Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1311Visninger
AA

14. Kapitel 13

Engang da jeg var 7 år gammel, blev jeg en dag så rasende på min mor, at jeg besluttede, jeg ville løbe hjemmefra. Det var en kølig december måned, og min mor havde lige forladt vores lejlighed med et smæk med døren. Jeg fnøs over hendes ”drama-queen”-opførsel og smuttede ind på mit værelse. Dér fandt jeg hylden, hvor jeg gemte min blå spargris af ler. Jeg tyrede den mod gulvet, og den smadrede med et kæmpe brag. Mønter og skår fløj udover det hele. Og midt i epicentret, stod jeg fascineret og stirrede. Jeg begyndte straks at samle de alle de små sølvmønter, jeg gemte på, op og proppede dem ned i min lomme. Så løb jeg ud i køkkenet og snuppede fem chokolade-kiks fra en uåbnet pakke, som jeg proppede i den anden lomme. Jeg tog min vinterjakke på, og så smuttede jeg ud af døren med et endnu større brag end min mor. Jeg løb ned ad trappen og ud på gaden. Mit mål på det tidspunkt var at finde op til min fars hemmelige juleværksted og spørge, om jeg måtte bo dér. Efter at have famlet rundt på de mange julepyntede gader i en time, styrtede jeg dog næsten ind i min mor, som kom gående rundt om et gadehjørne. Jeg følte mig fanget i gerningsøjeblikket og mærkede straks rødmen blusse op i mine kinder. Vi stirrede hinanden trodsigt i øjnene et par sekunder, før vi så faldt hinanden i armene og tog hjem.

Jeg følte mig på samme måde fanget i gerningsøjeblikket nu, men jeg ville fortrække, at det var min mor, der havde fanget mig frem for en stor cozar. På den anden side  min gravide mor på et tag i bidende kulde…

I det mindste stod jeg øverst på det trekantede tag, og cozaren nederst. Mit humør var i øjeblikket kun til en hurtig svingom. Cozaren nærmede sig langsomt, da det var svært at få balance i sneen. Den kravlede nærmest op imod mig med et totalt tumpet smil på læben. Jeg føler mig som en bøddel, der bare venter på at svinge øksen over mit offers hoved. Straks den var tæt nok på stak jeg istappen i dens bryst, og to sekunder efter er der en bunke puddersne. Jeg træder hen for at mærke på sneen, hvilket er hjernedødt, for i samme øjeblik glider min fod. Jeg lander lige ned på halebenet, og så begynder en smertefuld kælketur ned ad taget. Det er egentligt en morsom tur noget af vejen. Sneen har den rigtige blødhed, den kolde luft er forfriskende mod ens kinder, turen har god fart på, og hoppet er en festlig overraskelse, som der normalt ikke er på kælketure. Men smerten taget i betragtning ved at køre på halebenet, ramme lige ned i et udløbsrør, for så at falde lige ned som sten på jorden, også blive omringet af glubske cozarer, gør det alligevel ikke turen værd…

Jeg roder panisk rundt, for at komme ned i rygsækken og finde en istap, men den er røget i faldet, og jeg har givet slip på den, jeg havde i hånden også.

Cozarerne har alle løftet deres hænder ligeud i luften som zombies. Deres arme er lige på vej til at ramme mig med forfrysninger. Jeg sidder i sneen, som jeg landede, med benene strakt ud foran mig og hænderne placeret i sneen. Måske skulle jeg skyde snebolde på dem? Min mund bevæger sig ustandselig, men den fremsiger ikke bønner, som I måske tror, men adskillige av’er, eder og forbandelser. For mit haleben smerter ustandseligt, så det kan ikke være værre at blive frosset ned. Jeg lukker øjnene et kort øjeblik, og da jeg åbner dem, er det cozarerne, der ligger på jorden og hvæsser eder og forbandelser (og av’er). Archer må have kravlet op gennem skorstenen efter mig og så Cecil, for lige nu er de i gang med at gøre det af med de cozarer, der truede mig før (bare giv dem en ordentlig omgang fra mig.). Archer har som sædvanligt gang i flere cozarer, mens Cecil tager sig af en. Jeg kan ikke andet end bare og sidde og kigge på med store øjne. Det sidste, jeg husker, er, det begyndte at sne, og Archer kommer hen til mig.

”Jeg tror, din far skal passe på.. aldrig har man set en bedre skorstenskravler.” siger han, og jeg går ud som et færdigt lys.       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...