Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1325Visninger
AA

15. Kapitel 14

Ilden knitrer lystigt, og solen er på vej op et stykke ude i horisonten. Jeg sidder med en kop varm smeltet vand med kakao-pulver og en tør kagemand med udtværet glasur. Ikke noget der kan sammenlignes med den, min mor laver, men lige nu er det som ambrosia og nektar. De andre valgte ikke at sove mere i vores hytte efter indefrysningen, og i stedet har de slæbt mig og vores oppakning 3 km væk til det sted, hvor en lille skov befinder sig. Her slår de lejr under to store fyrretræer, pakker vores to hvide telte ud, laver et bål, samler forsyninger og udarbejder en vagtplan. Alt det mens jeg snorkbobler. Først ved daggry vågner jeg, og her blev jeg mødt af Cecil, som kommer med varm kakao og kagemænd. Hun smiler fornøjet, men under hendes øjne er store sorte rande, og hun prøver at skjule et gab i med hånden. ”Smut i seng” anbefalede jeg hende og forsikrede hende, at jeg sagtens kunne holde vagt og var i stand til at tage mig af mig selv. Så smuttede hun ind i et af teltene, og nu sad jeg her alene pakket ind i flere lag tæpper.

Det sner stadigvæk, og de hvide fnug daler forvirret rundt og smelter så snart de lander (hvilket liv). Jeg smiler, og prøver at strække min ryg ud. Men straks gør mit haleben indvendinger, og jeg ømmer mig sagte.  

”Stadig knas med skavankerne?” spøger Archer, som næsten er nået hen til bålet, uden jeg har hørt ham (måske er det en dum idé, jeg har vagttjansen). Han hælder et krus op af vores smelte-vands-kakao.

”Ja, og åbenbart kan jeg heller ikke høre noget mere.” svarer jeg. Han smiler og går hen og sætter sig på træstammen ved siden af mig.

”Burde du ikke ligge i din sovepose og nyde, du kan sove længe?” spørger jeg.

”Hmm” svarer han og rører rundt i kakaoen.

”Eller snorker Tower så højt, at du ikke kan sove?”

”Jeg har stadig adrenalin i kroppen, og at falde i søvn er ikke min stærke side.” svarer han.

Jeg smiler, og kigger på ham. Hans blå øjne er fokuseret på et punkt, og den lille panderynke forærer mig et bevis på, han er langt væk i tankerne.

”Hvorfor er du her egentligt?” spørger jeg. Han kigger mig lige i øjnene.

”Det er en lang historie..” han kigger ned på sine fødder.

”Vi har lang tid”. Ilden knitrer bag os, sneen drysser stille ned, og solen er stadig orange. Ikke en lyd rører sig i teltet, og de gamle fyrretræer står som vagter omkring os.

”Det er min bror, der burde være her.” siger han.

”Er han..”

”Han har aldrig set solen.” svarer han.

”Min mor var datter af nogle velhavende forældre. Hele hendes barndom var bare en kæde af lykkelige oplevelser. Det hele endte så, da hun forelskede sig i min far. Han var en køn ung mand, der forførte hende til at stikke af med ham og gifte sig i smug. Min mor kendte ikke til andet end hengivenhed og skrev alle de dokumenter under, han ønskede… Pludselig en dag var han så væk. Han var forsvundet uden et ord og havde taget alle hendes penge fra hende. Tilbage stod hun fortvivlet og med mig i maven. Hun flyttede tilbage til sin forældre, men de var begge syge og døde kort tid inden, jeg blev født. I de første år af min barndom boede vi i en lille lejlighed, og min mor brugte al sin tid på at passe mig og studere til sygeplejerske. Da hun var færdig, begyndte vi at rejse til udkantsområder, hvor der var gode penge at tjene. En dag rejste vi meget nordligt, og der boede vi så…” Archers stemme var gået i stå. Han rakte langsomt sin hånd ud i luften, og et snefnug landede nøjsomt på hans håndflade. Solens svage stråler fik iskrystallerne til at skinne smukt, lige til Archer lukkede hånden igen.

”Her mødte min mor en mand, og hun var lykkelig for en tid.” Hans øjne lyste op ved mindet.

”Jeg gik i børnehave på det tidspunkt, og når han besøgte os, havde han altid små ting med til mig. Det var din far.” siger Archer, og kigger på mig.

”Der gik ikke lang tid, og så var min mor atter gravid. En aften lige inden december kom han hjem til os og snakkede med min mor. Derefter besøgte han os ikke hele december måned.

”Fordi han blev nødt til at være julemanden.” hviskede jeg, og Archer nikker.

”Det vidste jeg ikke på det tidspunkt, men min mor må havde vidst det, for hun brokkede sig ikke over, han ikke kom på besøg. Så dagen før juleaften havde min mor glemt sin taske på klinikken, hvor hun arbejdede. Hun sagde, jeg skulle blive hjemme og vente. Men det kunne jeg ikke, jeg var for nysgerrig. På det tidspunkt var hun højgravid, så hun gik langsomt forbi søen og skoven, der var på vejen. Jeg fulgte efter hende skjult, og på et tidspunkt, mistede jeg hende af syne. Med ét hørte jeg hende skrige. Hun stod omringet af tre cozarer, der langsomt gik imod hende. Hun blev ved med at råbe, at han ikke var der, at julemanden ikke var der. Jeg skal til at styrte ned mod hende, men i samme øjeblik bliver jeg holdt fast af en mand. En mand i rødt tøj og med langt hvidt skæg. En mand som havde de samme øjne som min mors kæreste, men en ældre udgave. Jeg kæmper for at komme fri, men det er nyttesløst, og istedet kan jeg kun stå der og se min mor blive til en frossen statue.” Archer holder pause i sin fortælling, og smider et stykke træ på bålet.

”Jeg svor dengang, at jeg ville hævne hende, at jeg ville gøre det af med de væsener, som havde gjort en ende på hendes liv. Efter det boede jeg hos min onkel, indtil den dag din far dukkede op med et tilbud om, at jeg kunne blive optaget i en lejr, og jeg takkede glædeligt ja, da jeg ikke længere kunne klare al den medynk.” Jeg smilede opmuntrende til ham.

”Ja, den fandt du nok ikke dér.” Han nikkede stille, tømte så sit krus og strakte sig.

”Vi må se at komme videre.” siger han. Solen er allerede begyndt sin tur hjemad.          

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...