Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1334Visninger
AA

20. Kapitel 19

Igen er vi ude at trave. Hvilket vi er rimelig ofte, da der desværre ikke er blevet sat nogle awesome snescootere til side til os. Du tænker sikkert, hvordan kan det være, at din far, julemanden, som kan lave det smarteste legetøj i hele verden, ikke kan producere et par snescootere? Det kan han uden problemer, men som han siger, når han er sin hårdkogte-version, så får vi bedre træning af at gå, og der ville helt sikkert være slåskamp om dem... Det er en smule dobbeltmoralsk, når han selv kører rundt i en kane trukket af magiske rensdyr ikke? Jo, men han mener ikke, vi vil kunne behandle rensdyrene ordenligt, så ingen snescootere eller magiske kaner. Derfor må vi trave ud til den såkaldte grotte, som Comag pointerede, var cozarernes hemmelige tilholdssted. Jeg er ikke sikker, men det føles bedre at gøre en indsats end at sidde med hænderne i skødet.

Cecil, Maggie og Clay går ved siden af mig og diskuterer angrebs-stratgier, Comag, og hvordan man smartest pålægger eyeliner, uden der er et spejl. Jeg kigger hurtigt på dem og kan allerede nu vurdere, at jeg vil bruge det råd, Maggie kommer med, for Clays eyeliner er mere en øjenskygge, og Cecils alt for kraftig. Archer er forsvundet et eller andet sted ind i mængden af børn med hvide flyverdragter (det er hele børnehaven, der er ude og gå). Jeg savner ham en smule, men lad være med at fortælle ham det.

 Himlen er helt lysegrå, og uvejret er på vej. Snemængden er ikke blevet mindre end sidst, og vi kæmper os gennem knæhøjt sne. Det er hårdt, men der ryger i det ikke mindste sne ned i ens støvler, der er gemt bag flyverdragten. Midt i det hvide landskab med børn i helt hvidt tøj og en himmel, der næsten også er hvid, tårner grotten sig op som en mørkegrå gigant.  Den er kæmpestor og grotesk og står totalt i modsætning til det smukke landskab. (0g mig..) Det var som en slimet frø midt på en elegant bryllupskage, og frøen nægter at bliver strøget med flormelis. Selvfølgelig er den belagt med et gennemsigtigt lag is, men ingen istapper fra toppen af grottens munding. De er her, jeg kan fornemme det. Spørgsmålet er bare, om vi kan gøre det af med dem.. eller om vi selv vil blive gjort af med.

Comag lægger et kæmpe håndtegnet kort ud på jorden. Vi står samlet bag grotten i frygt for, at cozarerne vil komme ud og angribe.

”Det her er grottens indre.” siger Comag og peger på de skæve streger, der snor sig rundt inden for en cirkel.

”Hvordan ved vi, de er korrekte?” spørger jeg provokerende. Alle kigger på mig, jeg har lige stillet spørgsmål til diktatorens autoritet.

”Jeg har selvfølgelig haft mine spioner derinde.” svarer Comag hånligt.

”Du tror da ikke, Lucy, at vi bare prøver os frem?” Jeg vælger ikke at svare, men Comag er ikke færdig.

”Det kan godt være bandeløse..” vigtigt at pointere, jeg ikke er en del af de andre fællesskaber. ”ikke kæmper ud fra nogen plan, men det gør både Metal cozarene og ikke mindst minion’sne ” således skabte han et fællesskab mellem de to bander, og gav dem mig som fjende. Jeg skulle have holdt min mund, for alle mine søskende stirrer ondt på mig.

”Hvis der er andre spørgsmål, kan I komme med dem, efter jeg har fortalt resten af planen.” Comag forsætter med resten af planen…

*

Grotten er ifølge det ”ih så korrekte kort”, delt op 5 rum. En stor aflang indgangshal, der løber fra hulens indgang til det kæmpe rum, hvor cozarerne befinder sig i. Det kæmpe rum og et mindre tilkoblet rum, som spioner desværre ikke har sneget sig ind i. Desuden er der et lille smalt rum, cozarene nok ikke har tilknytning til, som løber langs deres kæmpe rum, og et andet mindre vi kunne gemme os i.

Jeg er røget på det team, der skal snige sig ind i rummet, der løber langs dér, hvor cozarerne er. Her skal vi prøve at få loftet til at eksplodere, så cozarerne vil blive knust. Tror jeg på planen. Nej. Der er alt for mange ting, der kan gå galt, men har jeg nået valg? Nej. Den står mellem at satse på den plan eller blive stemplet som forræder blandt min søskende og blive stukket ned med istapper, derfor satser jeg på planen.

Rummet, vi skal ind i, kommer man til via en smal sprække. Inden i rummet er der så mørkt, så man ikke aner, hvad der er der. Man bliver nødt til bare at håbe og kaste sig ind i sprækken med benene først. Jeg kigger rundt på de andre i min gruppe. Det er: Cecil, Maggie, Clay, Kim og en kaldet Bongy. Ingen af os bryder Comag sig om, og vi ville ikke være det store tab for ham. Hvorfor Archer ikke er på holdet, ved jeg ikke, jeg ved ikke engang, hvor han er.

”Held og lykke med jeres mission.” siger Comag og gør militærhonnør. Boggy hopper først efterfulgt af Maggie. Der kommer ikke en lyd fra sprækken, efter vi er blevet sendt. Måske går den sprække ned til et underjordisk fangehul som Comag vil spærre os i.

Det er mig, der skal springe sidst, og Comag kommer hen for at hviske mig noget i ørerne.

”Prøv at dræb så mange cozarer som muligt, før du stiller træskoene, ikke Lucy.” hvisker han.

”Jeg kommer tilbage.” siger jeg og hopper så ned gennem sprækken. I samme øjeblik begynder Comag og Slyth at skraldgrine. Jeg indser, at sprækken er en tunnel, der går stejlt ned af. En fed rutsjebane, men sidst jeg kørte nedad (ad taget på vores hytte) endte det ikke godt, og jeg frygter for samme landing nu!          

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...