Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1332Visninger
AA

13. Kapitel 12

Tower står panisk og sparker til døren. Kate banker gentagende gange på ruden og står med tiggende hundeøjne. Det virker, som om hun vil prøve at kontakte cozarerne, der render rundt derude, for at tigge dem om at lade os gå. Archer, Cecil og mig står og prøver at tage hånd om situationen.

”De har totalt frosset os inde!!” råber Tower, hvilket virkelig er noget vi andre ikke har lagt mærke til.

”Hvad gør vi?” spørger Cecil tøvende og kigger på Archer og mig.

”De er ikke som de andre cozarer. En normal cozar ville ikke kunne finde på noget så genialt som at fryse os inde.” siger Archer. Jeg giver ham stille ret. Der har ofte gået cozarer rundt om vores hytter, som sultne ulve, men aldrig har de frosset hytten ned udefra. Og ej heller blevet ved med at fryse hytten, så vi til sidst..

”De prøver at fryse os ned.” udbryder jeg. De legede med os i øjeblikket, vi var fluerne i deres spind, og snart skulle der gufles.

”Det hjælper ikke noget at få dét at vide…” mumler Kate og hamrer endnu mere febrilsk på vinduet.

”Hvad gør vi?” spørger Archer, som om jeg har løsningen. Hvad har vi dog at gøre godt med?? Et par senge-ben, et frossent gulv, en tom kamin, istapper beregnet til at dræbe cozarene udenfor, og fem Santa-børn. Med ét får jeg episteme, hvorfor ikke gøre det på fars måde.

”Ræk mig alle istapperne.” siger jeg og stikker hovedet ind i karminen og kigger op. Skorstenen er ca. 40X40, men mindre, da der ligger et bastant lag sort-is rundet på alle siderne. Sort-is på grund af aske og kul. I toppen kan jeg fornemme den stjernebeklædte himmel, men det er også et gitter der standser sneen i at ryge ned gennem skorstenen. Endnu en mindre forhindring, som jeg ikke helt har fået på plads i min plan. Men når min far kan komme ned og op gennem skorstenen, hvorfor skulle hans børn så ikke kunne klare det?

”Vi har 15 istapper tilsammen.” siger Cecil og rækker mig sin rygsæk, hvor de alle er proppet ned i. Jeg tager rygsækken og tager den omvendt på.

”Jeg kan give dig en hestesko?” tilbyder Archer. Jeg smiler og tager den først istap ud af tasken. Jeg stiller mig ind i kaminen og presser hele min krop op i skorstenen. Der er meget trangt og meget sort. Det er som hvis man staks sit hoved op i bagen på en cozar, men det lugter bare bedre. Jeg fører istappen så højt op over mit hoved som muligt og banker den ind i den eksisterende is på min højre side. Istappen sætter sig fast ind gennem isen, da istapper kan borer sig ind gennem alt is. De er lavet af mine nisse-søskende, og de består af vand fra Lock-ness søen, frøhjerter, tårnegle fra… (Argh, jeg ved ikke, hvad de lavet af). 

”Så er det nu, jeg skal bruge din hestesko.” siger jeg, og Archers til-handskede fingre dukker straks op. Jeg træder op på hans hestesko og får banket endnu en istap ind, lidt højere oppe end den anden. Nu på venstre side.  Jeg hopper ned fra hesteskoen og banker også én ind lige ved min hofte. Jeg hiver i den for at sikre mig, at den sidder godt fast. Inderst inde beder jeg en bøn til, at min sindssyge plan vil lykkes. Hvis den ikke gør, vil ingen i det mindste få oplysninger om den. Vi vil ende vores dage som frosne ispinde.

Jeg sætter min fod op på den første istap, samtidig med at jeg holder fast i den næste. Da jeg står dér, kan jeg nå den tredje istap, og nu begynder det indviklede arbejde. Jeg skal svinge mig op på den næste istap, mens jeg kun har to støttepunkter. Derfra skal jeg så få banket den næste ind. Jeg tager en dyb indånding, og svinger mit ben op mod den næste. Da den ene fod er placeret stabilt, tager jeg skridtet med den anden fod og lægger al min vægt mod den istap, jeg holder i. Succesfyldt kan jeg begyndte at banke den næste istap ind over mig. Da jeg atter har tre støttepunkter, føler jeg, jeg er i helle. Mit hjerte tonser derud af, og skorstenes vægge synes at komme tættere på hele tiden. De ville have været til god hjælp, hvis de ikke var så is-glatte som nu. Jeg kigger op og kan se, at der mindst skal bankes 5 istapper ind, før jeg kan nå gitteret. ”Den tykke svans til din far kan klare det. Hvorfor i hede hulen er du gået i stå?” hvisker jeg og tager næste skridt opad mod gitteret.

