Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1321Visninger
AA

16. Kapitel 15

”Jeg tænker, vi kontakter Cowsmith og spørger ind til, hvad vi skal gøre nu.” siger Cecil, og alle nikker enstemmigt. Cecil er lige 2-3 år ældre end alle os andre. Hun ser helt frisk ud efter sin lur i teltet og har atter håret sat i en stram hestehale. Kate derimod har ladet sit mørke hår hænge frit, og hun står og gaber skjult ned i hånden. Hun har flinkt været henne og spørge til mit haleben sammen Tower. Tower valgte dog ”flinkt” at banke hårdt på mine skuldre, så mit haleben atter gjorde knas. Jeg lod som ingenting, for det ville ikke være smart at kritisere ham her, som jeg sad helt usselt.

”Ligegyldigt hvad Cowsmith så siger, skal vi videre, for som sagt fandt mig og Archer et cozar-fodspor lige lidt væk her, og det værste er, at der også befandt sig flere andre aftryk, som helt sikkert stammede fra et menneske.. Det styrker teorien om, at der skulle være skabt menneske-cozarer.” Cecil har ikke trukket på en eneste muskel, hun kunne ligeså godt havde sagt, at hun skulle på toilettet, som dette. Jeg føler til gengæld, at vindene går direkte gennem tæpperne, og jeg kan føle udmattelsen. Hvorfor kan vi ikke bare tage hjem? Vi har været igennem en umulig prøvelse, og vi har overlevet. Endnu et af vores liv er røget, og hvem ved, om det var det sidste. Jeg sukker. Det kunne også være, at cozarerne følte sig alene, og derfor har skabt nogen menneske-venner, som de ville hygge sig med denne jul. At de ville sove sammen i en tilfrosset hytte og drikke smeltevand. Juleaften ville de håbe, de havde været artige nok til, at min far ville besøge dem ned gennem deres glatte skorsten, og jeg ville måske, hvis jeg er sød, advare ham om istapperne. Da jeg kigger rundt på istapperne, som lige er blevet slebet, og på mine søskendes alvorlige ansigter, ved jeg, det aldrig ville blive sådan.

”Må jeg snakke med ham?” spørger jeg, og alle kigger forskrækket.

”Selvfølgelig.” siger Cecil og kaster mobilen. Jeg prøver akavet at nå at få min arm frem fra tæppet, men jeg når det ikke, og istedet ryger den med et plop ned i sneen. Ingen siger noget, men jeg kan allerede fornemme afskyen for min svaghed, og mærke hvordan Tower står og slikker sig om munden, for at han kan se sit snit til at gengælde, at jeg væltede ham.

Jeg taster langsomt nummeret med én finger. Den første ting, man lærer på lejren, er nummeret dertil. Af hvilken god grund kan jeg ikke se. Måske mener de, at man vil få så meget hjemvé, når man er på ferie, at man vil ringe dertil… måske Cowsmith lider af ensomhed.. 

Den bipper tre gange før Cowsmiths vrantne stemme lyder i den anden ende.

”Hallo!”

”Æhmm, det er Lucy fra gruppe 5.”

”Lucy” hans stemmeleje bliver normalt.

”Vi har problemer, vores hytte blev tilfrosset af cozarer, og nu er vi ved den lille skov 3 km derfra.. vi har set spor fra cozarer ved vores ny lejr, men ikke at forglemme også spor fra mennesker.”

”Menneske-cozarer.” bryder han ind.

”Præcis…”

”Hmmm. Situationen er værre end frygtet. 3 andre grupper er også blevet angrebet, og de 4 andre meddeler om cozarer i nærheden.  Jeg har sendt de 3 angrebne hold til hold 1’s hytte, og jeg tænker det er en god ide, hvis I også søger derhen. Så kan vi samle vores styrker…”

”Cowsmith, er der nogen, der er kommet til skade?” spørger jeg stille.

”En er frosset til, én anden er halvt frosset til, men ellers klarer alle den.” bliver der mumlet. Jeg nikker.

”Vi ses..” og der bliver lagt på.         

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...