Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1311Visninger
AA

18. Kapitel 17

”Det kan ikke være rigtigt.” siger Cecil og slår sin hånd hårdt ned i teltgulvet. Hun havde nu brokket sig i flere minutter over Comags ”venlige” behandling af os, eller rettere sagt af mig.

”Hvordan kan han tillade sig at sige, at vi skal ligge herude, når der sagtens er plads til 5 mere, især når 3 har vagten?! Den julemand, den cozar!” Hun bruger virkelig de grimmeste bandeord, hun kan komme på.

”Det er min skyld, han reagerer sådan. Hvis I blot havde ladet være med at nævne skorstens-episoden, så havde han ladet os være.” svarer jeg alt for træt til egentligt at have en holdning til sagen. Comag vil alligevel få med mig at gøre, når vi har fået bekæmpet cozarerne.

”Men så ville han sidde og nedgøre dig for selv at virke bedre! Jeg vil vædde med, han ikke har bekæmpet nogen cozarer, men bare har stukket halen mellem benene og gemt sig bag hans to store bodyguards.”

”Det må vi vædde om i morgen.” siger jeg og kvæler et gab.

”I det mindste skal vi ikke stå vagt i nat.” Jeg lukker øjnene og kravler længere ind i min indbydende sovepose. Jeg tror bestemt, at jeg kan sove, også selvom der blev bygget en motorvej bag teltet, eller hvis Comag skrigende blev tævet af mine nisse-søskende (det ville dog være lidt trist at misse). Men jeg tog fejl, for i det samme øjeblik lød der rabalder ved indgangen til vores telt, og jeg røg op med en istap sigtende mod indgangen. Cecil er også straks parat. Lyden blev højere, og lynlåsen begyndte at blive trukket ned med en knirken. Mit hjerte bankede hurtigere. Vores lygte var peget derhen, og vi ventede på at se vores angribers ansigt. Min sovepose, der var spændt om mine ben, ville helt sikkert være en ulempe, men samtidig ville den, der kom udefra, ikke have en plan over teltet. Jeg stikker min istap nærmere indgangen. En skikkelse hopper hurtigt ind og lukker så med et snuptag teltet igen. Min istap, er placeret på skikkelsens ben.

”Det er jo den samme modtagelse, vi fik, da vi kom til denne hytte.” udbryder skikkelsen, som jeg hurtigt genkender som Archer.

”Archer?” udbryder Cecil. 

”Ja, Kate og Tower besluttede at bede om nåde hos Comag, og de kom aldrig tilbage, så jeg tænkte, om jeg måtte sove herinde?” spørger Archer. Han har sin sovepose hængende om skuldrene som et andet sjal, og han står med en krumbøjet ryg for at kunne være der.

”Jo, det må du vel godt..” siger Cecil og kigger på mig. Jeg nikker ivrigt kort, og han hopper nærmest ned i midten. Og straks efter ligger han helt pakket ind i sin sovepose.

”Men vi har altså nogen regler..” påpeger jeg inde fra min soveposehule.

”Ingen snorken, savlen, tissen, snakken i søvne eller spisen i søvne.”

”Det er i hvert fald dét, UDEFRAKOMMENDE skal overholde, Lucy og jeg har fri hænder..” understreger Cecil og fniser. Archer stønner højt, men af en eller anden mystisk grund falder han hurtigt i søvn… og snorker. Kun en smule, men det er alligevel brud på regel nummer 1, og straffen er 10 års slavearbejde for ejerne af teltet. Jeg nævner dog ikke noget, og jeg har også svært ved at gøre noget, da Archers arm ligger tæt om mit liv. Jeg ryster på hovedet, tænk hvis han har ligget sådan her med Tower…. Jeg flytter den dog ikke. Helt tryg og med et smil på læben falder jeg i søvn. Problemet er bare, når man er allermest tryg, er man allermest sårbar, (regel nummer 2 efter ingen snorken). Og den går altid i opfyldelse….         

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...