Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1338Visninger
AA

21. Kapitel 20

Har du nogensinde lukket din dør op og så indset, at din familie har snydt dig, da de sagde, at de bare ville holde en lille fødselsdag for dig i år. Så da du åbner hoveddøren, kommer du ind i stuen, hvor alle dem, du kender, opholder sig og venter på at forskrække dig. Ja../nej? Jeg har selv kun set det i nogen af disse fladpandede amerikanske serier, men jeg følte, at det måtte være sådan, det føltes, da jeg fløj ned fra tunnelen og landede oven på Kim, der lå oven på de andre, og indså at vi var blevet sendt ned i cozarernes midte. De står omkring os i en cirkel lige så overraskede som os (bare mere glædeligt overraskede).  

”Hvad gør vi?” spørger Maggie stønnede, da hun ligger nederst.

”Vi har ikke noget valg… Vi bliver nødt til at kæmpe… Alle har en istap og en træstav ikke.” siger jeg. De nikker, men er ikke ligefrem sikre ved situationen. Vi er omringet af mindst 50 cozarer og 20 af dem er menneske-cozarer. Vi har et problem.

”Udgangen burde ligge den vej.” siger Cecil og peger på et hul 10 meter og 20 cozarer væk.

”Hvis vi bare kan komme derhen, så kan vi løbe op og finde de andre, og så er vi reddet.” siger Kim, men hans stemme er alt for overivrig til at nogen kan tage den seriøs. Vi er alle kommet op på benene og står i en halvcirkel.

”Jeg moser Comag, hvis vi overlever dette!” siger Cecil, og så stormer vi cozarerne.

Cozarerne har to former for is, den de sprudler ud hele tiden, som skaber islag og den is, de sender ind gennem huden, når de har fat på en, der fryser en indefra.

Vores flyverdragter er god beskyttelse mod den is, der sprudler luften. Takket være den bliver det flyvske is ikke noget, der får min krop til at fryse, mens jeg borer min istap ind i cozarer. De fleste af dem er ikke særlig hurtige og ved ikke, man skal flytte sig for istappen, men menneske-cozarerne er helt beredte, så hver gang man gør et udslag mod dem, dukker de sig eller undviger. Deres venner er bare ikke helt så smarte, og man kan hurtigt udnytte dem til at få menneske-cozarens opmærksomhed pejlet et andet sted hen.

Cecil kæmper ved min side, og vi kan også hjælpe hinanden med angribe dem bagfra. De andre lyder også til at klare det fint, indtil et skrig flækker luften…

Den menneskecozar, som jeg står og har problemer med, dens opmærksomhed bliver straks flyttet. Jeg giver den hurtigt en istap i maven og følger så skrigets retning. Clay ligger frosset til jorden, mens to menneskecozarer står hånsk over hende. Alles opmærksomhed er rettet derover, og mine teamkammerater udnytter hurtigt chancen til at få lavet en vej hen mod udgangen. Jeg vælger dog at styrte hen mod de to menneskecozarer. De får hurtigt øje på mig og forlader Clay liggende halvt frossen. De to menneske-cozarer ligner hinanden på en prik bortset fra, at den ene må være en pige og den anden en dreng. Pigen har frosset hele sit hår, så det hænger ned som stive totter, og drengen har valgt at fryse sin næse. Selv det virker en smule dumt, er de det dog ikke. Drengen vælger først at hoppe frem med sine hænder forrest, jeg udnytter det til at slå hans ben væk, så han vælter ned i sneen. Så bruger jeg staven til at holde hans hænder nede, og jeg skal lige til at stikke ham med istappen, da pigen angriber bagfra. Jeg kan mærke, hvordan hendes hånd kort strejfer min ryg, og hvordan det lille sted fryser, før jeg rækker ud efter hende med istappen. Hun hopper væk, før jeg rammer hende. Drengen griber nu fast i min stav og bruger den til at holde mig fast. Jeg ligger dog ikke uden beskyttelse og stikker ham hurtigt med istappen i maven. Straks sprøjter der sne ned over mig, og drengen er væk. Pigen er der desværre stadig. Jeg springer op på benene med sne i hele hovedet og begynder at slå ud med min stav. Pigen undviger hele tiden, og jeg kan se, at jeg bliver nødt til at lade hende komme tættere på for at få gjort det færdigt.

Jeg lader med ét, som om jeg får overbalance, og hun prøver at angribe, men jeg har gemt min istap og borer den ind i hende. Mere sne. Jeg styrter hen til Clay, som ligger helt bleg. Cozarerne nærmere os stille og roligt.

”Clay?” hvisker jeg. Og stryger hende over den frosne pande.

”Løb Lucy, du den eneste, der kan stadig få gjort has på dem..” hvisker hun. Hun kan bare ikke tale højere. Jeg stryger hende stadig over panden, og jeg føler sådan en afmagt.

”Kom nu Lucy!!” råber Cecil, og jeg kan se, de har nået udgangen, men deres vej derhen er ved at blive overrendt af cozarer.

”Løb!” siger Clay, og jeg kysser hende på panden. Før jeg rejser mig op og løber alt, hvad jeg kan mod udgangen. Cozarene er dog kommet i vejen, men hvis jeg stopper op nu for at kæmpe vil de omringe mig igen. Jeg kigger mod gulvet. Det er helt glat af is, og så tager jeg tilløb, før jeg kaster mig ned i en glidende tackling hen mod udgangen. Cozarerne er så overraskede, at de ikke nå at angribe, men istedet vælter som kegler, da jeg rammer deres ben. Cecil hjælper mig hurtigt på benene, og så løber vi alt, hvad remme og tøj kan holde.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...