Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1315Visninger
AA

23. Kapitel 22

Hvor mange gange kan man på en december måned være tvunget til at klatre op aad en lodret spejlglat klippevæg? Hvis man hedder Lucy Santa, kan man åbenbart ikke få for meget af det. Her i grotten er der i det mindste klippeafsæt på størrelse med babysko og en bleg lysstråle fra Cecil på jorden, som mindede mig om månelys. De andre ligger stadig og snorker, men det er også bedst, for det ville ikke hjælpe mig, at de også befandt sig på denne grotteside.

Der er håb forude, og jeg kan se en større afsats over mig, måske ville den føre ud til snelandskabet bag ved. Jeg føler mig som Spiderman, der klatrer op ad skyskrabere, jeg mangler bare syntetisk spindelvæv ud af hænderne, så ville den være der.

Turen opad går hurtigt, selvom jeg er ved at falde to gange på de glatte afsæt, men det går, og ikke lang tid efter kan jeg, som spiderman ville gøre det, ikke spejde udover en smuk by med solnedgangen i horisonten, men i stedet se den massive groteske grotte væg og en afgrund, hvor jeg knap kan skimte Cecil lygte mere. Jeg sukker, hvornår vil diverse tegneserie-forfattere begynde at fortælle min historie?..

Plateauet, jeg er nået til, er ikke ligefrem interessant, ved mindre man elsker at undersøge frosne stalagmitter og stalaktitter. Jeg må indrømme, de enorme stalagmitter er imponerende. De minder mig på sin vis, med deres lag af hvid is, om store isvafler, der er skudt op af klippe gulvet. Jeg personligt ville ønske, at stalaktitterne var kæmpemæssige istapper, man kunne bruge som forsvar med cozarerne. Cozarerne. De får mig bragt ud af min fascination af store isvafler og istapper, jeg må videre. Jeg forsætter længere ind på plateauet, og pludselig er der nogen stemmer, som lyder i takt med mine skrid. De lyder som Santabørn-stemmer (genkendes på deres høje toneleje), og jeg forsætter i den retning af en smal gang. Igen er der en sprække, der leder indtil et svagt oplyst rum, oplyst af måske et bål. Jeg prøver at kigge i sprækken, men den tillader kun, man går igennem for at finde ud af, hvad der gemmer sig (måske en metode til at få privatliv?). Jeg stønner, det er altid den slags valgmuligheder, man har, som helt. Jeg tager chancen og stikker et ben igennem og trækker så mig selv med. Pludselig står jeg i et helt oplyst rum med et bål i midten. Jeg bliver blændet med ét, og da jeg atter ikke kun ser hvidt for min øjne, er det første fjæs, jeg ser.. Comags grimme. Jeg tror, jeg prøver at smile flinkt, som en lillesøster til sin bror, men det virker tydeligvis ikke, for med ét er mine hænder holdt fast af Slyth og en anden kæmpe, hvis ansigt jeg ikke lige genkender. Lad os kalde ham Gorilla 1.

”Du klarede det..” mumler Comag rimeligt skuffet, men med et skifter hans udtryk (han lider tydeligvis under mange hormoner i spil).

”På den anden side kan jeg så selv udføre den store straf, du trænger til!” jeg gyser. En ting er cozarer, hvis træk man nogenlunde kan forudse, men et skørt Santa-barns morbide idéer om afstraffelse er ikke altid lige fedt.

”Hvad er det, jeg har gjort dig?” spørger jeg for at vinde tid. Jeg prøver diskret at tage mål af hele det nye hulrum.

”Du er dømt skyldig i at lade en cozar-konge angribe mig midt i en mission med at indsamle den istap, der kunne gøre det af med kongen.” Seriøst lider han stadig over det?

”Du stak af fra din afstraffelse og prøvede så at ydmyge dine afstraffer.” Hvad regner han med, at jeg ville takke dem?

”Du praler for meget, og du adlyder ikke, når jeg siger, du skal blive dræbt af cozarerne.” Han lider virkelig af storhedsvandvid. Min mund udslipper et lille grin. Gorilla 1 vrider min arm hårdt om.

