Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1313Visninger
AA

25. Kapitel 24

Hvis du en dag finder ud af, din far er julemanden, er din barndom med ét definitivt ovre. Du har endelig fået øjne op for problemet med cozarerne, og du kan ikke længere sidde med hænderne uskyldigt i skødet. Du bliver med ét nød til at tage stilling. Selvom du ønsker at springe tilbage i tiden, ville det ikke nytte, da den nye epoke har klæbet sig fast til en, og man kan ikke gøre fra eller til. Sådan har jeg det nu… selvom jeg på mange måder hader Archer af hele mit hjerte, og jeg nemt kunne bore en istap i hans hjerte, holder jeg for meget af ham. Det svimlende, som en skelsættende identitetskrise, der venter på jeg går den ene eller den anden vej, for så at lukke døren til det andet. Er jeg Lucy, en helt almindelig pige, der aldrig ville stole på sin ikke fulde fornuft og kaste sig ud i ”kærlighed ved første blik”, eller en Santa der ville dræbe det monster ved første givende mulighed…

Mine hænder afsøger mine lommer for min istap, men

”Jeg har taget den Lucy.” siger Archer. Han har sat ned ved siden af mig.

”jeg ved dette er ikke, hvad du ønskede, men det gør jeg bestemt heller ikke. Du er en Santa, en del af julemandens syge kuld unger, men du er anderledes end dem…”

”Du kalder mig en del af et sygt kuld, men hvad kalder man dig, du er frosset ned indefra og smutter rundt og dræber uskyldige mennesker.” I det samme som ordene forlader min mund, fortryder jeg dem en smule.

”Du forstår det ikke! Din far gjorde intet for at redde min mor, derfor er det kun fair han skal opleve samme smerte!”

”Han kunne ikke gøre andet end at redde dig, ellers ville han selv være død, også ville cozarerne vokse sig uovervindelige..” siger jeg. I det samme træder en menneske-cozar ind. Den stirrer ondskabsfuldt på mig, men bukker kort for Archer.

”Så er julemanden fanget og næsten det hele af hans slæng. Kun et par få slap væk, og ingen af os røg.”

”Fint, jeg kommer ned og kigger på det.” siger Archer. Cozaren bukker igen og forsvinder. (på nogen måde synes jeg det klæder Archer meget bedre at være konge end Comag).

”Jeg beklager Lucy, men vi må tage den her på et andet tidspunkt. Du har desuden brug for hvile, din krop er helt smadret… og lad være med at følge efter mig.” Hans stemme er vred på sin vis. Og da han rejser sig op, går ned til min fodende og holder sine hænder få cm over mine sko. Is sprøjter ud, og mine fødder er straks frosset fast til underlaget. Han rejser sig og går.

Jeg kan intet nå, selvom jeg prøver alt, hvad jeg kan. Ilden er for langt væk, og kakaoen har han klogelig fjernet. Jeg lægger mig tilbage. Jeg piller ved min øreflipper. Hvad skal jeg gøre? Mine fingre gnider sig på mine øreringe. De er der stadig, og de kan bruges som en istap, hvis det er nødvendigt. Jeg hiver dem ud og fjerner låsen, så skruer jeg de to øverste ender sammen, og i alt har jeg et våben på en ringefingers længde. Næste spørgsmål: hvordan kommer jeg fri. Jeg rør ved isen, der binder mig fast. Den er kun lagt om min fod. Archer har ikke ville skade mig og forståligt nok tænkt, at folk ikke ønsker at hoppe rundt i en is-grotte med kun sokker på… jeg griner. Uheldigvis er jeg bare en af de få…

Udgangen er ikke en pind spærret af sten, og jeg løber ud på en gang. Grotten bliver ved med at overraske mig. Jeg kigger desperat omkring, der mange veje at vælge i mellem, men heldigvis ingen vagter. De er nok alle sammen et eller andet sted for at fejre deres sejre. En svag mumlen kommer fra den ene gang, og et sats og jeg spurter hundefrysen om mine tæer ned ad gangen. Jeg ender i det kæmpe fællesrum, hvor mit team blev snydt ned. Jeg næsten skrider ind i Archer.. jeg ville ønske, at jeg ikke havde behøvet at se ham ansigt til ansigt igen… Men nu bliver jeg nød til det. Jeg falder ham om hans halsen, og et kort øjeblik føles det som en rigtig balsal, hvor vores eneste formål er at danse solen sort. (i wish).

”Jeg troede ikke, at du alligevel ville stikke af sted på sokker.” mumler han ind i mit øre. Mit øreringsvåben føles med ét meget tungt i min hånd. Den vil umiddelbart ikke dræbe, men der er en risiko.

”Archer..” siger jeg og tager min knyttede hånd op mod hans bryst. Ifølge cozar-leksikonet et meget smertefuldt punkt… han smiler drenget til mig, så med ét, dukker en lille fin rynke op i hans pande.

”Jeg så Clay. Jeg er meget ked af, at hun skulle ende sådan.” siger han. Billedet af hendes livløse krop danser for mine øjne. Det var hans cozarer, der udløste det. Andre billeder strømmer ind, Cecils plagede ansigt, da hun står med lommelygten og lyser for mig, cozarernes udtryksløse ansigter, min mors voksende mave, og så til sidst Archers smil.

