Sagnlandets magiske tvillinger - savnet!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2014
  • Opdateret: 25 nov. 2014
  • Status: Igang
Tvillingerne Agnes og August går fra at være almindelige teenagere til at være tvillinger med magiske evner. De oplever på én nat at miste deres bedsteforældre og blive omringet og forfulgt at frygtindgydende heksegribbe. Men det er kun begyndelsen på, hvad der kunne ligne deres værste mareridt, for snart venter endnu flere frygtindgydende væsner. På 'Zen-gården', der viser sig at være en magikerskole, møder tvillingerne andre elever med særlige evner. Der skabes hurtigt venskaber og alliancer mellem mennesker, dyr og eventyrlige væsner, som får stor betydning i kampen mod Blodsguden Quazaq, der truer med at nedkalde evig mørke og ondskab over Sagnlandet. På trods af de mange farer og den dystre fremtid, så opstår der alligevel forelskelse, men det er desværre ikke altid lige let at fokuserer på træning og kamp, når amors pil har ramt én dybt i hjertet - og særligt når kærligheden måske ikke er gengældt?

0Likes
0Kommentarer
59Visninger
AA

1. Snestormen - da tvillingerne blev født

    Det hele begyndte for 14 år siden, da tvillingerne blev født under en voldsom snestorm. På vej hjem fra en julefrokost havde Juliane uventet fået veer tre uger før tid, og da der var mindst en times kørsel til det nærmeste sygehus og veerne var kommet hurtigere og voldsommere, turde Juliane og hendes mand Joshua ikke kører videre, af frygt for, at Juliane skulle føde i bilen. De blev derfor enige om at køre ind til den næste landsby, i håb om at finde en læge eller en jordmoder, der kunne hjælpe dem med fødslen. Men byen lå henlagt i mørke! 

    Joshua, der kørte bilen, drejede forsigtigt ned af byens smalle vej, der nu kun havde et enkelt spor farbart på grund af sneen, der nærmest væltede ned fra himlen. Det eneste tegn på liv var lyset, der kom fra en mindre gård, der lå for enden af vejen. Da de kom nærmere, kunne de se et skilt foran bygningen, hvor der stod 'Byens hyggeligste kro'. 

   Hmm nok også den eneste, tænkte Joshua for sig selv og blev et øjeblik fanget i lidt for dystre tanker om fremtiden, så han helt overså en stor snedynge midt på vejen. Han bremsede så hårdt op, at bilen skred og snurrede faretruende rundt i sneen, for kort efter at stoppe brat op, da den ramte endnu en stor snedynge. Det gav et ryk i bilen og så stod den helt stille. Juliane udstødte et smertefuldt skrig og kiggede en smule anstrengt på Joshua, der nervøst smilede undskyldende, inden han skyndte sig ud af bilen. 

    I sin hast for at komme om til Juliane, var han nær ved at skøjte på røven i den glatte sne. Det lykkedes ham dog at holde balancen, ved at klamre sig til bilens side, mens hans hastigt gik videre. Da han endelig nåede om på passagersiden var Juliane godt på vej ud i den glatte sne. Joshua nåede lige akkurat at gribe fat i hendes arm og holde hende oppe. 

    Det sidste stykke hen til kroen havde der heller ikke været ryddet sne længe, og de gik besværet de sidste par meter igennem den høje sne, inden de nåede hen til en lille smal trappe, der førte op til en mindre veranda. Selv trappetrinene var sneet til, så det lignede en lille kælkebakke. De fik med besvær kantet sig op af trappen ved at holde fast i et gammelt halvråddent gelænder, der heldigvis holdt. Nu skulle de blot gå de sidste par meter hen til en massiv egetræsdør, der var udsmykket med et stort løvehoved i sølv - Joshua genkendte den gammeldags dørhammer. Han løftede metalringen i løvens mund med sin venstre hånd og lod den falde tungt ind mod døren, mens han stadig havde et fast greb rundt om livet på Juliane. Ingen svarede. Joshua, der normalt var svær at ryste, begyndte at mærke angsten snige sig langsomt ind på ham og små svedperler begyndte at løbe ned fra hans pande. Han vidste, at de havde hårdt brug for hjælp. Der var ingen tid at spilde. Han tog derfor fat om dørens store messinghåndtag, pressede det nedad og skubbede hårdt til den tunge trædør. Døren knirkede, mens den langsomt åbnede sig. 

    De trådte forsigtigt ind i rummet og kiggede sig omkring. Det var sent på aftenen, et stort vægur i træ, der hang over kroens disk, viste, at klokken netop havde passeret midnat. Den eneste gæst, der var tilbage på kroen, var en gråhåret ældre mand, der lå med sit lange grå skæg nede i en suppetallerken og sov rusen ud, på et af de lange træborde. 

    En lille midaldrende kvinde med langt sort og sølvgråt hår, var netop i færd med at rydde op efter dagens gæster. Da kvinden hørte døren knirke, kiggede hun op og skulle lige til at afvise dem, men afbrød sig selv, da hun med det samme genkendte synet og lyden af en fødende kvinde. Det var synet af Juliane, der langsomt vraltede fremad, gasblå i ansigtet, mens hun skiftevis prustede og gispede højlydt. Den ældre kvinde var overraskende hurtigt henne ved Juliane og Joshua, og præsenterede sig kort som Esmeralda. Hun fortalte, at de desværre hverken havde læge eller jordmoder i byen, men at hun selv havde født 5 børn i hjemmet, så hun kunne sagtens hjælpe dem. 

