Sagnlandets magiske tvillinger - savnet!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2014
  • Opdateret: 25 nov. 2014
  • Status: Igang
Tvillingerne Agnes og August går fra at være almindelige teenagere til at være tvillinger med magiske evner. De oplever på én nat at miste deres bedsteforældre og blive omringet og forfulgt at frygtindgydende heksegribbe. Men det er kun begyndelsen på, hvad der kunne ligne deres værste mareridt, for snart venter endnu flere frygtindgydende væsner. På 'Zen-gården', der viser sig at være en magikerskole, møder tvillingerne andre elever med særlige evner. Der skabes hurtigt venskaber og alliancer mellem mennesker, dyr og eventyrlige væsner, som får stor betydning i kampen mod Blodsguden Quazaq, der truer med at nedkalde evig mørke og ondskab over Sagnlandet. På trods af de mange farer og den dystre fremtid, så opstår der alligevel forelskelse, men det er desværre ikke altid lige let at fokuserer på træning og kamp, når amors pil har ramt én dybt i hjertet - og særligt når kærligheden måske ikke er gengældt?

0Likes
0Kommentarer
60Visninger
AA

2. Heksegribbene fra helvedssumpen

Agnes sad helt alene på førstesalen i den store villa, mens tårerne trillede ned af hendes kinder og kortvarigt lagde sig på de smukke høje kindben, hvorefter de nærmest rutsjede videre ned af hendes kinder og landede på den mørkegrønne t-shirt. Det var første gang nogensinde, hun havde følt sig så ensom og mutters alene i verden. 

    Betjentene var kommet med den frygtelige nyhed, at deres bedsteforældre var omkommet i en bilulykke på vej hjem fra et møde inde i byen. Det var kommet som en chok for dem begge. Da det første chok over beskeden havde lagt sig, var August gået amok. Hans ellers venlige blå øjne lynede af raseri og han råbte og skreg og beskyldte betjentene for at være løgnere og djævle sendt fra helvede. Hele hans krop rystede og da han med sine knap 180 cm høje og forholdsvise muskuløse krop var begyndt at fægte vildt med armene, mens han råbte af betjentene, var Agnes for første gang blevet nervøs for, hvad han kunne finde på. Betjentene havde forholdt sig helt roligt og ventet til August var faldet lidt ned igen. De havde alle fire sat sig ind i stuen i de lysebrune stofsofaer, der stod foran pejsen. Betjentene havde forsigtigt spurgt, om der var nogen, de kunne ringe til, så de ikke skulle være alene. Men det var der ikke… og med ét blev det hele for meget for August. Tårerne begyndte ufrivilligt at løbe ned af hans kinder og da han aldrig havde været særlig god til at vise følelser, rejste han sig og nærmest løb ud af rummet og ud i entreen, hvor han greb sin tykke blå vinterfrakke fra knagen, rev hoveddøren op og løb ud i snevejret, uden at lukke døren efter sig. Agnes skyndte sig at løbe efter ham, men da var han allerede væk. Bare han nu ikke lavede noget dumt, tænkte hun bekymret.

    Da betjentene var gået, sad Agnes længe og stirrede ind i pejsen uden at røre sig. Armene hang tungt ned langs kroppen og hænderne lå ubevægelige på hendes lår. Sådan sad hun en times tid ude af stand til at bevæge sig. Men så var det som om en indre stemme talte til hende. Den fik hende til at rejse sig fra sofaen. Der stod hun lidt og vaklede. Så begyndte hun langsomt at gå med tunge skridt hen mod trappen, der førte op til førstesalen. Hun stoppede kortvarigt op, da hendes fødder ramte det nederste trappetrin. Så begyndte hun at trække sig langsomt op af trappen ved hjælp af gelænderet og da hun nåede op for enden af trappen, stod hun igen et øjeblik og vaklede, men fandt balancen og gik som paralyseret videre, hen ad den lange smalle gang. Her passerede hun de mange billeder af hende og August fra de var helt små til i dag. Men Agnes ænsede dem ikke, hun så ingen ting, hun stirrede blot lige ud. Hovedet føltes tomt, ingen tanker, alt var gået i stå. Kun en indre stemme fik hende til at fortsætte de sidste par meter ned ad gangen. Da hun endelig nåede ned for enden af gangen stod hun foran vinduet med udsigt mod haven. Hun stod et øjeblik helt stille, øjnene stirrede ud gennem vinduet, men hun så igenting. Så drejede hun til højre på hælene og stod nu med front mod døren til sit værelse. Hun løftede begge arme som en robot og gav døren et skub. Den knagede modvilligt, men åbnede sig så halvvejs op. 

