Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1309Visninger
AA

12. Kapitel 11

”Hvad gør vi?” spørger Kate og kigger på os andre. Vi står alle inde i hytten og venter på en reaktion.

”Valget står mellem at sove herinde eller udenfor et eller andet sted. Skal vi stemme om, hvor folk helst vil sove?” spørger Cecil.

”Jeg stemmer for, at vi sover i hytten.” svarer Tower straks.

”Også mig” istemmer Kate.

”Jeg vil ikke sove herinde.” svarer jeg. For det er så tydeligt, at cozarene har været herinde, og hvorfor har de lige det? De har ikke behov for hytter eller de senge, de har taget, der må være noget andet, der har drevet dem, og de har måttet have nys om, at vi ville komme her.

”Jeg fortrækker også, vi sover inde” siger Cecil.                                

”Så bliver det herinde, vi sover.” svarer Archer, og han stiller sin rygsæk ned på gulvet.

”Hvem tænder op, hvem reder senge, hvem fejer asken væk, og hvem kigger på våbenlageret?” spørger Cecil, og alle går straks i gang med at pakke deres ting og sager ud af rygsækkene. Jeg står et øjeblik bare og stirrer ud i luften. At skulle ligge en nat og sove på et lag is med cozar-fodspor, så er det godt at min sovepose er vandtæt og forhåbentlig også bakterie-tæt… 

*

Jeg vågner med et sæt. I mine årer dunker min puls hurtigt, som er jeg blevet revet ud af et maridt. Jeg ligger i min sovepose, som jeg havde lagt mig i går i, efter kartoffel-suppe og smeltet vand. Alle de andre gik også i seng med det samme, og de ligger omkring mig snorker. Mit blik bliver fanget af ildstedet, som Kate havde tændt op i i går. Ilden er gået ud.. men det brænde, som vi havde lagt på, som det sidste i går, ligger uberørt hen. Det ser helt frossent ud. Jeg tager en dyb indånding og puster ud, min ånde er som hvidlig røg. Jeg kigger febrilsk rundt. På vinduesruderne er der udsprunget kæmpe sneblomster, og det ser ikke ud som om, at vinduet længere kan åbnes. Døren… Jeg springer op og prøver at undgå at træde på de andre. Kun en meter væk fra døren skrider jeg dog. Jeg har ikke taget hensyn til den skøjtehal, der er herinde, og ryger ned på albue og ryg.

”Damn..” hvisker jeg, og prøver at bide smerten i mig.

”Hvad sker der?” spørger Archer, der blevet vækket af min yndefulde piruet. Han er allerede ud af sovepose og klar på at angribe.

”Jeg tror, vi er frosset inde.” får jeg ud mellem mine sammenbidte tænder. Han hjælper mig hurtigt på benene, og går så hen og river i døren.

”Den reagerer ikke.” siger han. Han prøver at sparke til den og mase den ud, men lige lidt hjælper det. Jeg smutter hen til vinduerne og prøver at se, om der er nogen chance for at få dem åbnet. Dog rykker de sig lige så lidt som et stædigt æsel. Igennem den tykke rude af is og glas, kan jeg dog skimte nogle mørke silhuetter udenfor.. der bevæger sig.

”Jeg tror, de er udenfor.” siger jeg.

”Hvem?” spørger Cecil søvndrukkent fra hendes sovepose.

”Der er cozarer udenfor, og vi er spærret inde!” siger Archer…. Overhovedet ingen panik…   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...