Lucy Santa

"Kongen nærmede sig bagfra, og jeg rejste mig langsomt op og lod som om, at jeg ikke havde set ham komme (som man gør det med små børn). I det sekund han havde tænkt sig at ramme mig med sværdet, fik han istedet boret en istap ind i maven. En hvæsende lyd, som når man slipper lidt luft ud af en ballon, undslap hans læber. Det sidste ækle snot løb ned i hans mund, før han blev pulveriseret til sne. Hvad gjorde jeg som det næste? Jeg spænede ned, som en anden tosse, ned mod min gruppe med istappen hævet højt i den ene hånd, og træstaven i den anden. (Jeg følte mig som en del af en dårlig B-film). "

5Likes
9Kommentarer
1342Visninger
AA

11. Kapitel 10

”Held og lykke” mumler Cowsmith. Han har kørt os til enden af vejen, og herfra skal vi selv gå op til vores hytte. Vi går på en linje to-og-to med Archer bagerst. Ved siden mig går Cecil og forrest Kate og Tower. Det er blevet mørkt, før vi bliver sendt ud, for alle skulle først i tøjet (en hvid flyverdragt (en ikke så barnlig en), hvide handsker, hue, halsmuffediser og støvler, alt sammen hvidt), og så skulle der pakkes fornødenheder. Nu er vi her så, og man kan i horisonten skimte resterne af solens orange-røde stråler, som ligner resterne af et fodspor, der snart vil blive visket ud.

Sneen knaser under vores støvler, men ellers er der uendeligt stille. Ingen har endnu kommenteret, at vi har passeret skillevejen mellem sikkerheds-zonen og 10%-chancen-for-ikke-at-komme-tilbage-uden-frysninger-ødemarken. Alle traver derud af med fokus på at sætte en fod foran den anden. Det virker som om, der er en nervøs stemning i gruppen, som om adrenalinen allerede pumper rundt i de fleste kroppe, og som allerede er helt spændt til det yderste. Den eneste, der virker oven på, er Archer. Et smil ligger om hans mund og hans øjne skinner. Jeg føler mig både tryg og utryg ved ham. Hans måde at bekæmpe fake-cozarerne på var utrolig, og det gør jeg føler mig mere sikker med ham her, men jeg har altid ligget forrest i kapløbet om ”bedste cozar-dræber titlen”, og nu virker det, som om jeg er sendt tilbage til start.    

Jeg kigger endnu en gang tilbage for at se, om han opdagede, at jeg kiggede før … det gjorde han tydeligvis, for lige nu stirrer han på mig. Damn. Jeg fokuserer hurtigt på mine fødder, og holder blikket der. Hvilket i teorien er dumt, når man burde være på vagt overfor fjendtlige-cozar angreb. Ting, der i teorien er sådan, er næsten altid sande, og derfor ender jeg med at vælte Tower, der går foran mig, da vores gruppe er stoppet.  Min hue afbøder, det stød jeg får, da jeg brager ind med hovedet i hans ryg, men han falder lige så lang han er, med hoved først, ned i den 30 cm dybe sne. Han er hurtigt på benene, men har sne overalt i fjæset, som en anden afskyelig snemand. Sneen smelter dog hurtigt, da han er rødglødende af raseri.

”Hvad har du gang i?!” råber han, og slår ud efter mig. Jeg dukker mig, og i det øjeblik hans arm er ramt forbi, griber jeg den med min hånd og vrider den rundt.

”Hvad tror du? Jeg er i gang med at tjekke, om dine reflekser er vågne.” bider jeg af ham. Han skal til at tage den anden arm i brug, da Cecil afbryder.

”Drop det der.” Jeg giver modvilligt slip på ham og er klar på, at han så vil angribe, men han adlyder klogeligt Cecil.

Archer og Kate har bare stået og kigget på, men nu styrter Kate hen til Tower og hjælper ham med at børste sneen af.

”Kunne du ikke have ventet med at skubbe ham ned i sneen?” spørger Archer. Jeg ruller med øjnene.

”Så kunne vi have sluppet for at få sne med ind i hytten, men okay, så længe det ikke er mig, der skal skubbes om i sneen og få vredet armen rundt, såhh.” Han smiler og går hen til Cecil .

Hytten.. Det går først nu op for mig, at Tower var stoppet op, fordi vi var nået hytten. Man kunne næsten ikke skimte den i mørket, fordi den er lavet af brune træbjælker, og den ligner på en prik de små hytter, man finder rundt på skipisterne. Cecil og Archer står og arbejder med døren, der kræver en stor rusten nøgle. Jeg smutter hen til dem for at hjælpe, men lige da jeg nåede derhen, springer døren op.

”Hvad i…” udbryder Cecil og trækker sin istap. På refleks trækker vi andre også vores. Og først dér kan jeg se, hvad der har overrasket hende… Der har været nogen inde i hytten… og ikke bare nogen, men navnligt nogen cozarer. Gulvet er belagt med et tyndt lag is, de tre køjesenge, der burde stå derinde, er forsvundet, og tilbage er kun fødderne. Asken fra ildstedet er blevet smurt ud på væggene, som var det små børn, der har fingermalet overalt. Den afgørende detalje er dog de velkendte fodspor overalt i hytten.       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...