Gennem gitteret kan jeg se enden af skorstenen. Den hvide sne på taget titter frem, den ser næsten drillende ud, som den vil sige lige ved og næsten, men du mangler gitteret. Gitteret er lavet af sammenflettet jern, som det bagværk, man altid får til jul. Det er som alt andet belagt med et lag is. Jeg står usikkert placeret med begge fødder på hver deres istap og med en hånd om en sidste. Med den anden hånd presser jeg op mod gitteret, men det giver sig ikke. Hvem ønskede dog også en nem løsning? I tror det ikke, men jeg er medlem af den klub. Jeg trækker endnu en istap fra rygsækken, jeg er ved at nå bunden, og det er problematisk, for hvad skal så bruges mod cozarene? Jeg bruger istappen, som en hakke til at frigøre lågen, så den kan blive skubbet op. Det bare ikke et nemt arbejde, og jeg kan mærke sveddråberne løbe ned ad min ryg. Det giver et lille klink, hver gang jeg hakker, men i det mindste ser det ud til at gå fremad. De andre hvisker lavmælt inde fra hytten af, og med ét kan jeg klart se, hvordan min far må have det, når han kravler gennem skorstenene juleaften. Han kan høre børnenes forventningsfulde stemmer, vinglassenes klinken og julemusikken, der kører på replay for fjerde gang. Jeg ville dog ønske, at det var sådan en situation jeg var i, men i stedet kan jeg høre min gruppes angstfulde hvisken, og cozarernes utålmodige gang udenfor. Jeg giver gitteret endnu et puf med hånden for sjov, men det ryger op med et klonk. Aske, der har siddet i klemme, bliver frigjort. De små grå cornflakes styrter ned over mig, og et af dem lige ind i næsen på mig. Jeg mærke nyset… Atjhuuv. Jeg har spændt i hele kroppen, men alligevel får jeg overbalance. Min venstre fod glider ned fra istappen og hænger pludseligt og dingler ud over mørket under mig. Jeg har nu kun fat med den ene hånd om en anden istap, så jeg prøver at bruge væggen i skorstenens underlag til at komme videre om. Min anden fod står yderst usikkert, og jeg kan mærke, hvordan den er ved at falde ned. Min anden arm, der holder om den istap, jeg brugte som hakke, prøver jeg at se, om jeg kan skubbe ind i væggen. Bevægelsen gør dog det store udfald, og min anden fod ryger. Jeg slår hovedet ind væggen og river noget af mine bukser op på den istap, der før havde været min platform. Jeg hænger ned i strakt arm med et dårligt greb om den ene istap, der skiller mig fra at være mislykket-julemands-syltetøj og at klare missionen. Som jeg hænger her, virker skorstenen pludselig uendelig lang, sne, jeg før synes at kunne røre ved, synes ligeså langt væk som stjernerne på himlen, og alt er mørkt. Jeg har kun én chance for at overleve, og det er ved at lande præcist ned på nogen af istapperne under mig, og så få boret den istap, jeg har i hånden ind i væggen, så jeg har noget at holde fast i. Min hånd glider. Jeg spænder i mine ben og strækker dem ud, så de vil ramme noget, ligegyldigt hvad. I det samme øjeblik jeg mærker noget, borer jeg istappen ind i væggen for at holde imod med den. Jeg lukker øjnene i nogle få sekunder og holder krampagtigt fat. Jeg åbner så øjnene og ser, at jeg er i live. En dampsky af lettelse forlader min mund.

”Hvad laver du?” råber Archer nede fra.

”Jeg faldt, men jeg er okay.”

”Okay, der lød bare et ordentligt brag.” svarer han.

”Så stort at det har gjort cozarerne opmærksomme..” svarer Kate. Hvilken party-killer, netop er man overlevet og så får man den besked.

Jeg sukker, har her ikke været nok fandango for i nat.            

”Næste kan godt begynde at kravle op.” siger jeg, og får rejst mig op på istapperne. Jeg kravler forsigtigt op til der, hvor gitteret er. Der snupper jeg en istap for at være klar på det værste. Og så bruger jeg gitteret som mit sidste afsæt, før jeg tager fast om toppen af skorstenen og hiver mig op. Den kølige december-vind, snefnug og en cozars fjogede smil er det, der møder mig først…     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...