Til Alle Og Ingen - Digtsamling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2014
  • Opdateret: 1 dec. 2016
  • Status: Igang
// Til ham, til hende, til ungdommen, til fremtiden, til dig og til mig.

92Likes
219Kommentarer
9263Visninger
AA

48. Smuk

 

SMUK
 

regnen slår så hårdt mod ruden
eller måske
er det din far
men han tog bilen
da flasken blev lige så tom som hans bryst
og du håber lidt
at han kører galt

jeg kan høre din skam gennem hoveddøren
og jeg har lyst til at krølle mig igennem brevsprækken
for at krølle dig ud af badeværelset
før din far kommer hjem
men måske
har du bare ikke lyst til at blive foldet ud
du er et rynket papir
med flere ar end skønhedspletter
blæsten har eroderet din hud
og dine en-meter-og-fem-og-firs
ligger grædende på et flisegulv

fortæl mig, at du ikke vil elskes mere
og at det er mange år siden
at pigerne faldt over deres egne ben
når solen aede dit hår
og mange år siden
at din mor gik på jorden
i stedet for at ligge under den
men dit smil kan stadig vende vinter til sommer
selvom du ikke har brugt det
siden din far flækkede din første tand

så fortæl mig, at du ikke vil elskes mere
og i modsætning til alle andre
vil jeg lade være med at lytte
for måske er du smuk
og måske er jeg ligeglad
med det mørke, du altid slæber rundt på
som din far engang plejede at slæbe på dig
når du havde grebet fat om hans ankler og nægtede at give slip
kan jeg ikke se, at du har bidt dine negle ned til rødderne

jeg vil aldrig blive træt af at sige, at du er smuk
selvom jeg bliver nødt til at sige det så mange gange
at det overdøver stemmerne i dit hoved
og de snakker højt
meget højt
så jeg vil råbe ind ad din øregang, at jeg elsker dig
og du kan svare, at jeg ikke kan være det bekendt
jeg vil pille dit hjerte ud
holde det lige så nænsomt som en fugleunge
og lægge det på dit natbord
så du glemmer, at smerte gør ondt
og at livet i sig selv egentlig gør det samme

men lige nu slår regnen så hårdt mod ruden
og når din far kommer hjem
er det ham, der slår dig

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...