Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1325Visninger
AA

22. Kapitel 21

Gangen op gennem grotten er i-glat og sjovt nok tildækket af is. Jeg sukkede kort, alt skulle bare være af is her i cozarernes hule. Is er heller ikke ligefremt nemt at løbe på, og det kan næsten være umuligt at bevæge sig rundt på, men vi får heldigvis træning i det, og næsten hver uge ender med et iskapløb. Det vigtigste er at lægge hele kroppen ind i hver bevægelse og tro på det. Det lyder nemt, men det er det ikke! I det mindste når man løber for sit liv, tænker man ikke over det, og vi styrtede af sted op gennem det stejle rum, der forhåbentligt ville føre os til udgangen.

”KOM NU Bongy!” råber Cecil og hiver panisk Bongy på benene for anden gang. Jeg er imponeret af hendes tålmodighed med ham. Jeg er allerede blevet rasende over, at han blev ved med at forsinke os, og jeg forstår pludselig lidt af Comags tankegang med at smide ham ned til cozarene. Mine tanker vender dog hurtigt, og jeg ser atter Comag grimme fjæs for mig. Af en eller anden grund giver det mig kun mere energi til at få hevet Bongy med os. Det vil bevise, at han ikke havde ret i noget som helst!

”Se!!” udbryder Maggie pludseligt. Hun løber få meter foran sammen med Kim, og lige nu peger de begge direkte på en sprække i grotten.

”Vi kan søge ly dér!” siger hun igen. Cecil kigger på mig, og jeg nikker. Vi har ikke så mange muligheder, og vi kan bogstavlig talt mærke deres iskolde ånde i nakken. Maggie tager føring og løber hen for at kigge ind. Vi andre peger vores istapper mod cozarene, der er få meter fra os. De stopper lidt op.

”Den er god nok. Her er et lille hulrum.” siger Maggie, før hun forsvinder derind. Kim forsvinder derefter, og cozarerne har næsten nået os. Bongy kæmper med at komme ind, og mig og Cecil står med ryggen mod sprækken klar til at angribe.

”Cecil ind nu.” siger jeg, og puffer hende ind mod sprækken.

”Nej dig først..” protesterer hun, men det nytter hende intet, da hun kan fornemme, hvor stejlt jeg står, og det vil ikke nytte noget, at vi begge bliver dræbt. Hun hopper, og jeg må stikke ud efter en lidt for ivrig cozar, før jeg selv sprænger ind. I det samme som jeg lander på gulvet, stormer Maggie og Kim frem med to halsmuffediser. Cozare,ne reagerer instinktivt og blæser is på dem. Det medfører, at de to halstørklæder bliver frosset fast foran hulningen, og i afmagt blæser cozarerne mere og mere is, som skaber et sikkert skjold mellem os og dem. Et lille trick Cowsmith har lært os.

Jeg falder færdigt sammen på det mørke grottegulv, og de andre følger hurtigt efter. Det er helt mørkt bortset fra et par små huller i loftet, hvor lyset falder mildt ind, men det lys, de giver, får mig til at føle håb. Lyset findes et sted, og det kan bryde gennem det massive loft. Med den tanke bliver jeg langsomt indhyllet i søvnens-kappe, og jeg bliver først vækket, da der atter er helt mørkt i hulen. Cecil sidder på hug midt i det smalle rum og lyser rundt med en lille lommelygte.

”Hvorfor synes jeg altid, vi ender indespærret?” spøger hun halvt spøgende halvt bare for at sige noget. Det får mig tilbage til virkeligheden og jeg mindes brat Clays blege ansigt og hendes rædsels skrig, cozarenes morbide ansigter og Comags hånlige smil. Alt svimler for mig et øjeblik, og jeg kan mærke, at adrenalinen har efterladt min krop helt affolket. Jeg vil ønske bare at blive her, ligge helt stille og bare vente på frosten at vil tage mig. Men Clays visne stemme minder mig i tankerne om ”Du den eneste, der kan få gjort has på dem..”, og jeg rejser mig tungt og går hen til Cecil.

”Har vi noget mad?” mumler jeg, og hun rækker to stykker chokolade. En ration man skal gemme, til man virkelig er i nød. Min mave takker hende med en rumlen, hun smiler.

”Skal vi ikke ringe til Cowsmith?” spørger hun.

”Hvordan?” spørger jeg usikkert. Med et smil løfter hun en mobil, som hun må havde haft gemt i lommen.

”Ingen har savnet den, sååå.”, og jeg smiler nu. På mange måder er hun forunderlig. Hun rækker den insisterende mod mig, og jeg tager imod. Få sekunder efter har jeg fået tastet det velkendte nummer ind, men i den anden ende lyder en vedvarende bip-tone.

”Han tager den ikke..” svarer jeg. Cowsmith pointerer ellers altid, at det vigtigste for ham, er hans telefon, så han altid i nødsituationer kan blive kontaktet, kontakte andre, eller spille Angry Birds.

”Så er det vel op til os igen..” mumler Cecil. Hun lyser atter engang rundt i rummet, men standser ved en bestemt plet.

”Lucy, nu må du ikke tro, det er fordi, jeg ikke tør, eller bare vil lade dig i stikken..” jeg ser på hende.

”Men jeg har fundet vej, der fører op, og jeg tænkte, du kunne klatre derop.” hun kigger ned på sine fødder.

”Hvad er der sket..” spørger jeg strengt. Hun kigger på sin hånd, og jeg trækker hendes ærme op. På hendes underarm befinder sig en dyb, lang flænge. Den har farvet hendes ærme helt rødt.

”En cozar fik kort fat på min stav, og..” jeg snupper min halsmuffedise af og forbinder det om hendes arm. Hun prøver først at stoppe mig, men igen insisterer jeg.

”Vis mig den vej.” siger jeg beslutsomt og giver hende en hånd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...