    Hun stod lidt og svajede. Stadig igen tanker, men resten af kroppen fungerede. Hun bevægede sig hen mod sengen, der stod bagerst i rummet med hovedgærdet op af væggen. Satte sig på kanten af sengen og uden at vide hvordan eller hvorfor, svingede Agnes benene op på sengen og skubbede sig baglæns hen og satte sig op af hovedgærdet, der var i metal og formet som en smuk rosenbusk. Hun rakte venstre arm ud til siden og greb den gamle slidte bamsebjørn, der altid lå i sengen ved siden af hendes hovedpude. Knugede bamsen tæt ind til sig og begyndte langsomt at vugge fra side til side,. Så begyndte hun at nynne en barnevise, som hendes forældre og bedsteforældre altid havde sunget for hende og August, når de var kede af det. Tårerne fortsatte med at trille ned af Agnes’ kinder og videre ned på bamsen.

    Agnes elskede bamsebjørnen, selvom den var slidt og en smule nusset. Hun havde fået den af sine forældre til sin et-års fødselsdag, og selvom hun ikke rigtigt legede med den mere, så gav den hende tryghed og mindede hende om deres kærlighed. Sådan sad hun længe unden at ænse, hvor hun var.

    Da hun flere timer senere langsomt kom til sig selv og blev mere og mere klar i hovedet, mærkede hun en ømhed i sin ryg efter at have siddet hele natten op af det hårde hovedgærde. - Hvor.. dan er … jeg… havnet her… hvor… er August.. ikke…tilbage.. klokken.. mange…? Agnes havde grædt så længe, at hun havde svært ved at se ud af sine røde opsvulmede øjne. Hun forsøgte at fokusere på det store Minnie-Mouse ur, som hang på væggen til venstre blot to meter væk fra sengen. Uret havde hun fået af sine forældre, da hun blev 4 år. Hun nænnede ikke at smide det ud, da det var det eneste, sammen med bamsebjørnen og et par fotografier, som hun havde tilbage af minder om sine forældre. Hun anede svagt, at klokken var blevet 5:50. Det var vinter, så solen var endnu ikke stået op og det var derfor svært at se noget i det mørke værelse.

    - August, hvor… hvor.. er du.. må ringe.. politiet.. efterlyse… Du.. den eneste… tilbage, hulkede hun en smule mere fattet.  - Hvad er det der sker.. er er vi for.. forbandet eller..  mig… er det mig, der er forbandet.. Åaahh August bare der ikke er sket dig noget.. Jeg kan.. jeg vil.. ikke også miste dig.. . uuhhu hu, hulkede Agnes. 

    Deres forældre var begge omkommet i en drukneulykke, da de for 10 år siden var på vej til London på en forretningsrejse. Nu var bedsteforældrene også væk og havde efterladt dem helt alene.

    - Jeg.. jeg…MÅ rejse mig… må.. Men det var som om de mange timers gråd havde suget alt energien ud af hendes krop og forhindrede hende i at rejse sig. - Hvor… er … den.. pokkers…telefon? Hun skimmede værelset og spottede telefonen på sit mørkegrønne skrivebord, der stod mellem de to vinduer i højre side af værelset. - Hvorfor sker det her for mig. Måske er det en forbandelse.. NEJ, AGNES nu mister du ikke forstanden.. Du må… tage dig…sammen… JEG må tage mig sammen.