    Esmeralda, der var omkring 55 år og 150 cm høj, var trods sin alder og størrelse en kvinde med stor styrke, hvilket Juliane med det samme mærkede, da Esmeralda tog fat om hendes højre arm og hjalp med at holde hende oppe. Esmeralda førte dem ind af en lille dør bag bardisken og ind i et stort mørkt rum med lavt til loftet. Det var familiens private stue, der var indrettet med gamle mørke træmøbler, skænke med udskårne dyr samt et par brune lædersofaer og en stor, nærmest majestætisk lænestole, der stod foran en bred pejs. Joshua syntes, at det mest af alt lignede en scene fra en meget gammel sort/hvid film. 

    De blev begge forskrækkede, da Esmeralda pludselig råbte på sin mand Magnus og deres to ældste børn, Surin og Regan, der netop var i gang med at rydde op i køkkenet. Esmeralda gav et par hurtige kommandoer til manden og børnene, hvorefter de alle tre, uden at stille spørgsmål, hurtigt forsvandt ud af stuen igen. Ingen sagde noget, alle vidste, hvad der var på spil. De kom alle tre hurtigt tilbage, små-løbende, med en masse ting: tæpper, varmt vand, rene håndklæder og en æske sterile engangshandsker. Med hjælp fra Joshua og Magnus kom Juliane forsigtigt ned at ligge på et par madrasser, der var placeret på stuegulvet sammen med en masse store puder - og så var fødestuen og den prustende patient klar. Ved morgengry, omkring klokken otte, var fødslen veloverstået, og alle var lettede over, at det hele var gået godt. 

    Historien om Agnes og Augusts fødsel var gennem årene blevet fortalt tusindvis af gange, så tvillingerne efterhånden var lidt trætte af at høre forældrene - og alle andre - fortælle om den magiske nat, hvor de blev født. Esmeralda, Magnus og deres fem børn Tulip, Surin, Magna, Regan og Willie havde holdt kontakten til Juliane og Joshua gennem tiden og havde trofast og glædeligt deltaget i tvillingernes fødselsdag hvert eneste år.

    Der var nu gået 14 år og meget var sket siden den kolde vinternat, hvor tvillingerne blev født. Særligt de seneste to år, var der sket en hel del med dem begge. Agnes var vokset knap 15 cm. og havde netop rundet de 170 cm. Hun var høj og spinkel af bygning, havde smaragdgrønne øjne, der lyste op i mørket samt et langt kastanjefarvet krøllet hår, der hurtigt så uglet ud, hvis hun ikke konstant redte det med en særlig krøllekam. En krøllekam, som hendes morfar Maximus havde speciallavet til hende på sit lille smedeværksted i kælderen. Det havde været en nødvendighed, idet de mange kamme, hun gennem tiden havde købt, aldrig holdt længere end et par dage, da tænderne enten bøjede sammen eller knækkede af en efter en, som tynde tændstikker. 

    August derimod havde helt glat sort hår, der strittede vildt ud til alle sider, når han stod op om morgenen. Som lille havde han været fuldstændig ligeglad med, hvordan håret sad og i det hele taget med hvordan han så ud. Det havde hver eneste morgen været en sand kamp for hans forældre og dernæst bedsteforældrene, at få styr på hans vilde hår. Særligt fordi han absolut hadede, når andre skulle rode ved hans hår. Men omkring 12-års alderen skete der noget, som forandrede det hele. Han begyndte at vise en særlig interesse for det modsatte køn, og blev pludselig interesseret i, hvordan håret sad og hvordan tøjet så ud. Håret blev sirligt kæmmet hver eneste morgen og hvert lille hårstrå blev sat til perfektion. Det meste af hans garderobe havde han kasseret, og han havde for første gang selv været ude og købe nyt tøj og nye sko. Der var også begyndt at ske en masse fysiske forandringer hos August. Han havde til sin store tilfredsstillelse fået brede skuldre, men mindre syntes han om sin stemme, der var begyndt at gå i overgang og ofte slet ikke var til at styre.     

    Agnes var derimod, til sin store bekymring, begyndt at få brede hofter og så var der de ømme bryster og tudeturene, som hun ikke altid selv helt forstod, men med tiden var hun blevet meget godt tilfreds med de kvindelige former, der skabte en vis interesse blandt fyrene.

    De mange hormonerne, der sprang rundt i kroppen på dem begge som små tornadoer uden stoppested, havde forandret dem så meget, at det ikke kun kunne ses, men også høres. De havde begge mange humørsvingninger, der ofte fik sat godt gang i diskussionerne i huset, både mellem Agnes og August, men også mellem dem og deres bedsteforældre. For det meste, handlede det om, hvem der havde taget den andens ting, lånt noget, uden at spørge, eller hvis tur det var til at tage opvasken, tage af bordet eller handle ind.

    Men det var ikke de eneste forandringer, der skete med de to tvillinger. Der var også forandringer, som kun mormor Ragnhild og morfar Maximus havde bemærket. Disse forandringer var taget så meget til de sidste par måneder, at det nu var blevet til så stor en bekymring for bedsteforældrene, at de en aften besluttede, at de måtte gøre noget - tiden var knap. De var blevet enige om, at de ikke kunne vente længere med at fortælle tvillingerne sandheden. Men først måtte de forberede et par ting, som krævede, at de skulle besøge en nær ven. Bedsteforældrene havde om morgenen fortalt Agnes og August, at de havde et vigtigt møde efter arbejdstid, og at de derfor ikke skulle vente oppe på dem, da det nok blev sent, inden de kom hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...