”Hey, vidste du ikke, det er sundt at grine? Men meget usundt at rende rundt med sådan et gnavent udtryk.” siger jeg og blinker til ham. Hans blå øjne stirrer vredt tilbage, og han vrider min arm længere rundt.

”Har din mor ikke lært dig ikke at slå på piger.” ømmer jeg mig. Gorillaens øjne stirrer forvirret, som om det var mere, end han kunne kapere, og hans greb bliver løsnet en smule.

”Hør ikke på hende!” bryder Comag ud, og Gorilla stirrer fjernt ud i luften igen, men med grebet meget strengt. Jeg bander lavmælt, en mindre smart mulighed er tilbage.

”Du skal straffes, og sådan er det! Men da du er en lille pige, skal vi nok straffe dig på en barnlig måde..” Comag går hen til en bunke af sne. Enten har de virkeligt dræbt en cozar, eller også har de haft det med udefra. Han tager en håndfuld og begynder at forme det.

”Skal vi nu lege sneboldkrig?” spørger jeg hånligt. Jeg erkender svaret.

”Du kender vaskere ikke?” siger han, og rækker snebolden fremad mod mig. Så gør han et hurtigt udfald, og med ét bliver snebolden tværet ud mod mit ansigt. Det gøres brutalt, og der må have været snavs i sneen, for det river mod hele mit ansigt, som er det asfalt, jeg bliver gnubbet med. Jeg bliver næsten kvalt, da han er erfaren og hele tiden sørger for at pressen sneen mod min mund og næse.

Snebolden er endelig en lille klump is. Mit ansigt være helt rødt, og det klør værre en hundrede myggestik. Den lille klump is vælger han selvfølgelig langsomt at smide ned af min nakke, og jeg prøver at holde en ligegyldig maske, selvom jeg er rasende. Her står han og leger kong Knud, mens Clay er blevet dræbt, min gruppe fanget, og en hel hær cozarer bare venter på deres snit til at fryse flere. Jeg er desperat for at komme fri.

”Det var rart ikke? At føle retfærdigheden?” spørger Comag, og jeg smiler til ham. Han rynker vredt på næsen.

”Det var for mildt… Hvor var det nu, du havde slået dig, var det ikke armen… eller foden..nej… halebenet ikke.” han smiler ondskabsfuldt. Langsomt former han 10 nye snebolde.

”Gad vide, hvor hurtigt jeg rammer?” spørger han. Slyth og Gorilla vender mig rundt. Jeg fornemmer med ét, at en snebold bliver tyret ind på min ryg, ikke langt fra halebenet. Næste rammer mit baghoved, og det smadrer ned i mit bryst. Han er skræmmende god med snebolde.

”Headshot!” råber Comag, men han er ikke tilfreds og tyrer endnu en snekugle, og den rammer lige på halebanet. Min krop falder forover i smerte, og jeg bider hårdt i min tunge for ikke skrige.

”Halebens-shot.” råber Comag, og jeg kan svagt fornemme i min smerte-døs, at han løber en sejrsrunde med hænderne løftet knyttet i vejret. Gorilla og Slyth kæmper grinende for at holde mig oppe, da mine ben har svigtet. Mit synfelt er rødt. Jeg har blodsmag i munden.

”Er du klar til en til?” råber Comag. Mine øjne er klemt hårdt sammen, og jeg venter på jeg skal besvime. Men der sker det, at en kommer løbende ind og råber ”cozarerne kommer”. Og Slyth og gorilla taber mig tungt på gulvet. Jeg falder om på jorden og løber ikke skrigende ud som de andre.

Jeg kan hører cozarerne skridt, og snart kan jeg også se dem. Mine dage skal ende som Clay.. i baggrunden kan jeg høre Archers stemme råbe mit navn, og det gør mig varm om hjertet, at han bekymre sig om mig, det er bare for sent. Jeg kan mærke en cozarhånd på benet, og mærker hvordan isen langsomt bider sig ind i mine knogler. Gå ikke mod lyset siger alle altid, jeg kan ikke rejse mig og gå, men da jeg ser min mor kommer imod mig med udstrakte arme, rækker jeg ud efter hende…                

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...