    Agnes rejste sig og bevægede sig langsomt, men beslutsomt over mod telefonen, der lå på bordet blot halvanden meter væk. Da hun var halvvejs, blev hun pludselig afbrudt ved lyden af et skrækindjagende skrig. Hvad pokker var det.. Agnes kunne nu høre flere skrig. Skrigene blev højere, hun fornemmede de nærmede sig hastigt. Med ét blev rummet lyst op af et skarpt lysglimt, der trængte ind igennem de lyseblå gardiner. Lyset var så stærkt, at det blændede hende. Skrigene fortsatte og lyden blev højere og højere og skar nu smertefuldt ind i Agnes’ ører. Hun kastede sig panisk ned på knæ og albuer og holdt sig for ørerne. Agnes mærkede en stikkende kulde ramme hende. Rummet blev pludselig så iskoldt, at hun kunne se sin egen ånde. Hun kiggede sig forsigtigt omkring. På vinduerne dannedes isformationer, små krystaller. Dråber af kondensvand begyndte at løbe ned af væggene, videre ned på gardinstængerne, hvor de dannede små istapper. Hårene rejste sig på hele hendes krop og fik hende til at ryste af kulde.

    - Hvad .. er det.. der sker? Drømmer jeg… eller.. er jeg vågen? 

    Skrigene fortsatte og skar igen dybt ind i ørerne på Agnes. Hun kunne nu svagt skimte nogle væsner, der fløj rundt udenfor hendes værelsesvindue. Ja de måtte jo flyve, tænkte hun, for hun var jo oppe på førstesalen. Skrigene var så skingre, at det nu skar smertefuld i hele kroppen. Agnes sad på knæ på gulvet, stadig med hænderne presset hårdt ind mod ørerne, mens hun panisk holdt øje med vinduerne, hvor mørke skygger konstant bevægede sig forbi. I en sprække mellem gardinerne så Agnes pludselig ind i et par blodrøde øjne. Hun syntes at ane en stor krum næse, men det var svær at se.. kunne det mon være.. nej der fandtes jo ikke hekse, eller gjorde der? Mørket og smerten fra skrigene gjorde det svært at fokusere, men Agnes fornemmede en masse skygger, muligvis flere hundrede, ikke mindst ud fra de mange skrig, hun kunne høre. Hun kravlede forsigtigt hen til vinduet for at kigge ud, mens hun rystede af skræk for, hvilket syn der ville møde hende. Hendes hjerte hoppede et par gange ved synet af de flere hundrede flyvende væsner. Det løb koldt ned af ryggen på Agnes og hun måtte knibe sig selv hårdt i armen i et forsøg på at vågne op fra, hvad der lignede et sandt mareridt. 

    - AV for fanden…. hvordan kan det gøre så ondt, hvis det er en drøm, vrissede Agnes for sig selv. - Det.. MÅ.. være en drøm…Vågn nu OP Agnes, hvæsede hun næsten hysterisk, men stadig lavt, af frygt for, at de væmmelige væsner skulle høre hende. Hun gled langsomt ned langs med væggen og sad nu under vinduet med benene trukket op under sig. 

    Hvad fanden gør jeg nu, tænkte Agnes. Men inden hun kunne nå at tænkte mere over sin håbløse situation, stod der pludselig en stor skikkelse i døråbningen til værelset. Agnes skreg et halvkvalt skrig, mens hendes hjerte et kort øjeblik gik i stå for dernæst at galopere voldsomt af frygt, så voldsomt, at Agnes et øjeblik troede, at det ville springe ud af brystet på hende. 

    - Hvem.. hvem er du, fik Agnes fremstammet.. Åhh.. hvor.. er… du ..August? Skal jeg.. aldrig .. se ..dig mere? Tankerne fløj forvirret rundt. Hun begyndte at gispe og mærkede, hvordan angsten langsomt fik musklerne i kroppen til at krampe. Måske var August også død, fanget og dræbt af disse væsner. - Åhhh gud.. hjælp mig, hviskede Agnes, mens gråden sad som en klump i halsen, der langsomt var ved at kvæle hende. 

