Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1335Visninger
AA

19. Kapitel 18

Er du nogensinde vågnet med et fjæs helt oppe i hovedet. Dine øjnevipper er sammenflettet af søvn, og du gnider dig søvnigt i øjnene for at få det væk. Samtidig gaber du måske næsten kæben af led, og du fryser i den bevægelse med ét… da du opdager et par klare blå øjne et par cm fra dine, og en lang bleg næse der næsten stikker én på kinden. Jeg ved med ét, at dét er en af de berygtede menneske-cozarer. Mine hænder kæmper febrilsk for at finde den istap, der burde ligge ved min side. Mine ben spræller hektisk, som en fisk på land, da de ligger klemt under menneske-corazens vægt. Heldigvis bliver de beskyttet af et lag sovepose, så de ikke fryser. Min hånd gør det dog anderledes. Menneske-cozaren reagerer pludseligt, og jeg kan fornemme hans hånd på min. Jeg kan mærke hans tørre hud og lange fingre. Så føles alt iskoldt, og jeg kan ikke bevæge min hånd mere. Mine øjne er ironisk nok fastfrosset til hans øjne. Mens han fryser min hånd, åbner han munden i et stort O, som om han siger ups noget, men ikke en lyd forlader hans mund. Hans mund krænger hånligt opad, og jeg ved, han skal til at angribe. Jeg ønsker, jeg har endnu en genial plan i ærmet, men jeg er som en flue i edderkoppens spind og kan intet gøre.

Han tager den hånd, der lige har frosset min, og strækker sine fingre ud og ind samtidig med de bevæger sig tættere og tættere på mit ansigt. Jeg ville ønske, at jeg kunne se, om Cecil og Archer stadig ligger og sover eller om de er vågne.

Hans hånd er få cm fra mit hoved nu, og jeg kan nemt aflæse hans fingreaftryk og linjer i hånden. Bagved kan jeg skimte drengens ansigt, som er flækket i et stort forundret udtryk, som man ellers kun ser på små børn, der piner insekter for første gang. Jeg kan fornemme kulden fra hans hånd, og lige om lidt ved jeg mit ansigt vil stivne. Jeg lukker mine øjne og sender en stille tanke til min mor og min ikke-endnu-fødte søskende. Godt hun får et andet barn at hygge sig med efter mig. Jeg venter stille med lukkede øjne, men intet sker. Måske ønsker han, at jeg skal have åbne øjne, når jeg bliver frosset. Jeg åbner dem stille. En hånd har grebet fast om drengens hånd, og med ét vælter én oven på mig. Alt bliver mørkt for mine øjne, men det kan ikke være en cozar, for jeg fryser ikke. Der forgår en forbistret kamp over mig, og jeg kan fornemme, de hvæser af hinanden. Med ét lyder et sksss, og jeg gætter på, at en istap har fundet sit mål. Snart efter flytter personen sig også, og det er.. selvfølgelig Archer.

”3-1 til mig i redningsaktioner.” siger han

”Du vejer et ton.” siger jeg.

”Jeg ville passe på med, hvad jeg siger, for så vidt jeg kan se, er dine hænder frosset fast. Desuden burde du tilbede mig, efter jeg sådan kommer og redder dig” siger Archer. Han smiler alt for selvsikkert.

”Jeg havde helt styr på det.” mumler jeg, og kæmper for at komme op at sidde, men min hænder sidder sådan fast, at de kun kan være sådan en stilling, hvor maven syrer helt vildt.

”Mmmmh.” siger Archer og stikker sit hoved helt nær mig.

”Hvordan vil du så forhindre mig i at gøre sådan her?” spørger han, og hans næsetip rører næsten min. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere og sidder ligeså paralyseret som før med cozaren. Mine mavemuskler dunker. Hans blå øjne har fanget mine, og jeg føler næsten, han rører mig. Med ét standser hans ansigt, hans hånd rækker ud og fjerner noget sne, der sidder i mit hår.

”Så kan du ikke klage over min redning-aktion.” siger Archer smiler og rejser sig, så godt han kan i teltet. 

”Nu smutter jeg ind og snupper morgenmad.” siger han. Mine øjnebryn forsvinder op i min pande.

”Hvad med mig?” udbryder jeg og skal ligetil at protestere med armene, da jeg igen husker på, de er frosset fast. Han griner.

”Jeg skal hente noget salve i min taske i det andet telt.” Jeg sukker lettet.

”Men måske skulle jeg hente Comag med på vejen. For, for dette syn ville jeg i hvert fald få en køje i hytten.” Han griner endnu mere.

*

Da Archer, Cecil og jeg kommer ind i hytten, er hun rødglødende. Cecil havde været ude for at tisse, da menneske-cozarerne havde angrebet vores telt. Da hun kom tilbage, fandt hun mig med hænderne frosset fast til teltgulvet. Lidt efter kom Archer ind, og sammen fik de mig fri. Mine hænder er stadig reje-røde, men jeg har fået førligheden tilbage og kan bruge dem. Mit haleben knaser stadig, men ellers gik alt fint (når man dog også ser bort fra alle cozarene i området og Comag). Da døren bliver åbnet af en lillesøster og Cecil er inde i rummet, begynder hun straks at råbe af Comag.

”Hvad er det for nogle elendige vagter, du har? En menneske-cozar vadede lige ind i vores telt og var lige ved at fryse Lucy ihjel… Eller har du glemt at sætte vagter ud, fordi du vidste der befandt sig menneske-cozarer derude og bare gik og ventede på, de ville angribe.” råber Cecil. Comag ser en smule forskræmt ud, men også som om, at hans plan er røget i vasken. Han stirrer på mig, jeg blinker.  

”I var heller ikke synderligt på vagt!” siger han. Cecil sender ham dræber-øjne.

”Måske fordi vi er totalt udmattede efter at næsten blive levende-frosset inde i et hus. Og I bare ikke har lavet en pind.” Comag skal til at svare rasende igen, men Slyth visker ham noget i øret, og Comag smiler hurtigt og kigger så på Cecil.

”Du har ret. Vagtposterne har ikke taget sig nok sammen, og jeg regnede med faren var drevet over. Vi har nemlig fundet en kæmpe hule, hvor cozarer-og-menneskecozarer befinder sig, derfor troede jeg, vi var fri for at have dem her.” Jeg kan ikke lure, om det med hulen er sandt eller en god undskyldning, men det får mig til at spidse ører.

”Kom med noget mad til dem, og sørg for de får varmen. Desuden Kim og Tower holder vagt! Hvis jeg hører om nogen cozarer, der nærmer sig hytten eller teltene… er I dømt fredløse!!!” Selvom det lød som en vits, kan jeg fornemme den ramlende alvor bag truslen. Et par tallerkener med varm risengrød (det var altid det, vi fik med, eller suppe) bliver hurtigt stukket i hånden på os, og vi bliver guidet helt nær ilden. Kim og Tower skynder sig ud af døren, og de næsten bukker for Comag i forbifarten. Han er ved at blive en militærdiktator, som undertrykker sin befolkning på bedste vis. Jeg er desværre ikke en ven af diktatoren, men regeringsfjende nummer 1. Grøden virker alt for sød.      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...