Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1340Visninger
AA

24. Kapitel 23

Min mor kommer langsomt imod mig. Hendes lyse hår er sat i to rottehaler, og på hovedet har hun en nissehue. ”Moar, du burde være julemandens kone.” hører jeg mig selv sige. Hun smiler svagt og løfter mig om i hendes arme. Jeg er en splejset 7-årig snotunge.

”Engang var jeg Julemandens kone, men man kan aldrig tillade sig at eje nogen, som hele verden ser op til.” jeg kigger forvirret op på hende. ”

Har julemanden forladt dig?”.

”Nej Luc.” siger hun og stryger hår væk fra min pande.

”Jo, han har, det skal han bøde for” lyder det fra min 7-årige mund. Jeg har allerede knyttet næverne og er klar til at hoppe ud af min mors favn. Hun holder mig stramt og lægger sin hånd op på min ene knytnæve. ”Shhh Luc, julemanden har et besværligt erhverv, og han må lægge ører til megen smerte og ødelæggelse, uden han kan ændre det. Han er nemlig bare budbringer og kan kun komme forbi med den gave, der vil gavne personen og verden mest.” Jeg kigger med store øjne.

”Min gave er dig.” hvisker hun ind i mit øre.

*

Pakket ind i tøj ligger jeg med lukkede øjne, og min krop føles som en udtrådt snegl. Alt gør så ondt, at jeg ikke kan mærke, om der er et sted der gør mere ondt end de andre. Min mave knurrer samtidig sultent, og selvom jeg bare ønsker at ligge og lege udtværet snegl, må jeg tage mig sammen. Mine øjnelåg vejer et ton, og da jeg endelig har fået dem op, tror jeg, de snyder mig. Jeg befinder mig i et kæmpe hulrum (endnu et, Comags spioner har ikke talt rigtigt) som kunne være en hel balsal. Ved siden af mig sidder Archer og kigger bekymret ned på mig. Desuden kan min næse fornemme varm kakao et eller andet sted.

Er det himlen?” spørger jeg snøvlende, som om jeg har haft drukket mig fuld. Archer smiler.

”Nope, du er stadig i live, og befinder dig i cozar-grotten.”

”Så er det snart helvedet.” ømmer jeg mig.

”Når jeg er her?” spørger Archer. Han hoved er lige over mit.

”Ja..” mumler jeg.

”Virkelig?”. Hans mund møder i det samme min, og min mave gør en kolbøtte af lykke. Han holder blidt om mit hoved. Da han langsomt rejser sig op, smiler han over hele hovedet. Og jeg tror også, jeg gør (plus jeg kan ingen smerter mærke).

”Du har ligget og sovet i en dag nu.” siger han. Jeg føler mig knapt nok udhvilet, men hvad kan man sige. Bjørne bruger en hel vinter på at sove, måske skulle jeg prøve det samme.

”Jeg henter noget kakao til dig.” siger Archer og forsvinder ud af min synsvinkel. Jeg kigger op mod loftet og genkender stalaktitterne. Mine tanker streames ind på Cecil og mit team i hulrummet, hvor de ikke kan komme ud på grund af cozarerne.

”Archer, hvor blev cozarerne egentligt af?” spørger jeg og husker den storm af cozarer, der var strømmet ind i det hulrum, hvor jeg havde ligget ynkeligt krøbet sammen i smerte.

”Jeg var i gang med at bekæmpe dem, da de med ét forsvandt, som cozar-kongen havde kaldt dem sammen. Så tog jeg dig på ryggen og fandt dette rum, som jeg spærrede indgangen til med sten.” siger Archer, og rækker mig et krus med hed varm kakao. Ordet ”spærret” bringer dårlige associationer frem. Archer læser mig dog som en åben bog.

”Der er en anden udgang herfra, som leder helt ud, men du var ikke lige klar til at blive slæbt ud i snestormen derude.” Fedt, der er snestorm udenfor, og vi er spærret inde i en hule med et bundt cozarer og deres konge. Gad vide og man kan bede om nåde og gå fri. Jeg puster ned på kakaoen.

”Hvad gør vi med cozarerne?” spørger jeg hæst.

”Jeg har ringet og snakket med Cowsmith, og han snakkede om at tilkalde alle han kunne og selv også din far, hvis jeg hørte rigtigt…” siger han.

”Wow, han bliver virkelig en god medkæmper med uldne sokker og det hele. Helle for Cowsmith du tager, Julle.” vi griner begge afslappet og udsigterne til et helt hold, der kan klare løjerne, varmer mig helt om hjertet. Snart vil jeg være tilbage i lejligheden med mor, og vi vil hygge igennem hele julen og gøre klar til den lille nye baby. Desuden kunne Archer komme forbi… Jeg lægger hovedet tilbage og kan mærke mine øjnelåg falder i helt af sig selv. Jeg kan mærke Archer fjerner en hårtot, der ligger ved mit øje, og jeg føler mig helt tryg, til jeg min tanker igen mindes Cecil og mit team. De er umiddelbart alle fanget i rummet, og hvis de er kravlet op, så er de nok frosset til is. Mine hænder skælver, og jeg spørger mig selv, hvordan det egentligt kunne lykkedes, at jeg overlevede. De havde jo omringet mig, da cozar-kongen kaldte dem sammen, og det var det, der gjorde jeg overlede. Cozar-kongen reddede mig, og det var angiveligt nok en menneske-cozar. Måske den som havde gemt sig blandt os santa-børn…

Det gav endnu ingen løsning på sagen, og hvorfor skulle jeg blive i live. Det gav ingen mening, og det gjorde mig søvnløs. Jeg lå og prøvede at tælle julemænd, der hoppede over buk, men ingen kunne klare det, så jeg droppede det og talte snefnug istedet. 1 snefnug… 2 snefnug… 3 snefnug… 4 snefnug… 5 snefnug…

*

134 snefnug… 135 snefnug… i det samme lød der trin og en hæs stemme.

”Julemanden og hans hær er dukket op…” sagde stemmen. Flere skridt…

”Så giv dem en.. kold velkomst ikke, og sørg for at I får fingrene i dem!!!” lyder en anden stemme.

”Javel herre.” svarer den første stemme, og skridtene forsvinder. Jeg trækker vejret hurtigere. For 1 jeg kender den stemme utrolig godt, 2 det hele passer sammen nu…

”Du er cozarernes konge, du er menneske-cozaren, der var gemt blandt os. Det var dig, der standsede dem!” jeg siger det lavmælt, mens jeg kigger ham dybt i øjnene. Pludselig kan jeg se alt for mange ligheder mellem de andre menneske-cozarer og ham, de blågrå øjne, og flere steder er der is på hans tøj, noget et hvert Santa-barn ville have børstet af ved den første mulighed. 

”Så opdagede du det endelig Lucy.” siger Archer med sørgmodige øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...