    - VI MÅ AFSTED NU, INDEN DET ER FOR SENT, råbte den mørke skikkelse med en dyb gennemtrængende røst. 

    Det var IKKE et af de forfærdelige væsner, det var en mand, eller noget, der i hvert fald lød som en mand. Han stod nu så tæt på Agnes, at hun svagt kunne se ham i mørket. Hun sad stadig på gulvet op af væggen, og fik helt ondt i nakken af at kigge op på denne enormt høje mand, der stod blot et par meter fra hende. Han bar en lang brun frakke, der dog ikke kunne skjule hans enorme krop. Han havde store brede skuldre, hvorpå der hang et langt, rødt hår. Han havde kraftige røde øjenbryn og markante, men slanke kindben med et langt ar, der lå som en vandret linje under hans venstre øje. Han så ved første øjekast frygtindgydende ud, men da Agnes nåede hans øjne, stoppede hun et kort øjeblik op. Det var de rareste brune øjne, hun nogensinde har set. Ja han minder mig mest af alt om en stor venlig bjørn. Men hvem er han? Hvad pokker er det, der sker? Agnes havde pludselig fået lidt mere kontrol over sin krop og sine tanker.

    BUUUM.. et brag, der fik væggene til at ryste og dernæst revne, fik hurtigt Agnes op på benene. Endnu et brag og lyden af et vindue, der smadrede i stueetagen.     

    - Hvad sker der? 

    - Vi har ikke tid til snak Agnes, vi må væk NU.. Jeg er en ven af familien og de venter på dig.

    Hvor kendte han hendes navn fra? Hvad mente han med, at hende familie ventede hende? Hun havde jo ingen familie - kun August, eller måske havde hun heller ikke ham længere. Bare tanken fik hendes hals til at snører sig sammen. Åhh gud ikke mere gråd.. Ikke mere død. Jeg er for ung til at dø. 

    - Men.. men.. August, min bror?

    - Han er fundet og i god behold. Han venter på dig. 

    De kunne nu lugte røg fra underetagen. Huset brændte, de var fanget!

    KRASSCCHHH KLIIRRRR… Endnu en rude blev smadret - denne gang ind til Agnes’ værelse. Glasskår fløj igennem rummet og ind af vinduet kom et kæmpe hvidt ørnehoved. Det kiggede først hen på manden og dernæst på Agnes, der nu lå på alle fire på gulvet med åben mund af bare forbavselse. Inden Agnes kunne nå at opfange, hvad det var der skete, greb et par kraftige hænder rundt om livet på hende og kastede hende ud igennem det smadrede vindue. Agnes landede blødt på ryggen af dyret, der lignede en hippogrif. Den havde de flotteste store vinger, der lå og svævede i luften. Agnes gættede på, at dens vingefang var mindst fire meter langt fra spids til spids, da den næsten ikke kunne være mellem huset og det høje kastanjetræ, som hun og August havde plantet for snart 10 år siden. Med ét mærkede hun varmen fra dyrets krop trænge igennem hendes tøj. Hun kiggede forundret ned på dens  store hvide og guldfarvede fjer, der lå så smukt ned af hovedet, halsen og videre ned af dens forben og ryg, men så stoppede fjerpragten og en gylden pels dækkede resten af ryggen og det bagerste af dens krop. Var det mon en forvokset ørn eller kunne det være en hippogrif? Så vidt Agnes huskede fra eventyrsfortællingerne, så havde hippogriffen forkrop som en ørn og bagkrop som en hest, men dette dyr havde en bagkrop, som mere lignede en løve og dens fjer var mere som på en sneugle.

