Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 12 jun. 2015
  • Status: Igang
De tre teenagere Brian, Claire og Angelica lever i en verden hvor en ny race af mennesker er ved at dukke op. Mutanter. Mennesker med anderledes og overnaturlige evner. En tjeneste inden for politiet sætter alt ind på at finde disse mutanter. Problemet er bare at man ikke altid kan se på dem at de er mutanter eftersom at de fleste ligner helt almindelige mennesker. Brian, Claire og Angelica sætter alt ind på at flygte og må efterlade alt hvad de kender af deres egen verden, for at indse at intet er som de har troet.

4Likes
0Kommentarer
3068Visninger
AA

9. Kapitel 9 - Claire Walker

Mine sanser gik amok og jeg kunne næsten ikke holde det ud. Jeg kunne fornemme vand og blod overalt, og nogle gange også kaffe. Jeg kunne følge vagterne hvor de gik, og jeg vidste hvor der var vandautomater. Men jeg kunne ikke fornemme hverken Brian eller Angelica. De var enten for langt væk eller også var de her slet ikke. Deres blod føltes anderledes end almindelige menneskers blod.

 

Dørens knirken fortalte at der var nogen på vej ind i cellen, og som jeg frygtede blev lyden erstattet af støjen fra høje hæle. Jeg fulgte bare kvinden med mine øjne, og så hvordan hun, med besluttede skridt, gik hen mod mig. “Hvad vil du? ” Jeg gad ikke snakke med hende, men jeg havde ikke rigtig noget valg.
“Jeg kom for at give dig det her”. Hun satte et glas med vand på gulvet og gik to skridt tilbage. Jeg havde lyst til at række ud efter det, men jeg lod som ingenting.
“Hvad skal jeg med et glas vand? ” Hun smilede sit falske smil igen.
“Jeg tænkte at du måske trængte til at bruge dine evner”. Jeg kiggede på glasset, jeg følte mig næsten hypnotiseret af den flydende klare væske.

 

Jeg rejste mig op, og koncentrerede mig om vandet. Da jeg mærkede at det sitrede i mine fingre, lavede jeg en hurtigt bevægelse og vandet adlød mit bud med det samme. Jeg hævede begge mine arme og fik alt vandet samlet i en stor dråbe i luften. Jeg kunne se at kvinden var betaget af mit talent, og jeg vidste lige hvad jeg skulle gøre. Jeg knipsede med fingrene og lod min koncentration falde. Den store dråbe vand svævede ikke længere i luften, men var faldet ned lige over kvinden, som nu var gennemblødt. Jeg kunne ikke lade være med at grine, og jeg fortrød det ikke.

 

“Din lille tøs! ” Hun løb næsten over mod mig, hvilket var fantastisk i hendes høje hæle. Jeg koncentrerede mig igen, og hun stoppede med det samme.
“Du skal passe på, du ved ikke hvad du er oppe imod” Jeg hviskede ordene næsten uhørligt. Jeg satte kvinden få meter fra døren, og slap hende løs fra mit tag. Hun ville råbe noget af mig, kunne jeg se. Men hun gik bare fornærmet ud ad døren og smækkede den i. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Det var den bedste følelse jeg havde haft lige siden jeg kom ind i fængslet. Det ville have været skønt hvis de andre også var her, men de var langt væk. Tanken gjorde mig bekymret, og jeg satte mig ned på briksen. Hvad hvis jeg aldrig kom til at se dem igen?

 

Jeg vågnede med et sæt, og Kyle reagerede straks på min pludselige bevægelse. “Er du okay? ” Jeg sad og prøvede at få vejret, men nikkede stille til ham. Han satte sig op, for bedre at kunne se mig. “Claire du er helt bleg, hvad er der sket? ” Jeg vendte hovedet og kiggede i sidespejlet på bilen. Han havde ret. Min hud så ud til at være næsten lige så bleg som månens lys.
“Jeg må have noget luft” Jeg åbnede bildøren og trådte ud på den kolde asfalt med mine bare fødder. Månens lys lyste hele området op, og der var ikke det mindste tegn på en by eller biler. Jeg gik lidt frem og tilbage. Tænk hvis denne Angelica er blevet fanget, hvad skal jeg så gøre? Hvad skal Kyle gøre? Jeg stoppede op, og kiggede tilbage mod bilen. Det så ud til at Kyle havde lagt sig til at sove igen.

 

Jeg kiggede rundt på omgivelserne hvor Kyle havde valgt at parkere bilen. Det så ud til at være to store enge, som bare fik lov til at gro. Jeg lagde mærke til at der var en lille sø på den ene eng, ikke langt fra vejen, og jeg besluttede at gå over og kigge på den. Mine fødder følte efter noget skarpt jeg skulle undgå, men det hele var bare græs og nogle blomster jeg ikke havde set før. Vandkanten ved søen bestod af lidt mudder, og mine fødder sank ned i den, under min vægt. Jeg gik et par skridt ud i søen og blev stående, imens jeg nød nattens lyde og holdt øje med himlen som blev mere og mere lyserød.

 

Jeg blev forskrækket da jeg hørte en gå i vandkanten, og jeg vendte mig om for at se hvem det var. Kyle kom gående stille imod mig. Han smilede, da han så at jeg havde opdaget ham. “Hej” sagde jeg og spejdede ud mod horisonten igen.
“Hej” Han gik op på siden af mig og fulgte mit eksempel med at kigge ud mod horisonten.
“Hvorfor kom du herud? ”.
“Jeg tænkte at vi skulle til at komme af sted, nu da det er blevet lysere”. Han kiggede ned i vandet et øjeblik, og lidt efter kunne jeg mærke hans øjne hvile på mig. “Og så tænkte jeg på... ” Jeg kiggede mod ham og mødte hans så venlige øjne. “Måske skulle du prøve at bruge dine evner, det er jo det perfekte sted” Jeg spejdede ud mod søen, han havde ret.

Jeg trådte to skridt frem og jeg hørte Kyle tage to tilbage. Jeg tog en dyb indånding, lukkede mine øjne og lod alle mine sanser flyve frit. Jeg mærkede blod, Kyles blod, og jeg mærkede en vidunderlig og klar følelse, vand. Min koncentration rettede jeg mod vandet og mine evner gav efter. Mine fingre sitrede og jeg lod følelsen af det klare vand strømme igennem min krop. Kyle gispede og jeg åbnede mine øjne. Foran mig rejste vandet sig på mit bud, jeg bevægede mine arme og jeg kunne se hvilke bevægelser det fik vandet til at tage. Mit humør steg, jeg kunne mærke glæde, lykke og det virkede en smule beroligende på mig, jeg bekymrede mig ikke mere og alle tanker var fløjet væk for en tid. Jeg rørte vandoverfladen og så hvordan mine evner gjorde mig i stand til at samle vandet op, og få det til at stå stille som var det en fast form.

 

“Wauw! ” Kyle kom gående mod mig. Jeg vendte mig om og lod vandet falde mod overfladen. “Det er fantastisk” Hans øjne lyste af nysgerrighed og beundring.
“Ja det er ret flot” Jeg smilede tilbage til ham.
“Det er ikke bare flot det er vidunderligt! ” Vidunderligt var det helt rigtige ord at beskrive det med. Jeg gik hen mod bilen og trak Kyle med mig.
“Vi må hellere se at komme afsted. Solen står snart op”. Kyle vendte sig om og jeg gav slip på ham.
“Ja du har ret. Helle for førersædet! ” Han sprang forbi mig med fuld fart og fortsatte hen mod bilen. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg ville gerne være Angelica og have ham som storebror.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...