Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1320Visninger
AA

3. Kapitel 2

Den eneste hele måned, hvor jeg har helt fri for at redde verden og for at være på trænings camp, er selvfølgelig december. Min far har været så rar at sige, at det skal være en ferie måned, for ellers havde vores træner Cowsmith (kald ham general Cowsmith, for ellers står den på toilet-rensning og det gælder også hans!...) pint os også i denne måned. Hvad laver jeg så, når mor er på arbejde, og jeg ikke styrketræner? Tro det eller ej, jeg holder hjemmeskole. Hvorfor gider jeg det? Jo ser du, jeg er ikke en af de største af mine søskende, altså af de søskende, der er som mig (blandt mine nisse-søskende er jeg meget større og stærkere). Derfor bliver jeg nødt til at have et eller andet hemmeligt våben mod dem, og det er og bliver min geniale hjerne, og mine hurtige fødder (øhh). Jeg studerer derhjemme i min mors lejlighed. I vores stue, som både fungerer både som spisestue med det kæmpe egetræsbord og som dagligstue med en gebommerlig kaki-farvet sofa, der overdynget med patchwork tæpper. Der hænger guirlander af farverigt papir i vinduet og små nisser hænger også over det hele (min mors påfund…). Det er ved det spisebord, jeg sidder og figurerer med parabel, albedo og endosymbiose. Men tro mig, jeg er ikke den nørdede type, og jeg bruger mere tid på at rende rundt i min by end på at sidde derhjemme. Det var på vej hjem fra byen, jeg fandt brevet.

Brevet, der fortalte med pinligt elegant sammenhængende skrift: Du bedes venligst om hurtigt at møde op på det sædvanlige møde sted, situation er ikke hel normal; en cozar er set. Mange julehilsener din far.

For alle almindelige børn, som ikke ser deres far særligt ofte, ville det være et fedt brev at få fra sin far, jeg mener, at han ønsker at se dig. Og hvem elsker ikke mange julehilsener fra sin far?..  Men for mig, der prøver at undgå min far mest muligt, og som lige havde fået juleferie… Var dette brev at sammenligne med et brev, der fortalte, at ens ferie på Hawai var blevet sløjfet til fordel på et ophold på kolbøttefabrikken endnu en gang i dette år. (Sindssyge spændetrøjespatienter fremfor labre hula-dansere).

Jeg var så tæt på ikke at tage afsted, bare pjække og holde min ferie i stedet. Ingen ville dukke op for at hente mig, eller skælde mig ud for at jeg ikke dukkede op. I værste fald ville jeg ryge på listen over uartige børn for altid, men intet andet. Hvorfor tog jeg så afsted? Min mor begyndte endda at græde, da jeg fortalte hende det, noget der meget ulig hende. Hvorfor besluttede jeg at spilde december i selskab med mine hjernedøde søskende. Fordi min far normalt holder julen helt hellig, og fordi der ikke plejer at vise sig cozarer så tæt på juletid. Dette var ensbetydende med, at cozarerne lige nu var meget stærke, og jeg ønskede ikke, at der skulle ske noget med almindelige, uskyldige, uvidende, og en smule tungnemme mennesker (deri blandt min mor). Jeg ønskedeikke, at være en af dem, der rent faktisk kunne ændre noget, men så alligevel bare lod stå til. (Og cozar-jagt var ikke værst). Så jeg tog afsted! Og hvilket maridt jeg fik foræret dér.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...