    - Er jeg ved at blive sindssyg - eller drømmer jeg? Agnes lukkede øjnene og håbede på, at de frygtelige væsner ikke havde opdaget, at hun nu sad udenfor huset på dette flyvende ørnevæsen. Men så hørte hun, til sin store rædsel, deres gennemtrængende skrig. De nærmede sig. Hun gøs og begyndte langsomt at hypeventilere, da hun i gadelygternes skær så, at de nærmede sig fra alle sider. Det lignede hekse, udhungrende hekse med knoglede kroppe, der kom til syne under deres korte flossede klæder. Agnes lå helt stille langs dyrets krop og gøs ved synet.

    - Hvad…det er ikke sandt.. de har sgu’ vinger, læderagtige flagermusvinger. Så kan det jo ikke være hekse eller, for hekse flyver da på koste, eller måske gør de alligevel ikke? Hvor pokker bliver han af, ham kæmpen? Det var da HAM der sagde, at vi skulle afsted NU, så hvorfor kommer han ikke. Agnes begyndte at græde stille for sig selv.

    Nu var de skrækkelige væsner blot få meter væk og i et sidste forsøg på at få det hele til at forsvinde, bed hun sig selv så hårdt i tungen, så den begyndt at bløde. 

    - AV for den lede, nej jeg sover desværre ikke, fandens også, bandede Agnes nu højlydt. 

    De var nu så tætte på, at Agnes bemærkede, de udsendte en form for røg eller damp. En stærk og syrlig duft af blod, død og råddenskab ramte Agnes’ næsebor, så aftensmaden vendte sig i maven på hende. Hun fik en ubehagelig trang til at kaste op. Så blev hun pludselig døsig, men vågnede brat op, da hun hoppede en halv meter op i luften. Manden var sprunget ud af vinduet og var landet så tungt på dyret bagved Agnes, så de sank et stykke i luften. Han greb med sin venstre arm fast omkring livet på Agnes, mens han med sin højre hånd greb en sele, som Agnes slet ikke have bemærket før nu. Selen sad rundt om dyrets hoved som en grime, men ikke strammere end at det kunne åbne sit næb. 

    Hvad skal vi dog gøre. Selvom han ser stor og stærk ud, så kan han jo ikke klare alle de ondskabsfulde væsner helt alene. Ja og JEG er jo ikke ligefrem til stor hjælp, tænkte Agnes, mens hun hele tiden kæmpede for ikke at gå i panik. 

    Med sin højre hånd trak manden med en hurtig bevægelse en stav frem fra sin kappe og svingede den en omgang i luften, mens han sagde et par uforståelige ord og sendte en kraftig luftbølge afsted, der kastede deres forfølgere baglæns og fik dem til at vælte rundt i luften. Han gav dyret en kort kommando, det lød som en fløjten. Vingerne, der indtil nu havde ligget og holdt dem svævende, blev med ét kastet fremad og dernæst hurtigt svunget bagud. Det fik dyret til at sætte af i luften med så stor en kraft, at det gav en susende lyd i luften. Efter et par vingeslag, var de hurtigt oppe i fart, på vej væk fra de frygtelige hekselignende væsner, men Agnes kunne stadig høre skrigene. De fulgte efter. De ville ikke lade dem slippe væk!!

    - Åh gud lad os slippe væk, så lover jeg at være sød og artig resten af livet, eller i hvert fald resten af året. Væk.. væk.. lad os komme væk.. bad Agnes stille, mens hun krampagtigt klamrede sig fast til dyret, lukkede øjnene og trykkede ansigtet ned i den tykke fjerdragt. Der sad hun og gemte sig som en struds og håbede inderligt, at de ville slippe væk i live.