”Jeg er ked af det..” siger jeg og presser nålen ind ikke i hans bryst, men i maven. Hans pupiller udvider sig, og hans krop gør krampagtige spring. Jeg holder den tæt imod mig, og venter på han vil fryse mig, jeg ønsker, han vil gøre det, for at straffe mig.. men intet sker, jeg mærker i stedet hans hænder trække mig nærmere.

”Jeg forstår …det det godt.” han får ordene ud med mellem rallen.  Hans krop begynder at ryste, som jeg har sat elektrisk stød til den. Jeg stryger ham blidt over panden. Og stille roligt forsvinder spjættene. Han hiver igen mit hoved nærmere hans.

”Lige ned og til højre… og i min lomme” også vendes det hvide ud af øjnene på ham. Jeg kysser ham på hans kolde mund, og rejser mig så op. Han ligner et sovende barn. En stærk bræksmag hviler i min mund, og min mave knurrer sig hårdt sammen, i det mindste er han ikke blevet til sne..endnu… Min hånd glider hurtigt ned hurtigt i hans lomme og finder en istap. Og så løber jeg, som om jeg kunne løbe fra sorgen.

Jeg er helt til rotterne i en iturevet flyverdragt, sokkebeklædte tæer og en følelse af, at jeg har forrådt hele verden. Men jeg løber ned ad gangen og drejer til højre, som Archer fortalt mig så solidarisk. Jeg smertes ved hans heroiske gerning, han ønsker ikke, at jeg skal løbe vild. Om hjørnet er endnu en sprække, (sidste nye cozarmode indenfor døre), og smutter derind. Det er det koldeste rum, jeg har oplevet, og min ånde bliver en så tydelig dis, at jeg ryger fra halsen. Væggene er beklædt af islag, som var det isolering, og rundt op af væggene med maven ind mod dem står min far, Cowsmith, og en hel masse andre unge med hænder og fødder frosset fast. Jeg styrter hen til Cowsmith, som den første.

”Lucy??” udbryder han, men jeg ignorer ham, og slår istappen ind i stedet, hvor islænken hæfter på væggen. Straks efter er hans fødder og arme fri, og i samme øjeblik falder jeg sammen på gulvet. Det sortner for mine øjne.

Få minutter efter da jeg vågner, er de fleste befriet, og Cowsmith står og skal til at give mig kunstigt åndedræt. Jeg kigger dog bare på ham, og forklarer det om Archer i grove træk. To andre får mig så løftet på benene, og vi går i en samlet forsamling ind til rummet, hvor han burde ligge. Jeg beder inderligt til han må være død eller forsvundet, da han ellers kan være sikker på en omgang totur. Der er ingen..   

”Er du sikker på han var død, da du forlod ham?! Du stak ham i hjertet ikke?!” spørger en stor ung mand mig heftigt.

”Nej, jeg lod ham bare gå.” svarer jeg tvært. Manden stirrer surt. Der ved jeg, hvem jeg er.. jeg er ikke kun en Santa, men en Lucy Santa. Og mit hjerte hopper lykkeligt rundt i mit bryst, selvom jeg burde værre bekymret. Mit lys går ud for anden gang (hvilken svækling).

*

Næste gang jeg vågner op, er jeg pakket ind i diverse patchworktæpper og ligger på min mors udslidte kaki-sofa. Gardinerne er rullede for, men man kan fornemme en solstråle lege i vindueskanten. Neden for sofaen ligger så min mor pakket ind i en sovepose, og hun har en anstrengt mine, selv mens hun sover. Idet jeg rejser mig op i sofaen, flyver hun op og smiler, da hun ser, jeg er vågen.

”Min lille nisse..” mumler hun og kysser mig flere gange på panden. Jeg sukker, lige gyldigt hvad er jeg og bliver hendes ”lille nisse”. Jeg smiler og fanger et perfekt glimt af hendes voksende mave.

Resten af dagen pynter vi juletræ, går rundt i byen på julemarkeder, ser julefilm og laver julemad. Jeg prøver så vidt muligt ikke at skænke Archer en tanke, men da jeg går alene, begynder mine øjne at løbe i vand, og min mor krammer mig blidt.

Da vi skal til at gå til julebordet, kimer telefonen med ét. Det Cecil der ringer, og takker mig for min indsats, trøster mig med Archer, og fortæller hvordan de blev reddet af Cowsmith efter 2 dage på chokolade og smeltevand. Da Cecil er færdig med beretningen, går jeg atter ind i spisestuen, og min mor rækker mig en nydeligt indpakket pakke gave.

”Julemanden var forbi, mens du snakkede.” siger hun, rækker mig pakken og forsvinder så ud i køkkenet. Jeg åbner den forsigtigt og finder et kort takkekort fra min far, hvor alle mine-halvsøskende har skrevet under (endda Comag, som må afsone en straf med at tilbringe julen hos Cowsmith. Cowsmith lovede mig at give ham en vasker fra mig), og så finder jeg en lille rosa bamse med nissehue på, til lillesøster står der. Jeg smiler varmt, julemanden kom virkeligt med gaver, og mere end han aner, da endnu et kort falder ud fra papiret, og dette er et billede af Archer og mig, da vi mødes første gang i lejren, og bag på står der.

Vi ses, Lucy Santa….

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...