (Jeg er virkelig fanget.) Cozar-kongen griner fjoget, og en gennemsigtig væske (snot) kan nu løbe ind i hans mund. Han løfter sværdet. Hvad ville der ske, når det ramte mig? Jo ser du, han var jo en falsk-cozar-konge, og derfor ville sværdet nok ”bare” fryse mig, og give mig et kæmpe stort blåt mærke, når jeg blev tøet op igen. Jeg var bare ikke tilhænger af nedfrysning og blåmærker. 

 

Sværdet kløvede ned gennem luften. Kong Forkølets smil gror. Men sværdet blot strejfer min næse og bliver banket væk af en træ-stav, som (irriterende nok) tilhører drengen-som-ikke-er-som-os.

”Altid til tjeneste!” siger han samtidig med, at han ødelægger isen, der holder min hånd fast.

 ”Så må jeg vel sige tak.” fik jeg mumlet frem, mens jeg fik fat på mit træspyd, og vi fik ved fælles front, holdt cozarene tilbage.

”Hvor er dine cozarer?” spørger jeg og støder min træstav mod kongens næse. Et væld af snot vælter ud. Det minder om en lavine.

”Jeg fik Cecil til at overtage mine, og nu skal du overlade dine og Comags til mig!” siger han. ”Hvad?!” får jeg stammet frem, mens jeg parerer kongens vrede modsvar.

”Du skal indhente Comag og stjæle istappen fra ham. Men skynd dig, for kongen ville forfølge dig!” siger han, mens han puffer mig væk fra cozarerne.

”Deal!” siger jeg og spurter straks den vej, Comag var løbet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...