    Men Agnes blev alligevel nysgerrig. Hun løftede hovedet og kiggede forsigtigt til venstre og bagud, men kunne intet se. Så drejede hun hovedet til højre, men heller ikke her kunne hun se eller høre noget. Hun mærkede, hvordan kroppen langsomt begyndte at slappe mere af. Men det varede kun et kort øjeblik, for med ét så hun til sin store frygt et par lysende røde øjne og et glinsende krummet næb blot et par meter til højre for dem. Det hvæsede af dem og skreg, så hele Agnes’ krop stivnede og begyndte at ryste af skræk, det svimlede for hendes øjne og hun havde svært ved at trække vejret. Agnes mærkede at ørnedyret drejede sit hoved mod deres forfølger. Så åbnede den sit kæmpe næb og skød en eller anden form for væske afsted. Kort efter hørte de et smertefuldt skrig. Deres forfølger var ikke længere at se eller høre.

    Manden gav dyret endnu en kommando, hvorefter den dykkede nedad og i stadig højere fart. Kulden og den høje fart rev i hendes hals og fik øjnene til at løbe. Hun intet se, men skrigene hørtes stadig. De kom bagfra, men de blev svagere og svagere. Kunne det passe? Skulle det virkelig lykkedes dem at slippe væk? 

   De fløj nu så hurtigt, at de nærmest skar igennem den tætte tåge og Agnes frøs så frygteligt, da det stadig var vinter og det kun var lykkedes hende at få morgenkåben med i farten. Morgenkåben var normalt dejlig varm, men lige nu blafrede den blot lystigt i vinden og blottede hendes lange bare ben. Det fik vinden og den fugtige tåge til at føles som skarpe tænder, der grådigt bed i hendes bare hud og skabte isninger over hele kroppen. Agnes lagde sig så tæt ind mod dyret som muligt, for at finde læ og en smule varme. Hun var et kort øjeblik ved at besvime af ren udmattelse, da dyret pludselig bremsede hårdt op i luften, så Agnes blev kastet forlæns.

    Det lykkedes os vist at slippe væk fra Heksegribbene fra helvedessumpen, sagde den fremmede mand med træt, men tilfreds stemme. Jeg hedder i øvrigt Gregor. 

    Agnes drejede hovedet for at se på manden, der altså hed Gregor. - Hvad mener du?, spurgte Agnes. Heksegribbe, helvedssumpen, jamen hvem er det for noget og hvad vil de med mig?

    - Det skal du nok få meget mere at vide om, snart, men nu skal du holde godt fast.

    - Jam.. jamen.. hvorfor… jeg forstår det ikke. Agnes’ stemme skælvede svagt og tårerne trillede ned af hendes nu blåfrosne kinder.

    - Jeg beklager, at jeg først nåede frem til dig så sent, men jeg havde problemer med at få rystet den første gruppe Heksegribbe af mig. Jeg skulle jo også sørge for, at få din bror i sikkerhed.

    - August.. min bror.. hvor ER min bror … er der sket ham noget?

    - August har det fint, han slap med et par småskrammer. Vi er snart fremme, så kan du jo selv se, at han har det godt.

    Et kort øjeblik efter lettede tågen som ved et trylleslag. Det var som om, den aldrig havde været der. Sneklædte bjerge og marker kunne nu tydeligt ses under dem og solens stråler kom med ét til syne og varmede Agnes’ forfrosne krop. 

    Tør jeg tro på, at det er sandt, at han har reddet min bror, og at vi nu er på vej til det sted, hvor August befinder sig? Ja og HVEM er egentligt denne kæmpe, der kalder sig for Gregor? Agnes var lidt ør i hovedet. Det hele var gået så stærkt og det var så frygteligt svært at få styr på alle tankerne. Hendes hjerne knagede som en gal for at få det hele til at give mening, men hun måtte opgive. Hvad skulle hun dog gøre, hvis August ikke var i live? Hvem kunne hun stole på og hvorfor skulle alverdens ulykker lige akkurat ramle ned over deres familie? Bare August havde det godt. Agnes mærkede en knude i maven vokse og en stikkende smerte i hjertet fulgte med i en form for smerte-symfoni. Jeg kan ikke bære også at miste min bror, så er der intet tilbage at leve for. Så vil jeg hellere dø, tænkte hun for sig selv, men skød hurtigt den skræmmende tanke fra sig..

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...