Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1314Visninger
AA

5. Kapitel 4

Jeg tømte min taskes indhold udover min seng. Lidt tøj og en bog var det eneste, jeg havde medbragt, og nu lå det her midt på den nederst køje og tiggede om at blive lagt på plads. Jeg ignorerede dog bønnerne, og smed mig istedet oven på bunken og åbnede min bog. Min søster Clay, som jeg delte værelse med, vimsede dog rundt som en anden nisse. Hendes ting var allerede smidt ind i det ene skab, og hun kæmpede nu med at få hovedpudebetrækket på.

”Hvorfor har du så travlt?” mumlede jeg, da hun endnu engang var hoppet ned fra hendes køje for at hente noget i skabet, og så var kravlet op igen.

”Træning løber jo ingen steder.”

”Det er fordi, der er møde, og hvis jeg kommer for sent, giver det dem fra de andre lejre et dårligt indtryk..” svarede hun. Med mødet mente hun bandemødet. Mine søskende elsker nemlig bander, og de var organiseret som mindre mafiavirksomheder. De to hovedbander, var ”The Metal-cozars”, et slæng af store, dovne tumper og så  ”The Minions” (et øgenavn som metal-cozarerne havde fundet på), der var en gruppe af mine små søskende, der havde fået storhedsvanvid. Alle var en del af et af de to slæng, og der rasede altid en konflikt mellem dem.  Clay var ikke en, der umiddelbart hørte til en af kategorierne. Hun passede ikke engang til kategorien ”skingrende-skørt barn af Julemandens andet jeg”, for hun var for flink, for venlig og kunne sommetider helt føle medlidenhed med cozarerne. Alligevel var hun dog medlem af The  Minions, og nogen gange kunne hun være ved at gå ud af sit gode skind over The metal-cozars opførsel. Jeg følte mig placeret midt imellem, som Romeo og Julie midt i striden mellem Capulet og Montague.

”Hvem er dem fra den sidste lejr?” spurgte jeg.

”Har du ikke hørt det? Vi er samlet 3 forskellige lejre her. Da endda nogen, som ikke har den samme far som os.” Det sidste nærmest hviskede Clay.

”Virkelig?” jeg kiggede op fra min bog.

”Ja, de har helt almindelige forældre… men de er vidst ikke helt dumme cozar-krigere” hun skimtede lige på sit ur, og så forskræmt op.

”Jeg må løbe.”  

”Pas på metal-cozars ikke lyncher dig..” råbte jeg efter hende.     

*

Middagsmaden var mere hektisk end på en normal trænings camp. Den blev afholdt i det store fællesrum, hvor ilden blussede lystigt i pejsen, og vinduerne var helt dugget til. Alle larmer helt forfærdeligt - i et forsøg på at vis overlegehed. Alle vil vide hvem, hvem er. Så børn i alle størrelser går rundt og præsenterer sig. Måden, man præsenterer sig på, er med navn, alder, bandetilhørsforhold og rang.  Jo højere status, jo cooler er man. Jeg sad ved bordenden af et næsten tomt bord og prøver at spise min mad i fred. Til at starte med er der en masse børn henne for at præstere sig for mig, men efterhånden som de igen og igen får af vide, at jeg ikke er aktivt bandemedlem, bliver de forvirrede. De står med dybe panderynker og grubler over, hvad jeg siger til dem, og dropper til sidst at komme hen til mig. Jeg nyder min ensomhed (og spaghetti-kødsovsen) til en tykpandet dreng kommer hen og præsenterer sig..

”Hvilken bande er du så en del af?” spørger han efter at have præsenteret sig som Kay.

”Jo ser du, jeg er et aktivt medlem af banden-som-ikke-findes-men-bare-bliver-brugt-som-en undskyldning-når-folk-spørger-igen-og-igen.” svarer jeg. Han stirrer på mig, som havde jeg snakket kinesisk.

”Jeg er ikke medlem af en bande” siger jeg og vender ryggen til ham for atter at nyde min mad.

 Jeg nåede at spise 5 bidder af min mad, før endnu en dreng dukkede op.

”Jeg har hørt, vi er del af samme bande” siger han. Jeg vender øjne, og tager en stor bid mad i munden.

”Jeg er ikke..”

”Du er det længe savnede medlem af banden-som-ikke-findes-men-bare-bliver-brugt-som-en undskyldning-når-folk-spørger-igen-og-igen” sagde han, og jeg sad med mund og polypper vidt åbne.

Med ét lød et kæmpe brag oppe fra buffeten, hvor mine søskende kæmpede en brav kamp for opmærksomhed. Kort tid efter lød Cowsmith stemme dog gennemtrængende, og det ene sekunds berømmelse var nu skiftet ud med vasketjansen for evigt.

”Hvornår er det din tur til at gøre sig bemærket?” spurgte han og snuppede en bid af sin mad.

”Jeg gemmer mit nummer..” smilede jeg.  Han løftede sit ene øjnebryn, hvilket fik mig til at bemærke, at hans øjne var langt lysere end øjnene hos os andre.

”Det vil jeg glæde mig til at se” sagde han.

”Du er ikke en os vel?” spurgte jeg forunderligt.

”Altså en del af Santa-børnene? Nej det er jeg ikke. Heldigvis.” sagde han smilende.

”Fedt for dig.” sagde jeg og rejste mig.  En ting var at skulle overleve sine larmende halvsøskende, men et andet var at skulle høre på en tåbe. Han lagde sin hånd på min arme og ville standse mig i at gå. Jeg er dog ikke født i går, og hans var med ét bøjet i en ubehagelig vinkel.

”Jeg mente ikke dig, du er anderledes.” sagde han, og kiggede chokeret på sin arm. Hvad laver du dér, spurgte hans øjne.

 ”Jep, mega.” siger jeg og drejer rundt på hælen og går.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...